Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 20-12 om revalidering - jobplan - kortvarig afbrydelse - sygdom

Resume:

Når en revalidend ikke følger jobplanen, skal det afgøres, om den pågældende fortsat har ret til revalideringsydelse. Så længe jobplanen ikke er udløbet, træffes afgørelsen efter aktivlovens § 54.

Når den oprindeligt bevilgede revalideringsperiode er udløbet, og revalidenden fortsat har brug for revalidering, sker en eventuel forlængelse af perioden med revalidering efter aktivlovens § 56.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 54 og § 56

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om stop af udbetaling af revalideringsydelse.

Resultatet er

NN havde ikke ret til revalideringsydelse efter udløb af jobplanen

Vi ændrer således afgørelsen fra beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Vores afgørelse medfører ikke, at boet efter NN skal tilbagebetale revalideringsydelse.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har vurderet, at NN ikke havde ret til revalideringsydelse efter udløbet af jobplanen den 7. maj 2009.

Vi har lagt vægt på, at revalidenden kun har ret til revalideringsydelse, så længe jobplanen følges. Revalidenden kan dog bevare revalideringsydelsen under kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet, der ikke har betydning for at gennemføre jobplanen med hensyn til mål og indhold.

Vi har lagt vægt på, at NN blev bevilget revalideringsydelse fra 10. november 2008 til 7. maj 2009. at

han efter 7. maj 2009 ikke længere havde en jobplan, og at han ikke havde fået forlænget perioden med revalideringsydelse efter 7. maj 2009.

Ankestyrelsen har praksis for at anvende aktivlovens § 54 i de tilfælde, hvor borgeren har ønsket eller fået revalideringsydelse inden for rammerne af bevillingen, uanset at borgeren ikke fulgte jobplanen i en periode.

Aktivlovens § 56 er anvendt i de tilfælde, hvor borgeren vil overskride den oprindelige bevilling, hvis formålet med jobplanen skal over holdes.

Da revalidenden ved sygdommens indtræden kun har ca. 5 uger tilbage af bevillingen, må denne periode betragtes som en kortvarig afbrydelse, uanset om revalidenden har udsigt til en sygdomsperiode på mindst 6 måneder eller ej.

Det er indgået i overvejelserne, at på det tidspunkt, hvor revalidenden bliver sygemeldt, er der ingen grund til at tro, at han ikke skulle blive raskmeldt igen.

Det har ligeledes indgået, at en standsning af revalideringsydelse bør ske med et vist varsel.

Det er ikke Beskæftigelsesudvalgets opfattelse, at der i aktivlovens § 54 er hjemmel til at udbetale revalideringsydelse efter udløbet af den oprindelige bevilling.

Eventuel udbetaling af revalideringsydelse til revalidenden efter at bevillingen udløb, skulle således være sket på baggrund af aktivlovens § 56.

Vi bemærker, at afgørelsen af, om en revalidend har ret til forlængelse af revalideringsperioden må betragtes som en afgørelse om, hvorvidt der skal foretages en ny foranstaltning, jf. Principafgørelse A-5-07. En sådan afgørelse kan derfor ikke træffes før borgeren igen er raskmeldt, fordi revalidering gives til personer med begrænsninger i arbejdsevnen, således at disse personer fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet.

Vi bemærker desuden, at kommunen burde have taget stilling til eventuel anden forsørgelse til NN, da den stoppede udbetalingen af revalideringsydelsen.

Bemærkninger til klagen

Både kommunen og nævnet har lagt stor vægt på, hvorvidt NN kunne forventes, at være sygemeldt i under 6 måneder eller i mere end 6 måneder.

Vi finder ikke, at en vurdering af den mulige længde af borgerens sygdomsperiode kan føre til et andet resultat. Vi henviser til begrundelsen for afgørelsen.