Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 119-12 om betaling - opholdskommune - krisecenter - anonymitet

Resume:

Principafgørelsen fastslår

Betaling for anonym kvindes ophold på krisecenter

Betaling af anonym kvindes ophold på krisecenter skulle afgøres efter reglerne i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7.

En pligt for en kommune til at betale for udgifterne til støtte til en borger kræver normalt, at borgeren kan identificeres af den betalende kommune. Når en kvinde havde benyttet muligheden for anonym optagelse på et krisecenter, kunne der ikke stilles de sædvanlige krav til identifikation. Det kunne uanset manglende præcise oplysninger om kvindens identitet fastslås, hvilken kommune kvinden kom fra, og hvilken kommune, der skulle betale.

Det er tilstrækkeligt til at fastslå opholdskommune at en leder af et krisecenter oplyste, at kvinden havde oplyst, hvilken kommune hun kom fra. Videre forelå der udfyldt ind- og udskrivningsblanket fra krisecentret, hvoraf det fremgik, at samme kommune var anført som opholds-, betalings- og handlekommune.

Det varsåledes tilstrækkeligt, at en leder af et krisecenter vurderede sigtilstrækkeligt oplyst om, hvilken kommune der skulle betale opholdstaksten.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012 - § 14 og § 109

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 9, stk. 1, § 9, stk. 7 og § 9c

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen

Sagen er behandlet for at afklare, hvem der er betalingskommune,når en kvinde, der ønsker at være anonym, har taget ophold på et krisecenter.

2. Reglerne

Retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, fastslår, at den oprindelige opholdskommune, uanset stk. 1, har pligt til at yde hjælp efter lov om social service, når denne kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen i en anden kommune har fået ophold i boformer efter §§ 107-110 i lov om social service.

Efter servicelovens § 109 skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder. Optagelse kan bl.a. ske anonymt ved egen henvendelse.

Vi henviser ogsåtil Socialministeriets skrivelse af 7. juli 2007 om orientering om de væsentligste regler og lovgivningsmæssige forpligtelser på forsorgshjems- og krisecenterområderne m.m.

3. Andre Principafgørelser

Der er ikke andre relevante principafgørelser.

Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen for at afklare, hvem der er betalingskommune i sager, hvor en person, der ønsker at være anonym, har taget ophold på et krisecenter.

Resultatet er

• B Kommune skal betale for anonym kvindes ophold på Krisecenter i perioden fra 8. november til den 9. november 2010

Det betyder, at A Kommune ikke skal betale for opholdet.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsen finder, at spørgsmålet om betaling for en anonym kvindes ophold på Krisecenter skal afgøres efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9, stk. 7.

Vi har herved lagt vægt på, at det af retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, fremgår, at den oprindelige opholdskommune uanset stk. 1, har pligt til at yde hjælp efter lov om social service, når denne kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at personen i en anden kommune har fået ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service.

I den foreliggende sag har lederen af Krisecentret vurderet, at kvinden opfyldte betingelserne for optagelse på Krisecentret fra den 8. november til den 9. november 2010. Betingelsen i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, om, at den oprindelige opholdskommune har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, når anden offentlig myndighed har medvirket til opholdet, er således opfyldt.

En pligt for en kommune til at betale for udgifterne til støtte til en borger kræver normalt, at borgeren kan identificeres af den betalende kommune. I den foreliggende situation, hvor der er mulighed for anonym optagelse på et krisecenter, finder Ankestyrelsen, at der ikke kan stilles de sædvanlige krav til identifikationen.

Det fremgår bl.a. af Socialministeriets skrivelse af 7. juli 2007 om orientering om de væsentlige regler og lovgivningsmæssige forpligtelser på forsorgshjems- og krisecenterområdet m.m., at en anonym over for centrets leder dokumenterer eller i det mindste oplyser, hvilken kommune hun kommer fra.

Ankestyrelsen finder på denne baggrund, at der er tilstrækkelige oplysninger til at fastslå, at B Kommune er oprindelig handlekommune i forhold til at betale for den anonyme kvindes ophold på Krisecentret.

Vi har herved lagt vægt på, at lederen af Krisecentret på baggrund af samtale med den anonyme kvinde og dennes nabo vurderede sig tilstrækkeligt oplyst om, hvilken kommune, der skulle betale opholdstaksten.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt Krisecentret var gyldigt registreret i Tilbudsportalen, finder Ankestyrelsen, at centret var gyldigt registret.

