Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 233-10 om efterværn - døgnophold - behov for støtte også efter det fyldte 23 år - positiv udvikling

Resume:

En kommune kan ikke give afslag på efterværn, alene fordi den unge formentlig også har behov for støtte efter det fyldte 23. år.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at formålet med efterværn er at søge at hjælpe den unge til en bedre overgang til voksenlivet. Den unge skal således kunne få noget væsentligt ud af at komme i efterværn. Der skal være udsigt til en positiv udvikling for den unge i perioden med efterværn, men der er ikke krav om, at den unge skal blive helt selvhjulpen senest ved det fyldte 23. år.

Ankestyrelsen vurderede herefter, at den unge var berettiget til efterværn i form af døgnophold i et anbringelsessted.

Ankestyrelsen lagde vægt på de konkrete oplysninger om den unges positive udvikling under anbringelsen på bostedet og i hybelordningen, samt hans behov for fortsat støtte.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1096 af 21. september 2010 - § 76, stk. 1 og § 76, stk. 3

Afgørelse:

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om NN med henblik på afklaring af betydningen i forhold til bevilling af efterværn af, at der vil være behov for støtte til den unge, også efter det fyldte 23. år.

Resultatet er:

• NN var berettiget til efterværn

• Der kan gives efterværn, selv om der eventuelt også er behov for støtte efter det fyldte 23. år

Det betyder, at NN var berettiget til efterværn i form af døgnophold i et anbringelsessted.

Vi er således kommet til samme resultat som det sociale nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Vi vurderer, at der ikke kan gives afslag på efterværn, alene fordi der formentlig vil være behov for støtte efter det fyldte 23. år

Vi vurderer desuden, at det måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til NNs behov for støtte, at NN fortsat fik støtte i form af ophold i døgnophold.

Vi har lagt vægt på forarbejderne til bestemmelserne om efterværn siden indførelsen af aldersafgrænset efterværn 1. januar 1993.

Vi vurderer, at formålet med efterværn er at søge at hjælpe den unge til en bedre overgang til voksenlivet. Den unge skal således kunne få noget væsentligt ud af at komme i efterværn. Der skal være udsigt til en positiv udvikling for den unge i perioden med efterværn, men forarbejderne ses ikke opstille et krav om, at den unge skal blive helt selvhjulpen, således at der ikke er behov for støtte, senest når den unge fylder 23 år.

Vi har om NN lagt vægt på oplysningerne fra bostedet PP, fra psykolog og fra hybelordningens kontaktperson om NNs positive udvikling under anbringelsen på PP og i hybelordningen, samt hans behov for fortsat støtte.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå, da det sociale nævn traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 8. april 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 26. april 2010

• Nævnets genvurdering

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om efterværn til en ung mand, NN, der havde været anbragt uden for hjemmet, siden han var 15 år, først i et socialpædagogisk bofællesskab og fra 17-års alderen i hybelordning med tilknytning af kontaktpædagog 2 gange ugentligt.

Baggrunden for anbringelsen var den unges involvering i hærværk, ildspåsættelse og besiddelse af stoffer samtidig med, at skole og forælder ikke længere kunne rumme den unge. NN var diagnosticeret med Gilles de la Tourette og mental udvikling lavt i normal området. Under opholdet på det socialpædagogiske opholdssted udviklede han sig meget positivt, men det blev vurderet, at han fortsat ville have brug for støtte og vejledning i forhold til praktiske hverdagsting, økonomi og ind i mellem sandsynligvis det adfærdsmæssige samt vejledning i forhold til hans uddannelses- og erhvervsmæssige fremtid.

Kontaktpædagogen fra hybelordningen havde udtalt, at det gik godt med NN med at bo alene, og han holdt sit hjem godt. Der blev arbejdet med at styrke forståelsen for økonomi, og at man ikke bare kunne få alt, hvad man ønskede sig. Der ville fremover komme fokus på, om NN forstod indholdet af breve fra det offentlige.

Kontaktpædagogen oplyste endvidere, at der de første måneder, NN boede for sig selv, blev tjekket op i weekenderne, om NN kunne styre eventuel fest og gæster. Der var ingen problemer, oftest helt stille hos NN. Der var altid rent og pænt hos NN. NN var lige gået over til at få udbetalt penge 1 gang ugentligt i stedet for 2 gange ugentligt. NN havde mange gode drømme for sin fremtid, som han i stor udstrækning var god til at holde fast i, dog var det vigtigt, at der var voksne omkring ham til at holde ham til ilden.

Kommunen gav afslag på efterværn. Kommunen vurderede, at NN ville have behov for hjælp og støtte udover det fyldte 23. år, og derfor var det ikke muligt at bruge efterværn i henhold til servicelovens paragraffer og vejledninger om efterværn. NN blev derfor henvist til voksensystemet.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Nævnet vurderede, at NN havde ret til efterværn efter servicelovens § 76.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til NNs behov for støtte, at han fortsat fik støtte i form af ophold i hybelordningen. Nævnet lagde til grund, at kommunen i henhold til servicelovens § 76, stk. 1, skulle tilbyde hjælp til unge i alderen 18 – 22 år, når det måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte. Nævnet inddrog endvidere punkt 397 i Socialministeriets vejledning nr. 99 af 5. december 2006 om særlig støtte til børn og unge og deres familier. Nævnet lagde herefter ved afgørelsen vægt på beskrivelsen af NN og hans fortid samt, at formålet med anbringelsen af den unge i hybelordningen var, at NN fortsat skulle lære at begå sig samtidig med, at hans motivation for at komme videre både i sit liv og erhvervsmæssigt skulle styrkes. Nævnet lagde desuden vægt på udtalelser om den unge fra sygehus og psykolog samt statusrapport om den unge fra socialpædagogisk bofællesskab.

Nævnet vurderede, at det ikke kunne tillægges afgørende betydning, at der sandsynligvis også ville være behov for hjælp til NN efter det fyldte 23. år.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Det var kommunens opfattelse, at efterværn blev bevilliget som kortvarig hjælp til overgangen fra barn til voksen til unge, der ikke selv havde et bæredygtigt netværk. I vurderingen af behovet var det vigtigt, at denne kortvarige hjælp ville gøre den unge i stand til at klare sig selv på lige fod med jævnaldrende senest ved det fyldte 23. år.

Kommunen mente, at NN ville være langt bedre hjulpet i Voksenregi.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 7. maj 2019, da den er erstattet af principafgørelse 95-13.