Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 39-12 om kontanthjælp - tilbagebetaling - bortfald - forældelse

Resume:

Forældelsesfristen på tre år i bestemmelsen i lov om aktiv socialpolitik om bortfald af tilbagebetalingskrav skal først regnes fra den dag, hvor kommunen får kendskab til, at der kan være et tilbagebetalingskrav mod en borger.

Forældelse efter bestemmelsen indtræder herudover først, når der efter tre år ikke har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 946 af 1. oktober 2009 - § 95, stk. 2

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om aktivlovens bestemmelse om, at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er forløbet 3 år fra hjælpens ophør, gælder i tilfælde, hvor kommunen ikke har været bekendt med kravet, inden forældelsesfristen udløb

Resultatet er

Eventuelt tilbagebetalingskrav er ikke forældet

Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY.

Sagen hjemvises samtidig til Beskæftigelsesankenævnet med henblik på, at nævnet tager stilling til, om betingelserne for at kræve tilbagebetaling i øvrigt er opfyldt.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder ikke, at A Kommunes eventuelle krav på tilbagebetaling af kontanthjælp for perioden 28. marts 2007 til 31. august 2007, er forældede.

Beskæftigelsesudvalget har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at A Kommune først i januar 2011 blev bekendt med, at NN sideløbende med udbetaling af kontanthjælp havde haft en arbejdsindtægt i oven nævnte periode.

Forældelsesfristen på 3 år i bestemmelsen i lov om aktiv socialpolitik(aktivloven) om bortfald af tilbagebetalingskrav kan efter udvalgets vurdering først regnes fra den dag, hvor kommunen fik kendskab til arbejdsindtægten.

Vi bemærker herudover, at forældelse efter bestemmelsen kun indtræder, når der efter 3 år ikke har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Begrundelsen for, at sagen hjemvises med henblik på, om betingelserne for at kræve tilbagebetaling er opfyldt, er at Beskæftigelsesankenævnet skal tage stilling til, om NN mod bedre vidende uberettiget har modtaget kontanthjælp.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå, da Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 4. august 2011

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 22. august 2011

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering

Det fremgår af sagens oplysninger, at A Kommune den 10. februar 2011 traf afgørelse om, at NN skulle tilbagebetale kontanthjælp for perioden 28. marts 2007 til 31. august 2007.

Kommunen skønnede, at NN mod bedre vidende, uberettiget havde modtaget ydelser i perioden ved at udlade at give kontanthjælpsafsnittet besked om arbejdsindtægter.

Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen YY ændrede den 4. august 2011 kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at kommunens tilbagebetalingskrav var forældet efter aktivlovens § 95, stk.2, hvorefter kravet bortfalder, når der er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde fremsat kravet den 10. februar 2011, og at kravet vedrørte kontanthjælp udbetalt i perioden marts 2007 til august 2007.

A Kommune har den 22. august 2011 klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har kommunen anført, at tilbagebetalingskravet er rejst den 4. februar 2011, og at der er tale om en uoplyst indtægt, som ikke fremgår af e-indkomst, da det er NN moder, der ud af sin økonomiske hjælp efter serviceloven til pleje, har aflønnet NN mod, at han har plejet hende.

Kommunen finder ikke, at tilbagebetalingskravet er forældet. Kommunen blev først i januar 2011 bekendt med, at NN havde uoplyst arbejdsindtægt samtidig med modtagelse af kontanthjælp.

Kommunen har ikke haft mulighed for at konstatere denne indtægt på et tidligere tidspunkt, hvorfor kommunen finder, at den gældende 3 års forældelsesfrist for inddrivelse af kravet både jf. forældelsesloven og jf. aktivloven først vil være gældende på det tidspunkt, hvor forvaltningen fik kendskab til den uoplyste arbejdsindtægt.

Kommunen har henvist til blandt andet forældelseslovens kap. 3, § 3, stk. 2, hvoraf fremgår”var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1, først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil”.

Kommunen fandt, at forældelsesreglen i aktivlovens § 95 er gældende for inddrivelse af et tilbagebetalingskrav fra den dato, hvor forvaltningen fik eller burde have fået kendskab til den uoplyste indtægt.

Kommunen har endvidere anført i klagen, at det er kommunens opfattelse, at forældelse efter aktivlovens § 95 kun kan indtræde, når der efter 3 år ikke har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Nævnet har i sin genvurdering anført, at forældelsesloven ikke finder anvendelse. Nævnet har henvist til, at det af forældelseslovens § 1 fremgår, at loven anvendes, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i anden lov.