Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 36-12 om kontanthjælp - gensidig forsørgelsespligt - samlivsophør - separation - økonomisk sikkerhedsnet

Resume:

En gift kvinde havde ret til kontanthjælp, fordi hun ikke kunne forsørge sig selv, og da hendes ægtefælle ikke opfyldte sin forsørgelsespligt.

Kvinden havde været ude for ændringer i sine forhold, da hendes samliv med ægtefællen var ophørt, og der var søgt om separation.

Aktivloven har som udgangspunkt til formål at sikre et økonomisk sikkerhedsnet for enhver, som ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig selv og sin familie.

Selv om ansvaret for at forsørge en ægtefælle først ophører ved separation eller skilsmisse, og den gensidige forsørgelsespligt således fortsat bestod, måtte det offentlige derfor træde til, når ægtefællen var flyttet, kommunen ikke kunne komme i kontakt med ham, og han ikke opfyldt sin forsørgerpligt.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 1, § 2 og § 11, stk. 2

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NN’s sag om hendes ret til kontanthjælp

Sagen er antaget til principiel behandling for at afklare, om der kan udbetales kontanthjælp, når ægtefællen ikke opfylder sin forsørgelsespligt

Resultatet er

• NN har ret til kontanthjælp, selvom hun stadig er gift

Vi er således kommet til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Det er en betingelse for hjælp, at NN også opfylder de øvrige betingelser for at få kontanthjælp.

Udmålingen af hjælp skal foretages efter reglerne for udmåling til ægtepar.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder, at NN har ret til kontanthjælp, selvom hun stadig er gift, og ægtefællen således skal bidrage til forsørgelsen.

Efter reglerne er det en betingelse for at få hjælp til forsørgelse, at ansøger har været ude for ændringer i sine forhold, og at ændringerne medfører, at ansøger ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forhold.

Efter reglerne har enhver kvinde og mand i forhold til det offentlige ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år. Ansvaret for at forsørge en ægtefælle ophører ved separation eller skilsmisse.

Vi har lagt vægt på, at NN har været ude for ændringer i sine forhold, da hendes samliv med ægtefællen er ophørt, og der er søgt om separation.

Vi har lagt vægt på, at NN’s ægtefælle ikke opfylder sin forsørgelsespligt, og at hun ikke har mulighed for at forsørge sig selv og sine to børn.

Vi har videre lagt vægt på, at kommunen har rettet henvendelse til ægtefællen for at få oplysninger om indtægtsforhold, men ikke har modtaget svar på henvendelsen.

Kommunen har endvidere kontaktet SKAT, der har oplyst, at der ikke er registreret indtægter fra ægtefællen i 2009. Kommunen har også rettet henvendelse til ægtefællens nye kommune, der har oplyst, at ægtefællen ikke står anført som værende til rådighed for arbejdsmarkedet, og at han heller ikke er registreret i jobcenteret.

Ægtefællen er tilmeldt folkeregistret i Danmark, og der foreligger ikke oplysninger om, at han er udrejst af Danmark.

Selvom den gensidige forsørgelsespligt fortsat består, er ægtefællen flyttet, kommunen kan ikke komme i kontakt med ham, og han opfylder ikke sin forsørgerpligt.

Da ægtefællen ikke overholder sin forsørgelsespligt, og aktivloven som udgangspunkt har til formål at sikre et økonomisk sikkerhedsnet for enhver, som ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig selv og sin familie, må det offentlige træde til og udbetale kontanthjælp til en gift ansøger, der ikke kan forsørge sig selv og sine børn.

Kommunen har efter aktivlovens § 97 mulighed for at indtræde i retten til at få en bidragspligtig sat i bidrag, og kommunen kan endvidere indtræde for et beløb, der svarer til hjælpen, i kravet mod den bidragspligtige.

Med hensyn til udmålingen af hjælp henviser vi til principperne i Principafgørelse A-28-07 og 120-09.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 15. oktober 2009

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 12. november 2009

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Kommunen traf den 5. maj 2009 afgørelse om, at NN ikke var berettiget til kontanthjælp, da hun stadig var registreret som gift.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede den 15. oktober 2009 kommunens afgørelse. Det betød, at NN havde ret til kontanthjælp.

Beskæftigelsesankenævnet begrundede afgørelsen med, at NN havde været ude for en social begivenhed, og at samlivet med hendes ægtefælle var ophørt, og at der var søgt om separation.

NN klagede over beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen henviste kommunen til, at nævnets afgørelse var væsentligt forskellig fra Ankestyrelsens afgørelse A-16-08.

Ankestyrelsen fastslog i A-16-08, at den gensidige forsørgerpligt består indtil separation eller skilsmisse.

En ansøgning om kontanthjælp fra en gift person måtte således afgøres ud fra begge ægtefællers forhold, herunder rådighed og formue.

Ægtefællen opholdt sig utvivlsom i Danmark, men stillede sig ikke til rådighed som krævet i aktivlovens § 13.

Derfor var det kommunens opfattelse, at der ikke kunne ydes løbende kontanthjælp, når betingelsen om rådighed ikke var opfyldt. Kommunen fandt ikke, at der i lovgivningen var hjemmel til at tilsidesætte en af de centrale betingelser (rådighedspligten) for kontanthjælp.

Kommunen bemærkede afslutningsvis, at det i beskæftigelsesankenævnets afgørelse reelt fremgik, at kontanthjælpsansøgeren ikke søgte separation fra sin ægtefælle, idet det fremgik, at sagen var henlagt, fordi ægtefællen ikke havde villet underskrive separationsanmodningen.

Beskæftigelsesankenævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet var opmærksomt på principafgørelse A-16-08, men mente, at denne afgørelse ikke var relevant i nærværende sag, hvor det måtte anses for godtgjort, at ægtefællen ikke ville eller kunne opfylde sin forsørgelsespligt. Separationssagen havde tidligere været henlagt, men klager havde igen søgt om separation.