Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 258-10 om driftsudgifter - beregning - kassebil - merudgifter - hjælpemiddelbil - fritidskørsel - bilforsikring - benzinudgifter

Resume:

En svært handicappet kvinde, som var bevilget en kassebil som hjælpemiddelbil, kunne få dækket nødvendige benzinudgifter til fritidskørsel som merudgift. Merudgiften skulle beregnes som forskellen mellem benzinforbruget ved den bevilgede kassebil og benzinforbrugetved en personbil af normal størrelse.

Kvinden kunne endvidere få dækket sine udgifter tilforsikring af kassebilen som merudgift. Merudgiften skulle beregnes som forskellen på forsikringsudgiftentil kassebilen og forsikringsudgiften til en personbil af normal størrelse.

Kvindens benzin- og forsikringsudgifter kunne ikke dækkes fuldt ud som merudgift, da det måtte antages, at kvinden ville have haft en bil, selvom hun ikke havde været handicappet.

Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på kvindens alder, civilstatus og uddannelsesforhold.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1096 af 21. september 2010 - § 100

Bekendtgørelser:

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 764 af 24. juni 2010 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse - § 5 og § 6

Afgørelse:

Ankestyrelsen har i møde genbehandlet og truffet afgørelse i kommunens sag om dækning af merudgifter til NN. Genoptagelsen af sagen er sket på baggrund af en henstilling fra Folketingets Ombudsmand.

Resultatet er:

• NN er berettiget til at få dækket nødvendige benzinudgifter til fritidskørsel som merudgift, beregnet som forskellen mellem benzinforbruget i den bevilgede kassebil og benzinforbruget i en personbil af normal størrelse

• NN er berettiget til at få dækket sin bilforsikring til kassebilen som merudgift, beregnet som forskellen på forsikringsudgiften ved kassebilen og forsikringsudgiften ved forsikring af en personbil af normal størrelse

Det betyder, at hverken forsikringsudgiften ved kassebilen eller benzinudgiften til fritidskørsel dækkes fuldt ud som merudgift efter servicelovens § 100.

Vi fastholder således vores oprindelige afgørelse af 23. april 2008, men med en ændret begrundelse.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Begrundelsen for afgørelsen om at der ikke kan ydes fuld dækning af de ansøgte udgifter er, at Ankestyrelsen finder, at NN ville have haft bil, selvom hun ikke havde været handicappet.

Der ydes efter serviceloven hjælp til dækning af nødvendige, sandsynliggjorte merudgifter, som er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen finder, at udgifter, der er forbundet med at have hjælpemiddelbil, for eksempel forsikring, benzin, reparationer, vask mv. skal brugeren som udgangspunkt selv afholde. Dette da handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til bilejere, der ikke er handicappede.

Der kan dog i ganske særlige situationer ydes hjælp til betaling af sådanne driftsudgifter ud fra en grundlæggende betingelse om, at det kan sandsynliggøres, at brugeren ikke ville have haft bil, hvis ikke der var et særligt kørselsbehov som følge af brugerens handicap eller hvis brugeren som følge af sit handicap har en særlig stor og driftsmæssig dyr bil.

Vi har lagt til grund, at den bevilgede kassebil må betragtes som en særlig stor og driftsmæssig dyr bil.

Vi har lagt vægt på oplysningerne om NN’s alder, civilstatus og uddannelsesforhold, som i væsentlig grad taler for at hun ville have haft bil, selvom hun ikke havde været handicappet.

Vi finder det således efter en konkret vurdering ikke tilstrækkeligt godtgjort, at NN og hendes husstand ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af hendes handicap.

Vi antager på den baggrund, at NN ville have haft bil, selvom der ikke havde været et særligt kørselsbehov som følge af hendes handicap.

Der kan derfor ikke ydes fuld dækning af de ansøgte merudgifter.

Bemærkninger til klagen

NN har oplyst, at familien ikke ville have haft 2 biler, hvis hun ikke var handicappet. Med hensyn til at cykle i nærområdet oplyser NN, at hun enten ville have cyklet eller have kørt i bil med sin samlever ved besøg hos familie og ved indkøb.

NN har efter Ankestyrelsens afgørelse suppleret/præciseret sine oplysninger således, at det anførte om at hun enten ville cykle eller køre i bil i nærområdet, hvis hun ikke havde været handicappet, blot betyder, at hvis det havde været for dårligt vejr til at cykle, måtte hun afvente sin aktivitet indtil husstandens bil var til rådighed.

Vi bemærker, at NN’s oplysninger ikke giver grundlag for at træffe en anden afgørelse. Vi henviser til begrundelsen for vores afgørelse.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på ny på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

•Nævnets afgørelse af 9. maj 2007

•Klagen til Ankestyrelsen af 1. juni 2007

•Nævnets genvurdering

• Alle oplysninger indsendt af NN efter vores oprindelige afgørelse af 23. april 2008

• Alle oplysninger fra Folketingets Ombudsmand

Sagsfremstilling

Det fremgår af sagen, at NN lider af cerebral parese. Hun er svært handicappet som følge af lidelsen og har altid været kørestolsbruger og har fået anlagt stomi i marts måned 2006.

Hun modtager førtidspension og har en hjælpeordning efter servicelovens § 96.

NN er som følge af den nedsatte funktionsevne bevilget kassebil.

Det er oplyst, at NN’s samlever er handicaphjælper for hende på fuld tid. Samleveren har bil, som han benytter i forbindelse med arbejdet som handicaphjælper og i sin fritid.

