Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 170-09 om anbringelse - behandlingsbehov - kriminel adfærd

Resume:

Ankestyrelsen tiltrådte børn og unge-udvalgets afgørelse om fortsat anbringelse af en 17-årig dreng uden for hjemmet uden samtykke. Forældrene, der havde fælles forældremyndighed over drengen, havde givet samtykke til anbringelsen. Drengen havde også samtykket til anbringelsen. Ankestyrelsen vurderede ligesom børn og unge-udvalget, at drengen var behandlingskrævende, og at afgørende hensyn til drengen gjorde, at anbringelsen ikke skulle være frivillig.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 58, stk.1.nr.3 og § 58, stk. 1, nr. 4

Sagsfremstilling:

En 17-årig dreng havde flere gange været frivilligt anbragt. Han havde siden børnehavealderen været kendt af kommunen på grund af adfærdsmæssige problemer, herunder gentagne gange været i konflikt med sine omgivelser og havde været truende og voldelig. Desuden havde drengen siden 14-års alderen haft et omfattende misbrug af euforiserende stoffer og var kommet ind i en kriminel løbebane. Han havde et begavelsesniveau lidt under middel inden for normalområdet og manglede evne til at indgå i socialt samspil, herunder til at håndtere konflikter og tage ansvar for egne handlinger.

Drengen havde brug for et længerevarende forløb med professionel støtte. Han havde under sine frivillige anbringelser forsøgt at få øget frihed, således at han kunne tage til sin hjemby og opsøge sine venner, som befandt sig dels i det kriminelle miljø dels blandt byens stofmisbrugere.

Afgørelse:

Ankestyrelsen vurderede, at drengen ikke kunne bo hjemme, da der ville være væsentlig risiko for, at hans sundhed og udvikling ville lide alvorlig skade, og da problemerne ikke kunne løses på anden måde.

Årsagen var, at han på grund af misbrug af euforiserende stoffer, udtalte sociale problemer samt kriminel adfærd havde brug for professionel behandling, mens han boede et andet sted.

Ankestyrelsen henviste til, at drengen var beskrevet som umoden med omfattende vanskeligheder, især med hensyn til selvindsigt, optagethed af egne behov, ansvarsfralæggelse og håndtering af frustrationer og konflikter. Han havde derudover problemer med at indgå i socialt samspil på en hensigtsmæssig måde. Drengens begavelsesniveau lå lidt under middel inden for normalområdet. Han havde udover koncentrationsvanskeligheder haft adfærdsvanskeligheder fra den tidlige barndom. Hans evner til at forstå og bearbejde mellem-menneskelige konflikter var mangelfulde. Hans frustrationstærskel var meget lav, og når han blev frustreret blev han let udadreagerende med tendens til voldelighed.

Det var den samlede vurdering, at drengen i flere år frem havde brug for professionel støtte og hjælp til at udvikle evner til at håndtere konflikter og frustrationer og til at få selvindsigt. Han havde derudover brug for hjælp til at komme ud af sit misbrug af euforiserende stoffer. Der ville, såfremt drengen ikke fik den nødvendige hjælp, være nærliggende risiko for en voldelig og kriminel udvikling, og at drengen vendte tilbage til sit misbrug.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at drengen havde givet sit samtykke til anbringelsen, men vurderede, at afgørende hensyn til ham gjorde, at anbringelsen ikke skulle være med hans samtykke. Årsagen var, at der skulle være sikkerhed for, hvor han skulle bo, og at han var sikret en længerevarende behandling i professionelle rammer. Ankestyrelsen vurderede endvidere, at drengen burde fastholdes i den positive udvikling, han havde været i, siden han blev anbragt på sit nuværende opholdssted.

Ankestyrelsen tiltrådte således børn og unge-udvalgets afgørelse.