Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 261-09 om hjælpemiddel - behandlingsredskab - ståstøttebord - konkret vurdering

Resume:

Et ståstøttebord kunne i det konkrete tilfælde ikke betragtes som et hjælpemiddel.

Ståstøttebordet havde ikke til formål at afhjælpe de varige følger af ansøgerens funktionsnedsættelse, men derimod gennem træning at forbedre, vedligeholde eller hindre forringelse af funktionsniveauet.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009 - § 112, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om mand, der havde søgt om ståstøttebord. Han led af senfølger af polio og følger efter lårbensbrud. Han gik til gangtræning hos fysioterapeut, som havde anbefalet ståstøttebord.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen.

Kommunen fandt, at redskabet ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet. Ståstøttebordet skulle derimod anvendes som et træningsredskab.

Ansøgeren klagede over denne afgørelse.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at et ståstøttebord i ansøgerens tilfælde var et hjælpemiddel, der kunne lette hans daglige tilværelse i hjemmet.

Formålet med ståstøttebordet var, at ansøgeren selv kunne stå op i flere timer dagligt uden at falde. Dette ville modvirke kontrakturtendensen og styrke musklerne. Ståstøttebordet havde endvidere den betydning, at det hjalp til at modvirke afkalkning af knogler og stramning i led, idet han ved at bruge bordet kunne få belastning på de udstrakte ben. Ståstøttebordet var den eneste mulighed for, at han kunne stå oprejst.

Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at han havde benyttet ståstøttebord med positiv effekt i forbindelse med fysioterapeutisk træning. Daglig brug af støttebordet ville ifølge fysioterapeutens oplysninger bedre hans muligheder i vedligeholdelsestræningen og eventuelt bedre hans gangfunktion.

Efter en konkret vurdering fandt nævnet, at et ståstøttebord for ansøgeren ikke i sig selv var et træningsredskab, men ville medvirke til, at han bedre kunne fungere i dagligdagen og dermed forbedre hans livskvalitet. At ståstøttebordet tillige havde en effekt på hans vedligeholdelsestræning medførte ikke, at der blev tale om et behandlings-/træningsredskab.

Kommunen klagede over afgørelsen, idet der i denne sag var tale om et træningsredskab.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et ståstøttebord altid eret hjælpemiddel efter servicelovens bestemmelser.

Afgørelse:

Ansøgeren var ikke berettiget til at få hjælp til anskaffelse af et ståstøttebord som hjælpemiddel efter serviceloven § 112.

Ankestyrelsen fandt, at ståstøttebordet i ansøgerens tilfælde ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel.

Der var foretaget en konkret vurdering af lidelsens karakter og omfang, samt hvilke behov brugen af ståstøttebord skulle afhjælpe.

Ankestyrelsen fandt, at ståstøttebordet ikke havde til formål at afhjælpe de varige følger af ansøgerens funktionsnedsættelse, men derimod gennem træning tog sigte på at forbedre, vedligeholde eller hindre forringelse af det aktuelle funktionsniveau.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren led af senfølger af polio og følger efter lårbensbrud. Efter en lang periode uden gangtræning på grund af carpaltunnelsyndrom i venstre hånd efter længere tids brug af defekt kørestol, havde ansøgeren herudover udviklet kontrakturer i knæ, hofter og fodled, samt svækket muskulatur.

Ankestyrelsenlagde endviderevægt på, at formålet med brugen af ståstøttebordet var genoptræning af ansøgerens gangfunktion.

Endeliglagde Ankestyrelsenvægt på, at formålet med ståstøttebordet var at understøtte genoptræningen hos fysioterapeuten, idet daglig brug af ståstøttebordet i hjemmet ville bedre ansøgerens muligheder i ved-ligeholdelsestræningen og genoptræningen af gangfunktionen.