Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 171-09 om dækning af tabt arbejdsfortjeneste - hospitalsbesøg - anbragt barn

Resume:

Der kunne ikke ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til en mor i forbindelse med hendes anbragte søns indlæggelse, idet der i forvejen var en stabil kontakt mellem mor og søn under anbringelsen. Hjælpen kunne således ikke opfylde formålet om i væsentlig grad at bidrage til en stabil kontakt.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 52, stk. 5

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 8-årig dreng, som havde en hjerneskade på grund af meningitis som nyfødt. Han havde det meste af sit liv haft perioder, hvor han havde haft svært ved at regulere sin temperatur og var alment utilpas. Han havde derfor haft en del indlæggelser.

Drengen blev anbragt på en specialinstitution i 2006 på grund af sit særlige behandlings- og plejebehov. Moderen ansøgte i februar 2008 om dækning af tabt arbejdsfortjeneste, når drengen var indlagt, da hun havde holdt alt, hvad der var muligt af ferie og forældreorlov.

Kommunen gav afslag på ansøgning om dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §§ 42 og 52, stk. 5.

Begrundelsen for afslaget efter servicelovens § 42 var, at det var en betingelse for at modtage dækning af tabt arbejdsfortjeneste, at barnet blev forsørget i hjemmet. Drengen var anbragt på en specialinstitution og forsørgedes derfor ikke i hjemmet.

Begrundelsen for afslaget efter servicelovens § 52, stk. 5, var, at sigtet med bestemmelsen bl.a. var at bidrage til en stabil kontakt mellem forældre og barn. Det vurderedes ikke, at der i dette tilfælde var tale om, at der var brug for støtte til en stabil kontakt, da der var en stabil kontakt. Det vurderedes derimod, at behovet for og ønsket om at være hos sønnen var at betragte som omsorg. Der vurderedes ikke i denne bestemmelse at være lovhjemmel til at yde tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med omsorg.

Det sociale nævnhjemviste sagen til kommunen til fornyet vurdering og afgørelse.

Begrundelsen var, at nævnet vurderede, at der ikke efter reglerne om særlig støtte til børn og unge i serviceloven kunne gives afslag på tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med indlæggelse af et barn, der var anbragt på en institution uden for hjemmet, med den givne begrundelse.

Nævnet vurderede, at begreberne om samvær og stabil kontakt i servicelovens § 52, stk. 5, ikke skulle fortolkes så snævert, at det udelukkede muligheden for i helt særlige situationer at yde økonomisk støtte som f.eks. tabt arbejdsfortjeneste til forældrene i forbindelse med pasning af et anbragt barns sygdom, herunder ved sygehusindlæggelse og/eller pasning af barnet i eget hjem.

Nævnet anså det ikke for udelukket, at der i forbindelse med foranstaltningen om anbringelse af barnet kunne tages højde for særlige konkrete forhold, herunder f.eks. et barn, der hyppigt var indlagt på et sygehus. Der kunne under hensyntagen til formålet med barnets anbringelse og handleplan antages at være et særligt behov for støtte i forbindelse med barnets sygdom, herunder i form af pasning af en eller begge forældre.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at moderen ikke på noget tidspunkt havde vist, at hun ikke magtede at holde en god og stabil kontakt med drengen såvel på institutionen som i hjemmet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var mulighed for at yde dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 52, stk. 5, i forbindelse med et anbragt barns indlæggelse på sygehus.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at moderen efter en konkret vurdering ikke var berettiget til at få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med drengens indlæggelse på sygehus.

Ankestyrelsen fandt, at det efter en konkret og individuel vurdering ikke var udelukket at yde hjælp til dækning af disse udgifter i forbindelse med forældres samvær med et anbragt barn efter servicelovens § 52, stk. 5. Afgørelsen beroede dog på, om formålet med den økonomiske hjælp var at støtte en stabil kontakt mellem forældre og barn under en anbringelse uden for hjemmet. Det var således en forudsætning, at der var klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk hjælp og muligheden for at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn. Det var endvidere en betingelse, at hjælpen ikke ydedes som en løbende forsørgelse.

Styrelsen lagde vægt på, at dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med drengens indlæggelse ikke vurderedes at have haft betydning for, om moderen besøgte ham på sygehuset og kunne således ikke siges at have til formål i væsentlig grad at bidrage til en stabil kontakt mellem hende og drengen.

Styrelsen lagde også vægt på, at moderen under drengens anbringelse uden for hjemmet havde haft en stabil kontakt med ham.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.