Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 84-12 om personlige hjælpemidler - frit leverandørvalg - billigst og bedst egnet

Resume:

Ved bevillingen af hjælpemidler yderkommunen støtte til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Dette gælder også, når kommunen ikke har indgået en leverandøraftale.

Det skal fremgå af bevillingen fra kommunen, hvilket hjælpemiddel kommunalbestyrelsen anser som det bedst egnede og billigste hjælpemiddel, og hvilket hjælpemiddel kommunen yder støtte til.

I den konkrete sag var ansøger således berettiget til at få refunderet udgiften til en protese hos en leverandør efter eget valg til den pris, som kommunen havde fastsat ved bevillingen.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 112, stk. 1, § 112, stk. 2 og § 112, stk. 3

Bekendtgørelser:

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 743 af 27. juni 2011 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven - § 6

Afgørelse:

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om afklaring af, i hvilket omfang princippet bedst og billigst egnet anvendes for særligt personlige hjælpemidler, når der er indhentet tilbud fra 2 leverandører, men kommunen ikke har indgået en leverandøraftale.

Resultatet er

• Der ydes ved bevillingen støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel efter kommunens konkrete vurdering

• NN har ret til at få refunderet udgiften til protesen hos en leverandør efter eget valg til den pris, som kommunen har fastsat ved bevillingen.

Vi ændrer således afgørelsen fra det sociale nævn i Statsforvaltningen Y.

NN skal dog ikke tilbagebetale den yderligere udgift til protesen, som nævnet har bevilget.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsen finder, at der ved bevillingen af hjælpemidler ydes støtte til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Det skal fremgå af bevillingen fra kommunen, hvilket hjælpemiddel kommunalbestyrelsen anser som det bedst egnede og billigste hjælpemiddel og hvilket hjælpemiddel, kommunalbestyrelsen yder støtte til.

Dette gælder også, når kommunen ikke har indgået en leverandøraftale.

Vi har lagt vægt på, at der i 1996 blev indført frit valg for særligt personlige hjælpemidler til at benytte en anden leverandør, end den kommunalbestyrelsen havde valgt. Hvis pågældende selv ønskede at indkøbe hjælpemidlet og få udgifterne hertil refunderet, blev udgifterne refunderet dog højst svarende til den pris, kommunen kunne have erhvervet hjælpemidlet til hos sin leverandør. Havde kommunen ikke indgået leverandøraftale, kunne ansøger selv vælge leverandør, og støtten blev ydet efter regning til det bevilgede hjælpemiddel.

Af den tilhørende vejledning nr. 191 af 2. december 1996, fremgik det, at der skulle foretages en konkret vurdering af, hvilket hjælpemiddel, der var det bedst egnede og billigste for den enkelte ansøger. Når der forelå en bevilling på et bestemt produkt kunne ansøger selv indkøbe hjælpemidlet hos en leverandør efter eget valg.

Vi har samtidigt lagt vægt på, at der ved lovændring i 2010 blev frit valg på hjælpemiddelområdet udover personlige hjælpemidler.

Det er nu præciseret i bestemmelsen i hjælpemiddelbekendtgørelsen, at hvis kommunen ikke har indgået en leverandøraftale, kan ansøger vælge leverandør, og støtten bliver ydet efter regning, dog højst med et beløb svarende til prisen på det bedst egnede og billigste produkt.

NN var bevilget en ny overdel på benprotesen. A Kommune har ikke indgået en leverandøraftale. NN har derfor ret til at få refunderet prisen på protesen svarende til prisen på det personlige hjælpemiddel, som kommunen har bevilget. NN kan frit vælge, hvor protesen indkøbes.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 28. april 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 24. maj 2011

• Nævnets genvurdering

• Ansøgers brev af 10. juli 2011

Kommunen traf den 13. januar 2011 afgørelse om bevilling af et ansøgt kropsbåret hjælpemiddel på en underbensprotese til NN.

