Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 111-11 om merudgifter - beregning - transport mellem hjem og arbejdsplads - kassebil - befordringsfradrag - ligningsloven - udtømmende regler - kompensationsniveau

Resume:

En stærkt bevægelseshæmmet person havde ret til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter, der måtte foreligge efter fratræk af det ligningsmæssige befordringsfradrag for handicappede efter skattelovgivningen. Kommunen skulle beregne, om borgeren havde udgifter til befordring mellem hjem og arbejde, der oversteg, hvad ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation har.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der gennem de særlige ligningsmæssige fradrag var gjort udtømmende op med handicappedes mulighed for at opnå dækning af transport mellem hjem og arbejde.

Ankestyrelsen lagde til grund, at Det sociale Nævn havde fundet det sandsynliggjort, at hun ville have anvendt offentlige transportmidler til arbejde, hvis hendes nedsatte funktionsevne ikke umuliggjorde dette.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 81 af 4. februar 2011 - § 100

Bekendtgørelser:

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 764 af 24. juni 2010 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse -

Afgørelse:

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i kommunens sag om samspillet mellem merudgiftsreglerne og skattereglerne for fradrag af udgifter til transport mellem hjem og arbejdsplads for personer med varigt nedsat funktionsevne.

Resultatet er

• NN har ret til dækning af de sandsynliggjorte merudgifter, der måtte være en følge af befordring i forbindelse med arbejde - efter fratrækning af hendes ligningsmæssige fradrag efter skattelovgivningen.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Vi beder kommunen om, efter at den skattemæssige værdi af NNs ligningsmæssige befordringsfradrag er fastlagt, at foretage en ny beregning af hendes merudgifter i overensstemmelse med nævnets afgørelse. Det skal beregnes, om NN har sandsynliggjorte merudgifter efter serviceloven til befordring mellem hjem og arbejde, der overstiger, hvad ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation har.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Vi finder, at der kan ydes dækning af sandsynliggjorte merudgifter for handicappede efter serviceloven til befordring mellem hjem og arbejdsplads udover hvad der kan opnås ved ligningsmæssige fradrag herfor efter skattelovgivningen. Vi finder ikke, at der gennem de særlige ligningsmæssige fradrag udtømmende er gjort op med handicappedes mulighed for at opnå dækning af transport mellem hjem og arbejde.

Der ydes efter serviceloven hjælp til dækning af nødvendige, sandsynliggjorte merudgifter, som er en følge af den nedsatte funktionsevne. Det er en betingelse, at merudgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.

Det er oplyst i sagen, at ansøger har en særlig stor og driftsmæssigt dyr kassebil, som er nødvendiggjort af handicappet. Ansøger er bevilget dækning af ekstraudgifterne ved benyttelse af denne bil. Hun har derudover søgt om dækning af merudgifterne ved transport til og fra arbejde.

Vi har lagt til grund, at Det Sociale Nævn har fundet det sandsynliggjort, at hun ville have anvendt offentlige transportmidler til arbejde, hvis hendes nedsatte funktionsevne ikke umuliggjorde dette.

Vi har ved afgørelsen alene taget stilling til, om det særlige skattefradrag for handicappede i ligningsloven § 9 D er til hinder for, at der kan ydes dækning af merudgifter ved befordring til og fra arbejde.

Ankestyrelsen finder, at der som udgangspunkt er mulighed for at yde hjælp til betaling af de nødvendige merudgifter, der er forbundet med befordring til og fra arbejde, såfremt udgifterne ikke dækkes efter andre bestemmelser.

Det er oplyst, at ansøger benytter sig af de særlige skattemæssige fradragsregler i ligningslovens § 9D, som vedrører handicappedes udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Da merudgiftsbestemmelsen i serviceloven er subsidiær i forhold til anden lovgivning har vi undersøgt, om ligningsloven § 9 D gør udtømmende op med kompensationsomfanget i henseende til dækning af handicappedes merudgifter til transport mellem hjem og arbejdsplads.

De særlige regler om befordringsfradrag for handicappede i ligningslovens § 9 D har til formål at give denne persongruppe nogle bedre betingelser vedrørende udgifter til befordring. Vi finder imidlertid ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed kan antages, at reglerne i ligningsloven gør udtømmende op med kompensationsomfanget i forhold til dækning af handicappedes merudgifter til transport til og fra arbejde.

