Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 195-10 om arbejdsskade - ulykke - hofte - bækken - smertetilstand - overvægt - erhvervsevnetabserstatning - bevisvurdering - tabsbegrænsningspligt - Retslægerådet - Højesterets dom

Resume:

Højesteret har ved dom afsagt den 6. oktober 2009 fundet, at hele A’s erhvervsevnetab måtte anses for at være en følge af arbejdsskaden. Højesteret udtalte, at A’s betydelige overvægt (138 kg) ikke før arbejdsskaden havde medført en nedsættelse af hendes funktionsevne i arbejdet som social- og sundhedsassistent, og at der heller ikke var påviselige følgesygdomme til overvægten i tiden forud for arbejdsskaden. Der var endvidere efter bevisførelsen ikke holdepunkter for, at A’s overvægt uden arbejdsskaden under alle omstændigheder ville påvirke hendes erhvervsevne inden for nærmere fremtid. Højesteret fandt heller ikke, at A havde tilsidesat sin pligt til at begrænse skadens følger. Højesteret henviste blandt andet til, at der ikke var opstillet en handlingsplan om vægttab.

Love:

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 13, § 22, § 28 og § 32

Afgørelse:

Højesteret afsagde dom den 6. oktober 2009

Højesterets begrundelse og resultat

Som anført af Ankestyrelsen må det lægges til grund, at As betydelige overvægt ikke før arbejdsskaden den 25. november 2001 havde medført nedsættelse af hendes funktionsevne i arbejdet som social- og sundhedsassistent, og at der heller ikke er påvist følgelidelser til overvægten i tiden forud for arbejdsskaden. Efter bevisførelsen, herunder lægeerklæring af 3. oktober 2003, er der endvidere ikke holdepunkter for, at As overvægt uden arbejdsskaden under alle omstændigheder ville påvirke hendes erhvervsevne inden for en nærmere fremtid. Hele As erhvervsevnetab må derfor anses for at være en følge af arbejdsskaden, jf. også formodningsreglen i § 13 i den dagældende arbejdsskadesikringslov.

Retslægerådet har udtalt, at As betydelige overvægt er en væsentlig faktor i den manglende bedring over tiden. Der foreligger ikke oplysninger om, at der har været opstillet en behandlingsplan om vægttab med henblik på at begrænse følgerne af arbejdsskaden, og det er i øvrigt ikke sandsynliggjort, at A har haft mulighed for at tabe sig i et sådant omfang, at det kunne have ført til en begrænsning af følgerne. Højesteret finder derfor ikke grundlag for at fastslå, at A har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt ved ikke at tabe sig, jf. herved lovens §§ 22 og 28.

A har herefter krav på at få erstattet sit samlede erhvervsevnetab som følge af skaden i venstre balde/hofte, herunder de øgede gener der måtte kunne tilskrives hendes overvægt.

Ankestyrelsens afgørelse af 2. juli 2004 må forstås således, at styrelsen har taget udgangspunkt i, at As samlede erhvervsevnetab er større end de 35 %, styrelsen har anset som en følge af arbejdsskaden. Da styrelsen imidlertid ikke har taget stilling til størrelsen af det samlede tab, og da der ikke er enighed herom mellem parterne, tager Højesteret Ankestyrelsens subsidiære påstand til følge og hjemviser sagen til fornyet administrativ behandling med henblik på fastsættelse af As samlede erhvervsevnetab.

Thi kendes for ret:

Sagen hjemvises til fornyet administrativ behandling med henblik på fastsættelse af As erhvervsevnetab.