A Kommune vurderede, at benprotesen i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Kommunen anførte videre, at der var indhentet tilbud på 2 proteser, som vurderedes at være lige egnede til at opfylde NNs behov. NN blev derfor bevilget det billigste tilbud benprotesen, som var fra Bandagist X. NN havde efterfølgende indkøbt benprotesen hos sin tidligere leverandør, S. Kommunen bevilgede derfor støtte med et beløb på 29.582, 50 kr. incl. moms, svarende til prisen på benprotesen fra Bandagist X, jf. servicelovens § 112, stk. 3.

Under udredningen hos Center for Hjælpemidler og Kommunikation var der indhentet 2 tilbud på udskiftning af benprotesen, dels hos S Ortopædi, der lød på 30.346 ekskl. moms og dels hos Bandagist X, der lød på 23.666 kr. ekskl. moms.

NN havde først ikke ønsket at medvirke til 2 indhentning af 2 tilbud og klagede efterfølgende til nævnet. Nævnet afviste at behandle sagen. Denne afgørelse blev tiltrådt af Ankestyrelsen.

Det fremgik af oplysningerne for Center for Handicap og Kommunikation, at begge de indhentede tilbud ud fra en faglig betragtning måtte betegnes som lige egnede til at afhjælpe NNs behov.

NN havde i flere henvendelser tilkendegivet sin utilfredshed med tilbuddet fra Bandagist X, som han ikke betragtede som et økonomisk seriøst tilbud.

A Kommunen vurderede, at de tilbudte benproteser fra begge leverandører var lige egnede til at opfylde behovene og afhjælpe den nedsatte funktionsevne. A Kommune vurderede, at der ikke var grundlag for at antage, at Bandagist X ikke kunne levere en benprotese, der opfyldte NNs behov til den tilbudte pris.

A Kommune vurderede, at sagen under udredningen var blevet tilstrækkeligt belyst.

Det fremgik både af dagældende og nugældende servicelovs § 112, stk. 3, at der frit kunne vælges en anden leverandør end den, som A Kommune have valgt. Ansøger kunne frit vælge selv at indkøbe hjælpemidlet og få udgifterne refunderet, dog højest med et beløb svarende til prisen for det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

A Kommune var opmærksom på, at bestemmelserne i servicelovens § 112, stk. 3 om ret til frit valg af leverandør var blevet ændret i perioden mellem ansøgningen og tidspunktet for aktuelle afgørelse. Lovgivningen, der trådte i kraft 1. oktober 2010, medførte ingen ændringer i princippet om støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

NN havde valgt at fastholde S som leverandør af benprotesen, og A Kommune refunderede derfor udgifterne, svarende til den pris, benprotesen kunne være indkøbt hos Bandagisk X på daværende tidspunkt.

Nævnet ændrede ved afgørelse af 28. april 2011 kommunens afgørelse. NN var berettiget til at få refunderet hele udgiften til protesen, som var indkøbt ved S.

Nævnet har begrundet afgørelsen med, at A Kommune ikke havde indgået en generel leverandøraftale, som omfattede benproteser.

Nævnet vurderede at tilbuddene fra Bandagist X ogS omhandlede 2 identiske løsninger på sammen opgaven – nemlig udskiftning af benprotesen.

Nævnet vurderede, at kommunen var forpligtet til at dække hele udgiften til protesen, når kommunen ikke havde indgået en leverandøraftale.

Nævnet lagde vægt på, at den ansøgte protese var et særligt personligt hjælpemiddel.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at A Kommune ikke havde indgået en leverandøraftale, som omfattede levering af benproteser. Det betød, at ansøger frit kunne vælge leverandør, og at kommunen skulle betale hele udgiften ved den leverandør, som ansøger havde valgt.

Nævnet anførte videre, at princippet om, at der kun kunne ydes hjælp til det billigst og bedst egnede hjælpemiddel gjaldt ved valget mellem flere forskellige løsningstyper. Når det billigst og bedst egnede hjælpemiddel var fundet, kunne kommunen kun begrænse bevillingen, hvis kommunen havde indgået en leverandøraftale.

