Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 132-11 om kontanthjælp - sanktioner - vejledning - arbejdsophør

Resume:

Kommunen skal vejlede konkret og præcist om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund, når kommunen har anledning til det.

I denne sag havde kommunen imidlertid ikke en sådan anledning til at vejlede borgeren, idet kommunen ikke havde oplysninger om, at borgeren ville opsige sit arbejde.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 35 og § 39

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om samspillet mellem vejledningspligten i lovens § 35, stk. 1, og nedsættelse af hjælpen efter § 39, nr. 1.

Resultatet er

• Kommunen havde ikke anledning til at vejlede NN konkret og præcist om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund.

• NN ophørte med sit deltidsarbejde uden rimelig grund den 28. februar 2010.

Det betyder, at kommunen kunne nedsætte NNs kontanthjælp.

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at kommunen ikke havde tilstrækkelig anledning til at skulle vejlede konkret og præcist om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund.

Det er efter § 35, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik en betingelse for at foretage fradrag i hjælpen efter § 39, at kommunen skriftligt har informeret om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund. Vejledningspligten er således en garantiforskrift. Det betyder, at det er en betingelse for at foretage fradrag i hjælpen, at informationen er givet.

Det fremgår af § 35, at ”kommunen samtidig med henvisningen til arbejde, afgivelsen af tilbud, indkaldelsen til samtale m.v. skriftligt har informeret ansøgeren eller modtageren af hjælp om konsekvensen for hjælpen, …”

Bestemmelsens ordlyd angiver med ordene ”samtidig med” og ”m.v.”, at kommunen skal vejlede, når kommunen har en konkret anledning til det.

Vi har lagt vægt på, at kommunen – på tidspunktet for bevillingen af supplerende kontanthjælp – vidste, at NN havde deltidsarbejde. Kommunen havde imidlertid ingen oplysninger, som antydede, at arbejdsophør var en reel mulighed for NN, eller hvilken grund hun eventuelt ville have for at ophøre med arbejdet.

Kommunen havde således ikke en konkret anledning til at vejlede NN om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund.

Vi bemærker, at aktivlovens § 35, stk. 1 også gælder for § 39, nr. 1.

Det er vores opfattelse, at kommunen på baggrund af ordlyden i § 35 skal vejlede præcist om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund, hvis kommunen har anledning til det.

Hvis kommunen får oplysninger, der viser, at borgeren har til hensigt at ophøre med sit arbejde, skal kommunen således give vejledning om konsekvenserne.

I denne sag har kommunen imidlertid ikke haft en sådan anledning til at vejlede NN, idet NN ikke gav kommunen nogen oplysninger om, at hun ville opsige sit arbejde.

Arbejdsophør uden rimelig grund

Beskæftigelsesudvalget finder ud fra en konkret vurdering, at NN den 28. februar 2010 ophørte med sit deltidsarbejde uden rimelig grund.

Vi har lagt vægt på, at NN ophørte med sit deltidsarbejde med rengøring for at opnå fuldtidsbeskæftigelse med privat dagpleje.

Vi har lagt vægt på, at NN måtte vide, at hun på grund af indholdet af sin straffeattest ikke havde mulighed for at opnå beskæftigelse med børnepasning.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 17. november 2010

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 6. december 2010

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Kommunen traf afgørelse om, at NN var selvforskyldt ledig og derfor skulle pålægges sanktion efter aktivlovens §§ 39 og 40.

Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse om, at kommunens afgørelse var ugyldig, og at der dermed ikke skulle ske nedsættelse af NNs kontanthjælp.

Beskæftigelsesankenævnet har begrundet afgørelsen med, at kommunen ikke havde vejledt i overensstemmelse med aktivlovens § 35, stk. 1.

Kommunen har klaget over Beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at det aldrig vil være muligt at sanktionere for § 39, nr. 1 med denne fortolkning af § 35, idet kommunen aldrig kan informere borgere, der er i arbejde, om konsekvenserne af at opsige sit arbejde.

Borgeren i denne sag kunne ikke med rette forvente, at hun faktisk fik arbejde som privat dagplejer, idet hun havde en dom for omskæring af pigebørn.

Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurdering henvist til den begrundelse, der fremgår af nævnets afgørelse.