Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 193-09 om merudgifter - barn - boligudgifter - andelsbolig - løbende ydelse - engangsudgift - andelsbevis

Resume:

Merudgiften ved flytning til en andelsboligskulleydes som en løbende ydelse til køb af andelsbeviset på baggrund af den forøgede boligudgift og ikke som en engangsydelse.

Med hensyn til beregningsmetoden fandt Ankestyrelsen, at den beregningsmetode, som kommunen havde anvendt ved beregning af merudgiften, således at den nuværende husleje blev beregnet med udgangspunkt i både den månedlige boligafgift samt afdrag på lån til andelsbeviset ville medføre en formueforøgelse for modtageren, idet afdrag på gælden til andelsbeviset ville blive nedbragt.

Kommunen skulle derfor foretage en ny beregning af merudgiften, således at merudgiften ikke medførte en formueforøgelse hos modtageren.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41

Sagsfremstilling:

Ansøger var nødt til at flytte til egnet bolig på grund af, at datteren på 14 år havde nedsat funktionsevne.

Ansøger blev opsagt fra sin tidligere bolig med et års varsel til udflytning ved udgangen af april 2007. Da det ikke lykkedes familien, at finde en anden bolig i opsigelsesperioden, som var egnet til datteren, fik familien ved kommunens mellemkomst en midlertidig lejebolig fra maj 2007 i form afen ældrebolig på 60 kvadratmeter. Kommunen var klar over, at dette var en midlertidig løsning. Efterfølgende ansøgte familien om økonomisk hjælp til boligskift til en andelsbolig.

Det sociale nævn traf den 15. oktober 2007 afgørelse om, at ansøger havde ret til hjælp til merudgifter i forbindelse med sin flytning fra den midlertidige bolig til andelsboligen.

Kommunen traf den 22. april 2008 afgørelse om beregning af merudgifterne. Merudgifterne blev beregnet som en løbende ydelse på baggrund af forskellen i huslejen mellem ansøgers tidligere bolig og hendes nuværende bolig. Kommunen beregnede den nuværende husleje på baggrund af den samlede husleje, inklusiv månedligt afdrag på optaget lån til køb af andelsbevis, varme, el samt andre nødvendige boligudgifter.

Det sociale nævn stadfæstede den 15. september 2008 afgørelsen fraKommunen.

Ansøger klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger, at afgørelsen ville have været mere rigtig, hvis kommunen blev pålagt helt eller delvist at betale andelsboligbeviset. Den nuværende ordning, hvor ansøger fik en løbende merudgift efterlod hende i en usikker og utryg situation, da hun, når datteren blev 18 år, formentlig ikke ville være i stand til at afholde sine boligudgifter, da hun derved mistede merudgiftsydelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om fastsættelse af merudgiftsydelser til boligudgifter, når den nye bolig varen andelsbolig, skulle ydes som løbende ydelse, eller som en engangsudgift til hel eller delvis anskaffelse af andelsbeviset.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at beregning af merudgifter ved flytning til anden bolig, når den anden boligvar en andelsbolig, skulle beregnes som en løbende ydelse.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøgers datter var omfattet af personkredsen i servicelovens § 41, og at flytning til den nuværende bolig var nødvendig som følge af datterens nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den merudgift, der kunne ydes efter servicelovens § 41, var den forøgede udgift til boligen, som var en følge af flytningen. Efter bestemmelsen kan en sådan forøget udgift kompenseres som en enkeltudgift, eller som en løbende ydelse til dækning af merudgiften.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke kunne ydes hjælp til anskaffelse af en andelsbolig efter servicelovens § 116 stk. 2, om hjælp til anskaffelse af anden bolig, idet denne bestemmelse alene fandt anvendelse på ejerboliger.

Ankestyrelsen fandt på nuværende tidspunkt ikke, at en andelsbolig kunne sidestilles med en ejerbolig, uanset at finansieringsmulighederne for andelsboliger havde ændret sig. Ankestyrelsen vurderede i denne sammenhæng, at selvom en andelsbolig ikke kunne betragtes som en ejerbolig, kunne den heller ikke sidestilles med en lejebolig.

En andelsbolig fandtes, at være en boligform, som havde en økonomiske konstruktion, der gjorde, at der ofte blev betalt et relativt stort beløb til anskaffelse af andelsbevis, som herefter ofte blev modsvaret af en relativ lavere husleje end ved ejer og lejeboliger, idet en del af huslejen finansieredes ved købet af andelsbeviset.

Ankestyrelsen havde tidligere i principafgørelse C-6-02 taget stilling til, at der kunne ydes hjælp til betaling af indskud til en lejebolig efter servicelovens bestemmelser om merudgifter. Ankestyrelsen fandt ikke, at anskaffelse af andelsbevis kunne sidestilles med betaling af indskud til lejelejlighed. Indskud i lejebolig fandtes at være en sikkerhed for lejerens eventuelle forpligtelser ved fraflytning af lejemålet, hvorimod køb af andelsbevis i højere grad havde karakter af en investering, som kunne sælges igen ved fraflytning af boligen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det havde været hensigten med servicelovens § 41, at den skulle anvendes til køb af selve andelsbeviset. Køb af andelsbevis knyttede sig til den specielle økonomiske konstruktion, som en andelsbolig fandtes at være og havde karakter af en investering. Det fandtes heller ikke at have været hensigten med servicelovens § 41, at den skulle anvendes subsidiært, når der ikke kunne ydes hjælp til anskaffelse af andelsbolig efter servicelovenes § 116.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at merudgiften ved flytning til en andelsbolig skulle ydes som en engangsydelse til køb af andelsbeviset.

Med hensyn til beregningsmetoden fandt Ankestyrelsen, at den beregningsmetode, som kommunen havde anvendt ved beregning af merudgiften, således at den nuværende husleje blev beregnet med udgangspunkt i både den månedlige boligafgift samt afdrag på lån til andelsbeviset, ville medføre en formueforøgelse for modtageren, idet afdrag på gælden til andelsbeviset ville blive nedbragt.

Det var Ankestyrelsens vurdering, at det ikkevar hensigten med servicelovens § 41 om merudgifter, at denne skulle medvirke til formueforøgelse hos modtageren. Dervar ikke ved bestemmelsen mulighed for at foretage pant eller kræve tilbagebetaling, som ville være en forudsætning ved medvirken til formueforøgelse.

Ankestyrelsens fandt således, at beregningen måtte foretages således, at der ikkeblev medvirket til en forøgelse af formuen hos modtageren.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn, for så vidt angik spørgsmålet om, at merudgiften skulle beregnes som en løbende ydelse.

Ankestyrelsen bad kommunen om at foretage en ny beregning af merudgiften, således at merudgiften ikke medførte en formueforøgelse.