Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 49-11 om merudgifter - personkreds - blind - helhedsvurdering - funktionsnedsættelse

Resume:

En blind person var efter en konkret helhedsvurdering omfattet af den personkreds, der kan få hjælp efter reglerne om merudgifter. Hans funktionsevne var væsentligt nedsat på grund af blindhed og nedsat hypofysefunktion, som havde indgribende konsekvenser i den daglige tilværelse.

Ved helhedsvurderingen af hans funktionsevne lagde Ankestyrelsen vægt på, at hans evne til at færdes, hans evne til at deltage i den almindelige husholdning og hans evne til at gå på indkøb, var væsentligt nedsat. Der blev også lagt vægt på, at hans evne til at deltage i socialt samvær og fastholde et almindeligt aktivitetsniveau var væsentligt nedsat.

Betingelsen om ”ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger” var opfyldt, da ansøger var bevilget førerhund og mobilitystok, og modtog hjælp til rengøring.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 100

Bekendtgørelser:

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 764 af 24. juni 2010 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse - § 1

Afgørelse:

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om en blind person kan være omfattet af den personkreds, der kan få dækket nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse

Resultatet er

• Du er omfattet af personkredsen efter reglerne om nødvendige merudgifter

Vi ændrer således afgørelsen fra det sociale nævn i Statsforvaltningen Y.

Kommunen vil kontakte dig.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Begrundelsen for afgørelsen er, at du efter en konkret vurdering har væsentlige funktionshæmmende følger af din blindhed og den nedsatte hypofysefunktion, som har indgribende konsekvenser i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at der skal foretages en helhedsvurdering ved bedømmelsen af funktionsnedsættelsen hos personer, der ansøger om nødvendige merudgifter. Blandt de forhold, der skal indgå er: helbredsforhold, evnen til at færdes, evnen til at deltage i den almindelige husholdning, gå på indkøb, indgå i socialt samvær, fastholde et normalt aktivitetsniveau.

Afgørelsen er truffet på baggrund af en samlet helhedsvurdering af oplysningerne om din livssituation og funktionsnedsættelse.

Betingelsen om, at sygdommen skal have indgribende konsekvenser i din daglige tilværelse er opfyldt.

Vi har lagt vægt på, at du er blind. Du har desuden nedsat hypofysefunktion, som har medført overvægt.

Du har i dagligdagen store problemer med at finde varer, når du skal købe ind, og du har svært ved at transportere varerne hjem. Du kan kun i et vist omfang deltage i rengøring, da du ikke kan se at gøre rent.

Der er en række aktiviteter du ikke kan deltage i på grund af dit manglende syn. Du kan kun gå de steder du kender, når du har stok og hund med. Du har i øvrigt store problemer med at færdes udenfor hjemmet. Du har indtil nu oftest måttet tage taxa, når du skulle ud.

Du har meget vanskeligt ved at klare din dagligdag til trods for tekniske og praktiske hjælpemidler. Når du færdes har du eksempelvis brug for hjælp, hvis ruter omlægges eller der er vejarbejder, hvor du skal gå. Du har brug for hjælp til at finde en plads, når du kommer frem til bestemmelsesstedet, finde garderobe/toilet, få læst menukort op mm.

Vi vurderer, at betingelsen om ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger er opfyldt. Vi har lagt vægt på, at du er bevilget førerhund og mobilitystok, og at du modtager hjemmehjælp til rengøring.

Vi har tillagt det betydning, at du i en række år er fundet berettiget til at modtage merudgiftsydelser.

Sagsfremstilling:

Du er blind og har i en periode fra 2004 til 2009 modtaget ydelser efter merudgiftsreglerne.

A Kommune traf i april 2009 afgørelse om, at du ikke mere var berettiget til hjælp efter merudgiftsreglerne.

Funktionsnedsættelsen vurderes ikke at have tilstrækkeligt indgribende konsekvenser i den daglige tilværelse.

Det sociale nævn stadfæstede A Kommunes afgørelse.

Nævnet vurderede, at lidelsen ikke skønnedes at være af indgribende betydning i den daglige tilværelse.

I klagen er det blandt andet nævnt, at du har meget vanskeligt ved at klare din dagligdag til trods for tekniske og praktiske hjælpemidler. Når du færdes har du eksempelvis brug for hjælp til at finde en plads på bestemmelsesstedet, finde garderobe/toilet, få læst menukort op mm. Det anføres, at der kun kan ske inddragelse af den tidligere bevilling, hvis den må anses for at være urigtig.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævntes afgørelse af 8. december 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 18. december 2009

• Nævnets genvurdering