Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 207-09 om starthjælp - kontanthjælp - EU regler - arbejdstagerstatus - studerende

Resume:

Der var alene ret til starthjælp til en ansøger, der efter tilbagevenden fra et længerestudiophold i andet EU-land, søgte om kontanthjælp.

Begrundelsen var, at ansøgerikke havde opnået arbejdstagerstatus ved sin tilbagevenden.

Det forhold, at ansøger havde haft selvstudium på dansk universitet under sit ophold i det andet EU-land, kunne ikke sidestilles med ophold her i landet og kunne derfor ikke tages med i beregningen af opholdstiden her i landet. Det var det fysiske ophold her i landet, der var afgørende for beregningen af opholdstiden.

Forordningen om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskab kunne ikke anvendes i forhold til retten til kontanthjælp, idet kontanthjælp ikke er en social sikringsordning.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 11

Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet - artikel 7, stk. 2 -

Sagsfremstilling:

Ansøger havde ifølge folkeregister-registreringen været udrejst af Danmark fra 1. december 2006 til 15. december 2007. Ansøger havde efter det oplyste opholdt sig i andet EU-land, hvor ansøger havde studeretsprog som selvstudium via dansk universitet. Ansøger havde under opholdet modtaget SU.

Ansøger fortsatte efter sin tilbagevenden til Danmark den 15. december 2007 med sit studium frem til 1. maj 2008, hvor ansøger ophørte med studiet blandt andet på grund af graviditet. Ansøger blev afmeldt SU den 1. maj 2008 og samme dato tilmeldt jobcenteret som ledig.

Ansøger var tilmeldt jobcenteret som ledig frem til 1. juni 2008, hvor ansøger gik på barsel.

Ansøger fandt, at hun var berettiget til kontanthjælp.

Kommunen traf afgørelse om, at ansøger alene var berettiget til starthjælp.

Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede sin afgørelse med, atansøger ikke havde opholdtsig her i landet i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år. Ansøger opfyldte således ikke kravet i aktivlovens § 11, stk. 3, for at kunne modtage kontanthjælp i stedet for starthjælp.

Nævnet fandt heller ikke, atansøger kunne få medregnet sit ophold i et andet EU-land, idetansøger ikke havde opnået arbejdstagerstatus her i landet. Ansøger opfyldte således ikke aktivlovens § 11, stk. 6, om at der kunne medregnes opholdsperioder i et andet EU-land for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten varberettigede til hjælpen.

Nævnet fandt endvidere, at ansøgers ophold som studerende ikke i sig selv kunne føre til rettigheder som arbejdstager. Nævnet henviste her til EF-domstolens afgørelse C-413/01, Ninni Orasche, som drejede sig om, hvorvidt pågældendes forudgående arbejdsforhold i 2½ måned i sig selv kunne give status som arbejdstager, og om et efterfølgende kompetencegivende uddannelsesforløb kunne fastholde status som arbejdstager. Altså ikke en isoleret vurdering af status som studerende.

Ansøgers advokatklagede over beskæftigelsesankenævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Advokaten fandt, at nævnets vurdering af forordning 1612/68´s anvendelsesområde var en væsentlig indskrænkning afansøgers og også andre EU-borgeres mulighed for at bevæge sig frem og tilbage over grænserne inden for EU.

Advokaten henviste endvideretil, at forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flyttede inden for Fællesskabet, herunder på ydelser som følge af moderskab, antoges at finde anvendelse på studerende, og atansøger ønskede en principiel stillingtagen tilsine rettigheder efter EU-retten.

Detvar endvidere anført i klagen, at der ved den trufne afgørelsevar anvendt en nøgtern holdning til, at bopælskravet på 7 ud af de seneste 8 år i aktivlovens § 11, stk. 3, beregnedes efter folkeregister registreringen, uden at man havde taget særlig stilling til, om dervar særlige forhold, som kunne gøre sig gældende. Det var anført, atansøger havde boet i landet i 26, 9 år ud af de seneste 28 år ogvar dansk statsborger, som tillige havde været tilmeldt en dansk uddannelse, og atansøger efter folkeregistrets registrering havde opholdt sig 14 dage for meget i udlandet til at kunne modtage kontanthjælp, en registrering som advokaten fandt, kunne bero på tilfældigheder i forhold til den faktiske situation.

Advokatfirmaet anførte, at formuleringen i aktivlovens § 11, stk. 4, om folkeregister registreringen fandt anvendelse, hvor ikke særlige omstændigheder førte til et andet resultat, burde føre til en mere nuanceret bedømmelse i kommunernes og beskæftigelsesankenævnets praksis.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af EU-retlige regler i forhold til, om en studerende ved tilbagevenden fra et studieophold i et andet EU-land af længere varighedvarberettiget til starthjælp eller kontanthjælp.

Afgørelse:

Ansøger var alene berettiget til starthjælp.

Begrundelsen var, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for at modtage kontanthjælp, idet ansøger på ansøgningstidspunktet ikke havde haft ophold i Danmark i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år.

Ansøger var heller ikke omfattet af den persongruppe af EU/EØS-borgere, som efter EU-retten, var berettigede til hjælpen, idet opholdskravet kunne opfyldes ved sammenlagt 7 års ophold i Danmark og ophold i andre EU/EØS-lande.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget om indførelse af ovennævnte bestemmelse i lov om aktiv socialpolitik, at der med EU/EØS-borgere, som efter EU-retten var berettigede til hjælpen, var henvist til Rådets forordning nr. 1612/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet og den tilhørende EØS-aftale.

Ansøger var ikke berettiget til kontanthjælp, idet ansøger efter EU-retten, Rådet forordning nr. 1612/EØF af 15. oktober 1968 ikke havde opnået arbejdstagerstatus.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøger havde opholdt sig som studerende i et andet EU-land i perioden fra 1. december 2006 til 15. december 2007. Ansøger havde efter sin tilbagevenden til Danmark efter det oplyste ikke haft arbejde forud for sin ansøgning om kontanthjælp. Ansøger havde derfor ikke opnået arbejdstagerstatus i Danmark.

Det forhold, at ansøger under sit ophold i andet EU-land havde haft selvstudium via dansk universitet, kunne efter Beskæftigelsesudvalgets vurdering ikke sidestilles med ophold her i landet. Det var det fysiske ophold her i landet, der var afgørende for beregningen af opholdstiden.

Rådets forordning 1612/EØF af 15. oktober 1968 gav ikke en studerende, som var EU-eller EØS-borger, og som opgav sit studie, nogen EU-retlig status, der ville kunne begrunde udbetaling af kontanthjælp.

Det fremgik af ovennævnte forordnings artikel 7, 2, at det var arbejdstagere, der nød samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.