Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 14-10 om kontanthjælp - tilbagebetaling - varetægtsfængsling - oplysningspligt - ond tro

Resume:

Retten til kontanthjælp ophører med virkning fra tidspunktet for varetægtsfængsling. Personen var derfor ikke berettiget til kontanthjælp, som var udbetalt den 30. april efter varetægtsfængslingen den 27. april. Der henvises til A-32-05.

Kontanthjælpen skulle imidlertid ikke tilbagebetales, fordioplysningspligten ikke var tilsidesat, og at hjælpen ikke var modtaget mod bedre vidende.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 91, nr. 2, § 11, stk. 2 og § 29

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse iNN's sag om tilbagebetaling af kontanthjælp udbetalt den 30. april 2008

Resultatet er:

NNskal ikke tilbagebetale kontanthjælp udbetalt den 30. april 2008

Vi er således kommet til samme resultat som Beskæftigelsesankenævnet.

Begrundelsen for afgørelsen

NN var ikke berettiget til den kontanthjælp, der blev udbetalt den 30. april 2008. Ankestyrelsen har tidligere i Principafgørelse A-32-05 fundet, at retten til kontanthjælp ophører med virkning fra tidspunktet for varetægtsfængsling. Da han blev varetægtsfængslet den 27. april 2008, har han modtaget kontanthjælpen den 30. april 2008 uberettiget.

Han har imidlertid via Kriminalforsorgen oplyst om ændringen i forholdene ved brev til kommunen af 28. april 2008. Oplysningspligten er således ikke tilsidesat.

Vi vurderer heller ikke, atNN har modtaget kontanthjælpen mod bedre vidende.

Vi vurderer, atNN ikke af den vejledning, som kommunen har givet ham klart har kunnet udlede, at han i en situation som den foreliggende ikke ville være berettiget til kontanthjælp.

Vi har desuden lagt vægt på, at kommunen efterfølgende heller ikke har bidraget til at klargøre for ham, at han ikke var berettiget til kontanthjælpen, idet kommunen i forbindelse med afgørelse om hjælp til husleje under fængslingen alene har anført, at han i maj måned har fået kontanthjælp og kan betale huslejen af denne. Kommunen har desuden først truffet afgørelse om tilbagebetaling længe efter udbetalingen.

Vi vurderer derfor, at det ikke er dokumenteret, atNN vidste eller burde vide, at han ikke var berettiget til det modtagne beløb.

Vi vurderer samtidig, at kommunen er nærmest til at bære risikoen for den fejlagtigt udbetalte hjælp. NN har opfyldt sin oplysningspligt, og kommunen har i den umiddelbart efterfølgende afgørelse om hjælp til husleje ikke taget forbehold for tilbagebetaling. Kommunen har desuden været længe om at træffe afgørelsen om tilbagebetaling og har dermed bidraget til at giveNN indtryk af, at udbetalingen var i orden.

Bemærkninger til klagen

Kommunen har blandt andet henvist til, at det forhold, at der er gået 8½ måned, inden der træffes afgørelse, ikke er relevant for sagen, idet der fraA Kommunes side ikke har været afsat ressourcer til en hurtigere behandling af tilbagebetalingssager.

Kommunen har desuden henvist til den forudgående vejledning, hvoraf fremgår, at han er indskærpet sin oplysningspligt om ændringer i sine personlige forhold, herunder ophold på institution og lignende.

Vi skal henvise til begrundelsen ovenfor, hvorefter vi på baggrund af en samlet vurdering af den lange sagsbehandlingstid, formuleringen i den forudgående vejledning og kommunens manglende oplysning om det eventuelle tilbagebetalingskrav i afgørelsen om hjælp til husleje, har fundet, at kommunen er nærmest til at bære risikoen for den fejlagtigt udbetalte hjælp.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

Nævnets afgørelse af 12. august 2009

Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 4. september 2009

Nævnets genvurdering

Kommunen traf den 14. januar 2009 afgørelse om, at NN uretmæssigt havde modtaget kontanthjælp i maj måned, udbetalt den 30. april 2008, idet han i samme periode havde haft ophold i institution under Kriminalforsorgen. Han skulle derfor tilbagebetale beløbet på 8.554 kr., dog nedsat med boligudgifterne for maj måned.

Nævnet fandt, at han ikke skulle tilbagebetale.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke havde godtgjort, at han mod bedre vidende uberettiget havde modtaget hjælpen.

Nævnet lagde til grund, at han ikke var berettiget til hjælpen, idet han blev varetægtsfængslet den 27. april 2008, og hans ret til kontanthjælp derfor ophørte denne dag. Nævnet fandt imidlertid ikke, at han vidste eller burde have vidst, at han ikke var berettiget til hjælpen.

Nævnet lagde vægt på, at han blev varetægtsfængslet den 27. april 2008, at Kriminalforsorgen allerede ved brev af 28. april gav kommunen meddelelse om varetægtsfængslingen, og at meddelelsen blev modtaget den 29. april. Meddelelsen blev dog først ekspederet af kommunen den 30. april, hvilket var samme dag som kontanthjælpsudbetalingen.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen i sin afgørelse af 22. maj 2008 om bevilling af huslejehjælp under varetægtsfængslingen intet anførte om, at kontanthjælpsudbetalingen den 30. april var en fejl, men alene anførte, at han havde fået udbetalt kontanthjælp denne dato, og at han derfor kunne betale maj måneds husleje.

Nævnet lagde endeligt vægt på, at kommunen i 8½ måned ikke havde fulgt op på fejludbetalingen.

Det forhold at kommunen ikke havde teknisk mulighed for at standse kontanthjælpsudbetalingen kunne således ikke i sig selv bevirke, at hjælpen blev modtaget mod bedre vidende.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse og henviste til Principafgørelse A-32-05, hvorefter retten til kontanthjælp ophører på tidspunktet for varetægtsfængslingen.

Formålet med behandlingen af sagen

Vi har behandlet sagen for at afklare, om kontanthjælp udbetalt under varetægtsfængsling skal tilbagebetales, fordi den er modtaget uberettiget mod beder vidende, herunder hvilken betydning det har, at kommunen kunne have reageret hurtigere.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 9. april 2019, da den er erstattet af principafgørelse 22-19.