Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 82-11 om befordring - lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov - forrevalidering - personkreds - Aspergers syndrom

Resume:

Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov indskrænker ikke muligheden for at få hjælp til befordring efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Kommunen havde bevilget ungdomsuddannelsen på forrevalidering som et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til en mand med Asperger syndrom.

Han tilhørte derfor den persongruppe, der kunne få vurderet sit behov for befordringsgodtgørelse efter såvel lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

Love:

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 1428 af 14. december 2009 - § 82, stk. 5

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om anvendelsen af § 82, stk. 5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om befordringsgodtgørelse, når en person følger en ungdomsuddannelse efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

Resultatet er

• Vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen

Det betyder, at kommunen skal vurdere, om NN har ret til befordringsgodtgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Vi er således kommet til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

NN tilhører den persongruppe, der kan få vurderet sit behov for befordringsgodtgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Der er behov for helbredsmæssige oplysninger for at kunne vurdere, om NN har ret til befordringsgodtgørelse efter bestemmelsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats om, at kommunen afholder den faktiske udgift til befordring, hvis udgiften er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

NN lider af Asperger syndrom. Han er af kommunen blevet godkendt til den 3 årige ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.

Vi har lagt vægt på kommunens journaloplysninger af 2. september 2009 om, at NN er bevilget uddannelsen på forrevalidering som et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Samtidig har vi lagt vægt på, at uddannelsen er reguleret ved lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Loven tager stilling til uddannelsens formål, persongruppe, indhold og mulighed for hjælp til befordring.

Vi har lagt vægt på, at lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov ikke efter sin ordlyd og lovens formål indskrænker muligheden for at få hjælp til befordring efter anden lovgivning.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 29. april 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 21. juni 2010

• Nævnets genvurdering

As Kommune meddeler ved afgørelse af 26. januar 2010, at NN er omfattet af personkredsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 82, stk. 5. Kommunen mener dog ikke, at han opfylder betingelserne i bestemmelsen.

I vurderingen er der særligt lagt vægt på, at NNs sygdom ikke er af en sådan karakter, at han ikke er i stand til selv at tage offentlige transportmidler på normal vis. Kommunen bemærker derudover, at der er cykelafstand mellem NNs hjem og undervisningsstedet.

Nævnet hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen.

Nævnet begrunder afgørelsen med, at der mangler oplysninger om NNs helbredsmæssige situation, og om den faktiske udgift til befordring, såfremt hans funktionsevne var normal. Nævnet kan derfor ikke vurdere, om NNs udgifter til bussen er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Nævnet beder særligt om, at kommunen indhenter lægelige oplysninger, der beskriver, om NN er afhængig af at benytte offentlige transportmidler for at deltage i undervisningen.

Kommunen klager. Kommunen ønsker, at der tages stilling til, om der kan ydes hjælp efter § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov er reguleret i særlovgivning. En anden forvaltning har vurderet, at der ikke er et særligt befordringsbehov. Kommunen mener, at den vurdering derfor også bør gælde i forhold til § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Endvidere spørger kommunen, om en mulig manglende administrativ rekursadgang i særlovgivning automatisk medfører, at beskæftigelsesankenævnet skal behandle sagen.

Derudover spørger kommunen, hvorledes en læge skulle kunne udtale sig om NNs befordringsevne i forhold til at tage bussen i stedet for cyklen. Kommunen nævner, at bekendtgørelsen om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov åbner op for, at Børne- og Ungdomsforvaltningen ville kunne lægge anden sagkyndig dokumentation til grund. Kommunen oplyser, at det for eksempel kunne være NNs skole, der kender til hans daglige funktionsniveau.

Nævnet bemærker ved genvurdering af sagen, at NN er godkendt til forrevalidering i uddannelsesperioden, hvorfor han må anses for omfattet af kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik.

Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at NN må anses som omfattet af reglerne om befordringsgodtgørelse efter § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Nævnet har i den forbindelse noteret sig, at Arbejdsdirektoratet i notat af 23. juni 2008 under spørgsmål 2 har svaret, at målgruppen for ungdomsuddannelsen også er omfattet af målgruppen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i det omfang, at personerne modtager for eksempel kontanthjælp eller revalideringsydelse.

Nævnet mener ikke, at den vurdering, som Børne- og Ungdomsforvaltningen har foretaget efter § 14 i bekendtgørelsen om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov automatisk kan overføres til en afgørelse efter § 82 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Nævnet bemærker, at nævnet ikke har taget stilling til befordringsgodtgørelse efter § 14 i bekendtgørelsen om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, da denne lovgivning ligger udenfor nævnets kompetence.

Det er nævnets opfattelse, at en læge vil kunne give en fagligt begrundet vurdering af NNs funktionsniveau i trafikken, men nævnet er ikke afvisende overfor, at fagpersonale på NNs skole ligeledes vil kunne bidrage til belysningen af hans funktionsniveau i trafikken.