NN har igennem flere år fået dækket sine merudgifter ved forsørgelsen.

Ved afgørelse den 14. juni 2006 beregnede A Kommune hendes merudgifter til 23. 311 kr. for et år. Merudgiftsberegningen indeholdt bl.a. et beløb på 6339. - kr. som skulle dække NN’s transport i fritiden og et beløb på 2625,- til dækning af bilforsikring.

Ved beregningen af merudgifter til fritidstransport forudsatte kommunen, at NN’s husstand også ville have haft bil, hvis hun ikke havde været handicappet.

Herefter beregnedes merudgiften til benzin som forskellen på benzinforbruget til NN’s kassebil og en almindelig personbil. Merudgiften til bilforsikringen vurderedes efter samme princip.

NN vurderede, at hendes kørselsbehov var 866 kilometer om måneden. Hun ville have kørt i samleverens bil eller på cykel, såfremt hun ikke havde været handicappet.

Nævnet hjemviste sagen til kommunen til ny stillingtagen til fastsættelse af merudgifterne til transport i fritiden.

Nævnet ændrede desuden kommunens afgørelse for så vidt angik fastsættelse af merudgiften til forsikring. Dette betød, at NN fik ret til, at den fulde udgift til forsikring blev medtaget ved fastsættelse af den løbende merudgiftsydelse.

Vedrørende merudgifter ved transport i fritiden henviste nævnet til, at NN’s opgørelse af 9. juni 2006 om, hvorledes fritidstransporten ville have foregået, hvis ikke hun var handicappet. Det fremgår heraf, at hun ville have kørt i samlevers eller en andens bil eller cyklet. Ansøger henviste desuden til, at ydelsen til kørsel i fritiden skal beregnes som ved kørsel til behandling svarende til 1.78 kr. pr. kilometer.

Nævnet henviste videre til, at skønnet over merudgifternes størrelse kan tage sit udgangspunkt i, at NN ville have kørt i bil eller cyklet, hvis ikke hun var handicappet. Fastsættelsen af merudgiftens størrelse kunne derfor tage sit udgangspunkt i forskellen mellem udgiften ved at køre i hendes handicapbil og en almindelig bil for så vidt angår den kørsel, hvor ansøger måtte antages at ville have benyttet bil. Vedrørende kørsel i nærområdet, hvor det måtte antages, at NN ville have cyklet, må udgangspunktet tages i den fulde udgift til kørsel i hendes handicapbil medtages.

Med hensyn til bilforsikring var det nævnets vurdering, at den oplyste udgift til forsikring af kassebilen skulle medtages. Afgørelsen er ikke nærmere begrundet.

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at NN på grund af sit handicap ikke har kunnet cykle i mange år og påstanden om at hun ville have cyklet i nærområdet kan derfor ikke sandsynliggøres. Merudgiften skal derfor beregnes som forskellen mellem udgiften til brændstof ved kørsel i almindelig personbil og kørsel i den kassebil, ansøger er bevilget efter serviceloven.

Kommunen er desuden uenig med nævnet i, at den fulde udgift til betaling af bilforsikring skal betragtes som merudgift. Der henvises til, at familien ville have haft en almindelig personbil, hvis NN ikke havde været handicappet. Det er derfor forskellen mellem forsikring af en almindelig personbil og forsikring af kassebilen, der skal betragtes som merudgift.

Der henvises desuden til, at det er ulogisk, at hele forsikringsudgiften betragtes som merudgift fordi nævnet har godkendt, at merudgiften til øvrig fritidskørsel beregnes som forskel i brændstofudgift pr. kilometer for en almindelig personbil i forhold til kassebilen.

Ankestyrelsen traf den 23. april 2008 afgørelse (senere udgivet som Principafgørelse C-13-08) om at NN kunne få dækket benzinudgifter til fritidskørsel som merudgift, beregnet som forskellen mellem benzinforbruget i den bevilgede kassebil og benzinforbruget i en personbil af normal størrelse, samt at hun var berettiget til at få dækket sin bilforsikring til kassebilen som merudgift, beregnet som forskellen på forsikringsudgiften ved kassebilen og forsikringsudgiften ved forsikring af en personbil af normal størrelse. Det betød, at hverken forsikringsudgiften ved kassebilen eller benzinudgiften til fritidskørsel dækkes fuldt ud som merudgift efter servicelovens § 100. Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Folketingets Ombudsmand anmodede i brev af 24. juni 2009 Ankestyrelsen om nærmere at redegøre for Principafgørelse C-13-08.

Ankestyrelsen meddelte ved brev af 27. november 2009 til Folketingets Ombudsmand, at styrelsen havde besluttet at ophæve Principafgørelse C-13-08. Begrundelsen var, at principafgørelsen ikke havde tilstrækkelig vejledningsværdi.

Folketingets Ombudsmand anmodede i brev af 25. februar 2010 Ankestyrelsen om

at genoptage sagen og meddele NN en ny begrundelse for afgørelsen.

Ankestyrelsen meddelte ved brev af 15. marts 2010 ansøger, at vi havde besluttet at genoptage sagen.

Formålet med behandlingen af sagen i Ankestyrelsen

Vi har behandlet sagen for at afklare, hvorvidt og i hvilket omfang, der skal ske en sandsynliggørelse af merudgifter til transport i fritiden, herunder i hvilket omfang der er sandsynliggjort merudgifter til bilforsikring. Sagen behandles desuden som supplement til principafgørelse C-31-06.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 21.09.17, da den er erstattet af principafgørelse 70-17.