Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 22-11 om hjælpemiddel - merudgift - sportsprotese - daglig idrætsudøvelse - idrætsefterskole

Resume:

En sportsprotese til en benamputeret person var et hjælpemiddel og ikke en merudgift, idet der var tale om et kropsbåret hjælpemiddel.

Sportsprotesen kunne bevilliges, selv om der også var bevilliget en almindelig protese, da sportsprotesen i det konkrete tilfælde i væsentlig grad ville kunne afhjælpe de varige følger af handicappet og i væsentlig grad lette den daglige tilværelse. Der blev lagt vægt på, at ansøger før amputationen havde dyrket idræt dagligt, og at han ønskede at fortsætte den daglige idrætsudøvelse på en idrætsefterskole.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 41 og § 112

Afgørelse:

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sag om afklaring af efter hvilken bestemmelse i serviceloven den bevilligede sportsprotese til NN skal ydes.

Resultatet er

• NN er berettiget til dækning af en sportsprotese som et hjælpemiddel efter servicelovens § 112

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

En sportsprotese vil i det konkrete tilfælde i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger, somNN har af sit handicap og derved i væsentlig grad lette den daglige tilværelse.

Vi har lagt vægt på, at der er tale om et kropsbåret hjælpemiddel, som bruges i det daglige.

Vi har desuden lagt vægt på, atNN gennem sin opvækst dagligt har dyrket idræt, og at han fortsat ønsker at gøre dette efter benamputationen. Det vil derfor være nødvendigt med en sportsprotesen for at opretholde den sædvanlige livsførelse og sportsprotesen vil derved afhjælpe de varige følger af handicappet.

Vi har lagt til grund, at NN i november 2008 bliver benamputeret, og at han altid har været meget aktiv og har dyrket meget sport og ønsker at fortsætte med idrætsudøvelsen trods amputationen. Han er inden sygdommens udbrud tilmeldt en idrætsefterskole, og han ønsker at følge forløbet på efterskolen trods benamputationen.

Vi har endvidere lagt til grund, at en almindelig protese er tung og besværlig at komme rundt med. Sportsudøvelse bliver dermed besværliggjort, idet protesen primært kan anvendes ved løb ligeud og ikke ved f.eks. hyppige retningsskift.

A Kommune har henvist til Ankestyrelsens praksis om ekstra proteser, hvor der i alle tilfælde er givet afslag på ekstra særlig protese. Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der i alle nævnte tilfælde er givet afslag på de ansøgte proteser efter en konkret og individuel vurdering, hvilket modsætningsvis betyder, at en ekstra protese vil kunne bevilliges, hvis særlige forhold foreligger. Vi har vurderet, at der iNNs sag er tale om et sådan særligt tilfælde.

Ankestyrelsen har i sagen principafgørelse 133-10 udtalt, at det ikke er hensigten med bestemmelsen om bevilling af hjælpemidler, at der alene kan kompenseres for den fysiske funktionsnedsættelse, men at der skal kompenseres for den samlede funktionsnedsættelse. En sportsprotese vurderes i denne konkrete sag at kompensere for den samlede funktionsnedsættelse.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 17. december 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 13. januar 2010

• Nævnets genvurdering

Sagen drejer sig om en nu 17-årig ung mand, som i august 2008 får konstateret kræft og som følge heraf i november 2008 bliver benamputeret. Han har altid været meget aktiv og har dyrket meget sport og ønsker at fortsætte med idrætsudøvelsen trods amputationen. Han er inden sygdommens udbrud tilmeldt en idrætsefterskole, og han ønsker at følge forløbet på efterskolen trods benamputationen.

Der søges om en særlig sportsprotese til supplement af den almindelige protese. Den almindelige protese kan bruges til idrætsudøvelse i begrænset omfang. Det beskrives, at den almindelige protese er tung og besværlig at komme rundt med og kan anvendes ved løb ligeud, men ved hyppige retningsskift bliver det meget besværligt.

Sportsprotesen skal bruges dagligt, idetNN er meget aktiv, og der er efter det oplyste daglige idrætsaktiviteter på efterskolen. Ud over det har han et ønske om fortsat at være aktiv og dyrke meget idræt trods sit handicap.

Kommunen giver afslag på sportsprotesen efter servicelovens § 112, da det vurderes, at en protese, som skal bruges i forbindelse med idræt, ikke i væsentlig grad kan anses for at afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne. Der gives endvidere afslag som merudgiftsydelse efter servicelovens § 41, idet kommunen vurderer, at en sportsprotese ikke er en merudgift ved forsørgelsen.

Nævnet ændrer kommunens afgørelse. Nævnet finder, at NN er berettiget til en sportsprotese som hjælpemiddel.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at en sportsprotese i det konkrete tilfælde i væsentlig grad vil kunne afhjælpe de varige følger af handicappet og i væsentlig grad lette den daglige tilværelse og udfoldelsesmuligheder.

Kommunen har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at kommunen finder, at sagen er principiel og henviser til servicelovens vejledning nr. 6, pkt. 114. Kommunen har endvidere lagt vægt på principafgørelserne C-39-03 vedr. rideprotese, C-18-05 vedr. badeprotese og O-7-92 vedr. badeprotese, som alle omhandler afslag på ekstra ben-proteser.