Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 189-09 om revalidering - befordringsgodtgørelse - faktiske udgifter - følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne - taxa

Resume:

En revalidends udgifter til taxa kunne dækkes, hvis transportudgiften var en følge af revalidendens nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne, og transporten var nødvendig for at deltage i revalideringen.

Love:

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 742 af 7. juli 2009 - § 82, stk.5

Sagsfremstilling:

En revalidend søgte kommunen om dækning af transportudgifter mellem hjem og uddannelsessted.

På grund afrevalidendens fysiske handicap var det nødvendigt at tage taxa fra stationen til uddannelsesstedet og retur.

Jobcentret meddelte afslag på hjælp til taxakørsel frem og tilbage til studiestedet i henhold til beskæftigelsesindsatslovens § 82, stk. 5.

Jobcentret begrundede afgørelsen med, at beskæftigelsesindsatslovens § 82 skulle forstås således, at der med den faktiske udgift mentes, at revalidenden ikke skulle afholde de første 24 kilometer. Hovedreglen i § 82 var, at der skulle modregnes de første 24 kilometer i godtgørelsen, men undtagelsen var, at der blev ydet den faktiske udgift.

Endvidere oplyste jobcentret, at § 63 i aktivloven ikke blev brugt til tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven.

Revalidenden klagede over afgørelsen.

I klagen henviste han til, at beskæftigelsesankenævnet tidligere havde afgjort, at han var omfattet af personkredsen for revalidering.

Han definerede den faktiske udgift som det beløb, han reelt brugte på transport i bus og taxa i forbindelse med sin uddannelse. Han var således uenig i jobcentrets fortolkning af § 82, stk. 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det fremgår heraf, at for personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, 5 og 7 afholder kommunen den faktiske udgift til befordring, hvis udgiften er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Beskæftigelsesankenævnet gav revalidenden medhold i klagen over jobcentrets afgørelse, således at der skulle betales de faktiske udgifter for transporten.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at han var omfattet af personkredsen for revalidering i lovens § 2, nr. 4, således at han herefter var omfattet af personkredsen i lovens § 82, stk. 5, for tilskud til befordring.

Nævnet lagde til grund, at han var omfattet af personkredsen for revalidering, jf. lov om aktiv socialpolitik, § 46.

Nævnet lagde vægt på, at det var nødvendigt for ham at tage bus/tog og taxa for deltagelse i den daglige undervisning på uddannelsesstedet, samt at det ikke var muligt for ham at transportere sig selv.

Nævnet fandt, at det af lovens § 82, stk. 5, fremgik, at der skulle ydes økonomisk støtte i form af den faktiske afholdte udgift til transporten med tog /bus og taxa til uddannelsesstedet, når udgiften var en følge af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det var nævnets opfattelse, at dette også fandt støtte i reglerne i lov om aktiv socialpolitik § 63, hvor det af vejledningen fremgik, at der kunne ydes hjælp til dækning af merudgifter til daglig befordring med taxi eller personbil til og fra stedet for revalidering, når helbredsmæssige forhold nødvendiggjorde dette,samt Principafgørelse A-14-00 modsætningsvis.

Nævnet ændrede således jobcentrets afgørelse.

Jobcentret klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af faktiske udgifter til transport, jf. beskæftigelsesindsatslovens § 82, stk. 5.

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at revalidenden i forbindelse med sin revalidering var berettiget til at få dækket de faktiske udgifter til befordring, som var en følge af hans nedsatte fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.

Det betød, at udgifter til taxa kunne dækkes, hvis de var en nødvendig følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.

Beskæftigelsesudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at revalidenden var omfattet af kapitel 6 i aktivloven og var således omfattet af persongruppen i beskæftigelsesindsatslovens § 2, nr. 4, der kunne få hjælp efter afsnit III-VII, herunder § 82.

Det fremgår af § 82, stk. 1, 1. og 2. punktum, at personer, der er omfattet af § 2, nr. 1, 4 og 5, og som deltager i tilbud efter kapitel 10-12; og personer, der er omfattet af § 2, nr. 7, og som deltager i tilbud efter kapitel 10 og 11, har ret til befordringsgodtgørelse, når den daglige transport mellem bopæl og stedet, hvor tilbudet gennemføres, og retur er mere end 24 km.

Godtgørelsen pr. dag kan alene udbetales for de kilometer, der ligger ud over de første 24 km.

Af § 82, stk. 5, fremgår, at for personer, der er omfattet af § 2, nr. 4, 5 og 7, afholder kommunen den faktiske udgift til befordring, hvis udgiften er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det fremgår af lovforslagets bemærkningertil § 82 i beskæftigelsesindsatsloven, at med den foreslåede bestemmelse sker der en videreførelse af de hidtidige regler om befordringsgodtgørelse til dagpengemodtagere i bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats. Bestemmelsen er dog tilrettet de nye redskaber og er udvidet til tillige at gælde for revalidender og sygedagpengemodtagere.

Revalidender har hidtil modtaget støtte til befordring efter den hidtidige bestemmelse i § 63 i lov om aktiv socialpolitik. For revalidender bibeholdes princippet om, at revalidenden kan få dækket hele udgiften til befordring.

Det fremgår af vejledningen til den tidligere bestemmelse i aktivlovens § 63, pkt. 290, at der kan ydes hjælp til dækning af merudgifter til daglig befordring med taxi eller personbil til og fra stedet for revalideringen, når helbredsmæssige forhold nødvendiggør dette.

Beskæftigelsesudvalget fandt således ikke, at der i loven eller forarbejderne var holdepunkter for at revalidender, der ikke kunne benytte offentlige transportmidler og ikke havde egen bil, ikke kunne få hjælp til dækning af udgifter til taxa, hvis udgiften var en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Beskæftigelsesudvalget fandt således, at revalidenden i forbindelse med sin revalidering var berettiget til at få dækket udgifter til taxa, såfremt disse var nødvendiggjort af hans fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg havde herved ikke taget stilling til hans konkrete fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.