Vi har herved lagt vægt på oplysningerne fra Socialstyrelsen af 30. april 2012, om at krisecentret i en periode i forbindelse med omlægning af portalen ikke var synlig i portalen, idet en frist for indberetning ikke var overholdt.

Vi finder, at det forhold, at Krisecentret under de foreliggende omstændigheder ikke var synlig i Tilbudsportalen, ikke har betydning for retten til betaling for opholdet.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 22. juni 2011

• Klagen til Ankestyrelsen af 8. juli 2011

• Nævnets genvurdering

• Udtalelse af 30. april 2012 fra Socialstyrelsen

• Bemærkninger 16. maj 2012 fra A Kommune

En kvinde tog ophold på Krisecentret fra den 8. til den 9. november 2010.

A Kommune sendte herefter regning på kr. 1.064 for opholdet til B Kommune.

B Kommune gav afslag på refusion for kvindens ophold på Krisecentret.

A Kommune gav den 14. december 2010 afslag på opholdsbetaling i henhold til servicelovens § 109 – med baggrund i retssikkerhedslovens § 9- § 9c, idet det ikke fremgik og kunne dokumenteres, at der var tale om en borger, hvor B Kommune var retlig opholdskommune, og hvor A Kommune kunne kræve refusion i henhold til retssikkerhedslovens § 9c i forbindelse med ophold på krisecenter.

Det bemærkes, at Krisecentret ikke fremgår af tilbudsportalen.

A Kommune klagede den 14. december 2010 til Det Sociale Nævn. A Kommune oplyser i den forbindelse at kvinden henvendte sig den 8. november 2010. Hun var forslået, og oplyste hun sit fornavn. Hun blev ledsaget af en kvinde, der præsenterede sig som hendes nabo fra B Kommune. Det fremgik af indskrivningssamtalen, at politiet i B Kommune havde indsat borgerens mand i detentionen. Kvinden oplyste i øvrigt, at hun efterfølgende ville søge optagelse på krisecenter i C Kommune, da hun havde nemmere ved at passe sit arbejde i B Kommune, hvis hun havde ophold der. Krisecentrets leder mente sig tilstrækkeligt oplyst om, hvilken kommune, der skulle betale opholdstaksten.

Den 22. juni 2011 stadfæstede nævnet B Kommunes afgørelse.

Nævnet vurderede, at det ikke var muligt at fastslå, hvorvidt B Kommune var pågældendes seneste opholdskommune forud for optagelse på krisecenter, og dermed om B Kommune var refusionspligtig over for A kommune.

Den omstændighed, at A Kommune henviste til, at den pågældende kvinde ved sin optagelse på krisecenter havde anmodet om anonymitet, medførte ikke en anden vurdering af sagen om mellemkommunal refusion.

A Kommune havde ikke i øvrigt givet oplysninger, der medførte, at det kunne fastslås, at kvindens opholdskommune inden optagelsen i krisecenter var B Kommune.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på oplysningerne om, at refusionskravet relaterer sig til udgifterne vedrørende en anonym kvindes ophold på krisecenter i A Kommune.

Nævnet har ikke foretaget sig noget vedrørende oplysningerne om, at krisecenteret ikke var optaget på tilbudsportalen.

A Kommune henviser i klage af 8. juli 2011 til Socialministeriets skrivelse af 7. juli 2007 om orientering om de væsentligste regler og lovgivningsmæssige forpligtelser på forsorgshjems- og krisecenterområder m.m. Hvoraf det fremgår: ”Kommunen, hvis borgere opholder sig på boformer efter servicelovens §§ 109 og 110 betaler den fastsatte takst… Ønsker en kvinde under et ophold på krisecenter at være anonym, må hun overfor centerets leder eller i det mindste oplyse, hvilken kommune hun kommer fra. For at sikre anonymitet samt sikre korrekt grundlag for udskrivning af regninger til kommunerne, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne kan efterprøves af revisionen. ”

Nævnets afgørelse efterlader en usikkerhed om, hvorvidt nævnet finder at Socialministeriet er kompetent til at fortolke sin egen lovgivning og vejlede kommunerne om dens konsekvenser. Nævnets afgørelse efterlader dermed et frit fortolkningsrum i forhold til hvilke konsekvenser det får for de involverede kommuner, når en kvinde udnytter sin lovhjemlede ret til anonymitet.

Nævnet fastholdt af 26. juli 2011 afgørelsen og den begrundelse det gav.