A Kommune har klaget over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at A Kommune var af den opfattelse, at der var tale om en sag af principiel karakter.

Sagen handlede om, i hvilket omfang princippet billigst og bedst egnet kan anvendes, når der ikke var indgået en leverandøraftale.

Kommunen har henvist til afgørelsen fra nævnet.

A Kommune var af den opfattelse, at der ikke i lovgivningen blev skelnet mellem identiske og forskellige løsningsmuligheder, men alene hvorvidt der var tale om det billigst og bedst egnede hjælpemiddel.

Kommunen har henvist til servicelovens § 112, stk. 3 forud for 1. oktober 2010, hvor det fremgik, at ansøger havde ret til frit af vælg leverandør, hvis kommunen ikke havde indgået en leverandøraftale. Den daværende hjælpemiddelbekendtgørelse § 5, stk. 2, 2. punktum anførte endvidere, at støtten i sådanne tilfælde blev betalt efter regning. Denne bestemmelse måtte dog sammenholdes med bekendtgørelsens indledende bestemmelse i § 3, hvorefter der blev ydet hjælp til anskaffelsen af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

A Kommune var derfor af den opfattelse, at lovgivningen ikke var til hinder for, at kommunen for at sikre kravet om den bedst egnede og billigste løsning indhentede 2 tilbud til brug for vurderingen af hjælpemidlet til den enkelte ansøger.

Bestemmelsen var nu ændret ved lov af 21. april 2010, så sidste punktum blev affattet således: Havde kommunalbestyrelsen ikke indgået leverandøraftale, kunne ansøgeren vælge leverandør, og støtten blev ydet efter regning, dog højst med et beløb svarende til prisen på bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Kommunen henviste til forarbejderne, hvoraf det fremgik, at der med lovforslaget ikke blev tilsigtet nogen ændringer i princippet om støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Det var således fortsat kommunen, der ud fra en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede funktionsnedsættelse og de deraf affødte behov for kompensation afgjorde, hvilket hjælpemiddel der var bedst egnet og billigst.

Det måtte derfor modsætningsvis kunne sluttes, at der alene var tale om en præcisering af retstilstanden. Tilføjelsen om at støtte højst blev ydet med et beløb svarende til prisen på det bedst egnede og billigste hjælpemiddel, var også gældende før seneste lovændring.

Samme fortolkning havde Statsforvaltningen, Y anlagt i et brev af 8. juni 2010 til NN. Statsforvaltningen udtalte, at den ikke fandt grundlag for at rejse en tilsynssag. Efter Statsforvaltningens opfattelse var der ikke i lovgivningen noget til hinder for at indhente 2 eller flere tilbud fra leverandører til brug for kommunens vurdering af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Statsforvaltningen lagde til grund, at selv om udgangspunktet var, at en ansøger kunne vælge leverandør, når en kommune ikke havde indgået leverandøraftale, måtte bestemmelsen i den tidligere hjælpemiddelbekendtgørelse § 5, stk. 2 sidste punktum forstås i sammenhæng med bekendtgørelsens § 3 om, at en kommunen ved bevilling af hjælp skulle handle ud fra den bedst egnede og billigste løsning for en ansøger.

Nævnet har ved genvurderingen bemærket, at der i servicelovens § 112, stk. 2 var krav om, at der blev inddraget brugerrepræsentanter i forbindelse med indgåelse af leverandøraftaler. A Kommunes procedure med indhentelse af tilbud betød reelt, at leverandøraftaler blev erstattet med indhentelse af tilbud i hver enkelt sag. Der blev derved åbnet op for omgåelse af § 112, stk. 2, samt de hensyn der lå bag denne bestemmelse.

NN har ved brev af 10. juli 2011 redegjort for sine synspunkter. Bandagisten havde lavet et tilbud uden at have set ham. Bandagisten var nu gået konkurs. Han havde været kunde hos S i 32 år og havde været tilfreds hermed. NN henviste bl.a. til, at det jo gik ud over hans arbejdsplads, når han skulle rende efter tilbud på proteser.