På baggrund af ordlyden af merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 100 fortolker vi bestemmelsen således, at de skattemæssige befordringsfradrag for handicappede, der følger af ligningslovens bestemmelser, går forud for dækning af nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100.

På den baggrund må ansøgeren, hvis der udover det ligningsmæssige fradrag skal ydes dækning af merudgifter til befordring, sandsynliggøre, at hun efter beregning af det ligningsmæssige fradrag har merudgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, der ligger ud over, hvad ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation har.

Bemærkninger til klagen

Kommunen fandt ikke, at der var hjemmel i den sociale lovgivning til at kompensere for den fulde udgift til befordring mellem hjem og arbejde. Kommunen henviste til særlige fordelagtige skatteregler i ligningslovens § 9D, som tilgodeså, at mennesker med funktionsnedsættelse ikke havde mulighed for at benytte offentlige transportmidler, og derfor skulle have mulighed for at fradrage den fulde befordringsudgift i det omfang, den oversteg et bundfradrag på kr. 2000.

Ansøger NN har oplyst, at den skattemæssige værdi af det ligningsmæssige befordringsfradrag langt fra kan opveje hendes merudgifter til transport mellem hjem og arbejde. Ansøger har endvidere oplyst, at kommunen ved beregningen af hendes transportudgifter ikke i fornødent omfang har taget hensyn til de merudgifter, der følger af, at kørsel i hendes kassebil er dyrere end kørsel i en almindelig bil.

Vi bemærker, at oplysningerne ikke giver grundlag for at træffe en anden afgørelse. Vi henviser til vores afgørelse og begrundelsen herfor.

Vi bemærker endvidere, at vi ikke finder grundlag for at gå ind i en nærmere beregning af den kilometertakst, der skal lægges til grund ved beregningen af de merudgifter, som ansøger måtte have efter fastlæggelsen af det ligningsmæssige fradrag.

Vi henviser til, at vi har anmodet kommunen at foretage en ny beregning efter serviceloven af NNs merudgifter i overensstemmelse med nævnets afgørelse. Således at det fastlægges, om NN har sandsynliggjorte merudgifter til befordring mellem hjem og arbejde, herunder at der tages hensyn til de merudgifter, der måtte følge af, at kørsel i hendes kassebil er dyrere end kørsel i en almindelig bil.

Vi kan vedrørende beregning af befordringsudgifter henvise til vores praksis i Principafgørelserne nr. C-31-06, 166-10, 257-10 og 258-10.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 23. april 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 10. maj 2010

• Nævnets genvurdering

• Samtlige supplerende oplysninger indsendt af NN efter kommunens klage til Ankestyrelsen

Sagsfremstilling

Kommunen tilkendegav ved afgørelse af 23. november 2009, at Det Social Nævn den 15. oktober 2009 havde afgjort, at ansøger skulle have medregnet sine merudgifter til arbejde, fordi hun var nødt til at køre i en stor kassebil, som var dyrere at køre i end en almindelig bil. Ansøger kunne medregne 0,23 kr. pr. kilometer som merudgift ved arbejdskørsel. Transportudgifter var beregnet ud fra ansøgers oplysninger om, hvor mange gange hun kørte til og fra arbejde i 2009.

Nævnet tilkendegav ved afgørelse af 23. april 2010, at ansøger havde ret til dækning af merudgiften svarende til forskellen mellem kørsel i egen bil efter statens laveste takst og udgiften ved at køre med offentlige transportmidler til og fra arbejde. Ansøger havde derudover fortsat ret til den af kommunen bevilgede merudgift som følge af, at kørsel i hendes kassebil var dyrere end kørsel i en almindelig bil. Begrundelsen var, at nævnet fandt det sandsynliggjort, at ansøger ville have anvendt offentlige transportmidler til arbejde, såfremt hendes nedsatte funktionsevne ikke umuliggjorde dette.

Kommune har klaget over nævnets afgørelse. Klagen er anført ovenfor i afsnittet om bemærkninger til klagen tillige med NNs bemærkninger til klagen.

Nævnet har ved genvurdering bemærket, at nævnet fastholdt sin afgørelse med den yderligere præcisering, at ansøger var berettiget til merudgiften ved kørsel i egen til i forhold til at tage offentlige transportmidler. Heri lå, at ansøger alene skulle kompenseres i det omfang hun ikke var kompenseret via fradragsreglerne i skattelovgivningen, herunder ligningslovens § 9D.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 21.09.17, da den er erstattet af principafgørelse 70-17.