Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 153-11 om sædvanligt indbo - digitalkamera - forbrugsgode

Resume:

Et digitalkamera var et forbrugsgode, som indgik i sædvanligt indbo. Der kunne derfor ikke ydes støtte til anskaffelse efter reglerne i serviceloven om støtte til forbrugsgoder.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 113, stk. 1 og § 113, stk. 5

Bekendtgørelser:

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 743 af 27. juni 2011 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven - § 18, § 21, stk. 1 og § 21, stk. 6

Afgørelse:

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om, hvorvidt et digitalt still kamera kan anses for sædvanligt indbo.

Resultatet er

•NN har ikke ret til hjælp til køb af digitalkamera

Grunden er at et digitalt still kamera anses for sædvanligt indbo.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Et digitalt still kamera anses for at være et forbrugsgode, som normalt indgår i sædvanligt indbo. Det betyder, at der ikke kan ydes økonomisk hjælp til indkøb af et digitalkamera efter servicelovens regler om støtte til forbrugsgoder.

Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, bliver løbende ændret i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved bedømmelsen af, om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og borgernes forbrugs- og leveregler. Således vil flere forbrugsgoder med tiden blive mere almindeligt udbredt og efterhånden blive betragtet som almindelig indbo.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at digitalkamera er et forbrugsgode, idet det bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug i befolkningen i almindelighed. Der er i såvel udbredelsen som i prisen på digitalkamera sket en udvikling, således kameraerne forhandles i almindelige dagligvarebutikker og anskaffelsespriserne er blevet mere overkommelige.

Af oplysningerne fra Danmarks Statistik ses det, at digitalkameraer i 2010 fandtes i 77% af alle familier, og i 2011 var udbredelsen på 79% af alle familier.

Vi finder derfor, at digitalkamera indgår i sædvanligt indbo, ligesom fx almindelige stole, borde senge, telefoner, tv-apparater, videomaskiner, båndoptagere mv., som normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Vi skal bemærke, at der ved afgørelser om hjælp til forbrugsgoder, som er vurderet til at være sædvanligt indbo ikke skal foretages en vurdering af om forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel, jf. servicelovens § 113, stk. 5, jf. stk. 1.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 19. maj 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 2. juni og supplement af 29. juni 2010

• Nævnets genvurdering

• telefonnotat af 18. august 2011 fra samtale med NNs far

På baggrund af hjemvisning fra nævnet behandlede kommunen sagen og traf den 15. marts 2010 afgørelse.

Kommunen fastholdt det tidligere givne afslag på et digitalt still kamera.

Kommunen lagde vægt på, at et digitalt still kamera i dag, set i lyset af samfundsudviklingen, måtte betragtes som sædvanligt indbo på linie med fx tv-apparater, videomaskiner som enhver, der måtte ønske det kunne anskaffe sig. Der henvistes til Principafgørelse C-9-06 hvorefter en standard computer blev betragtet som sædvanligt indbo. Yderligere lagde kommunen vægt på, at et digitalt still kamera blev fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug i befolkningen i almindelighed, jf. § 1, stk. 2, pkt. 2, i socialministeriets bekendtgørelse om ydelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven.

NN klagede til nævnet.

Ved afgørelse af 19. maj 2010 hjemviste nævnet sagen til kommunen til yderligere vurdering og afgørelse, jf. servicelovens § 113, stk. 5.

Begrundelsen var, at myndigheden havde ansvaret for, at sagen var oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at der kunne træffes afgørelse.

Der var ved afgørelsen lagt vægt på, at nævnet ved afgørelse af 25. februar 2010 hjemviste sagen til kommunen med henblik på, at kommunen undersøgte om det ansøgte alene fungerede som et hjælpemiddel, jf. servicelovens § 113, stk. 5. Kommunen havde i sin nye afgørelse af 15. marts 2010 ikke forholdt sig til dette. Nævnet så sig derfor nødsaget til igen at hjemvise sagen til kommunen.

Det forhold som kommunen anførte i afgørelsen af 15. marts 2010, at et digitalkamera var et forbrugsgode, som blev fremstillet og forhandlet bredt i befolkningen i almindelighed, var således uden betydning for om det ansøgte alene fungerede som et hjælpemiddel, jf. serviceloven § 113, stk. 5.

A kommune har ved brev af 2. juni 2010 klaget til Ankestyrelsen. Yderligere foreligger der supplement af 29. juni 2010 til klagen.

Kommunen har vurderet, at et digitalkamera er et forbrugsgode, der normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det, jf. servicelovens § 113, stk. 1 og hjælpemiddelbekendtgørelsen § 19, stk. 6. i henhold til Danmarks Statistik 2010 har 77% af den danske befolkning digital still kamera.

Kommunen vurderer, at der er et statistisk grundlag for at fastholde, at der ikke kan ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, jf. serviceloven ½ 113, stk. 1. denne vurdering lukker efter kommunens opfattelse af for den videre sagsbehandling, således at der ikke herefter også skal ske en vurdering og træffes afgørelse i forhold til servicelovens § 113, stk. 5.

Ved genvurderingen fastholdt nævnet afgørelse og begrundelser herfor.

Redaktionel note
  • Afgørelsen er publiceret som nummer 77 i Ministerialtidende årgang 2011. Gengivelsen af afgørelsen i retsinformation.dk under et andet nummer er teknisk begrundet, idet retsinfo-dokumentet anvendes til en webservice til brug for Ankestyrelsens afgørelsesdatabase på styrelsens hjemmeside www.ast.dk.