Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-3-99 om kontanthjælp - hjælp til husleje - fængsel - udland

Resume:

Ansøger, der boede i Danmark, var under afsoning af fængselsstraf i udlandet af en varighed på minimum 9 måneder ikke berettiget til økonomisk hjælp til betaling af husleje i Danmark under afsoningen.

Ankestyrelsen fandt ikke, ansøger opfyldte hovedreglen om, at udbetaling af hjælp forudsætter ophold her i landet.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at ansøger var omfattet af betingelserne om hjælp i særlige tilfælde, allerede fordi der udtømmende var gjort op med under hvilke betingelser, der kunne ydes hjælp under ophold i udlandet.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. september 1998 - § 5

Sagsfremstilling 2:

Ansøger der var varetægtsfængslet i udlandet søgte i august 1998 kommunen om hjælp til betaling af husleje i Danmark. Kommunen bevilgede hjælp til husleje med virkning fra den 1. september 1998, med tilbagebetalingspligt.

I forbindelse med straffesagen blev der afsagt udvisningskendelse over for ansøger. Oktober 1998 blev han idømt 3 års fængsel. Efter praksis skulle ansøger sædvanligvis afsone halvdelen af straffen. Da der var afsagt udvisningskendelse, kunne ansøger forvente at blive udvist i maj 1999.

Kommunen meddelte herefter, at ansøger pr. 1. december 1998 ikke længere var berettiget til hjælp til husleje.

Afslaget blev begrundet med, at da der nu var faldet dom i sagen, måtte ansøger betragtes på lige fod med andre, der opholdt sig i udlandet.

Kommunen henviste endvidere til, at selv om ansøger var dømt i Danmark og skulle afsone her, ville hjælpen alligevel blive stoppet med den begrundelse, at det ikke var strengt nødvendigt at bevare boligen under afsoningen, samt at udgiften langt ville overstige, hvad det ville koste, evt. at yde hjælp til depositum til en ny lejlighed, når ansøger var blevet løsladt, hvis dette ville blive nødvendigt.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet henviste til, at som hovedregel kunne der ikke ydes hjælp efter lov om aktiv socialpolitik til personer, der opholder sig i udlandet.

Kun hvis der forelå ganske særlige forhold, kunne hovedreglen om ophold her i landet fraviges.

Nævnet fandt ikke, at ophold i udlandet på grund af fængselsophold var et ganske særligt forhold, der kunne medføre, at hovedreglen blev fraveget.

Allerede af den grund var ansøger ikke berettiget til hjælp.

Nævnet fandt i øvrigt heller ikke at kunne tilsidesætte kommunens skøn over, at det ikke var strengt nødvendigt at bevare ansøgers bolig under afsoningen. Som følge heraf ville hjælpen alligevel være blevet stoppet, hvis ansøger afsonede i Danmark.

Nævnet lagde herved vægt på, at det var uafklaret, hvornår ansøger blev løsladt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp til betaling af husleje her i landet under fængselsophold i udlandet. Sagen var endvidere antaget til supplement af SM 0-126-94.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til økonomisk hjælp til betaling af husleje under afsoning af fængselsstraf i udlandet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at personer, der opholdt sig i udlandet, ikke kunne få hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. lovens § 5, stk. 1.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at bestemmelsens stk. 2 fandt anvendelse i ansøgers tilfælde, allerede fordi der i bestemmelsen udtømmende var gjort op med i hvilke særlige tilfælde, der kunne ydes hjælp under ophold i udlandet. Et fængselsophold i udlandet var således ikke et ganske særligt tilfælde, der kunne begrunde udbetaling af hjælp.

Af § 1, stk. 2, 1. punktum, i bekendtgørelse nr. 517 af 3. juli 1998 om kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslet eller afsoner straf, fremgår, at personer, der er indsat i institutioner under Kriminalforsorgen, og hvis bolig bør bevares af hensyn til deres benyttelse heraf under udgang eller efter løsladelsen, har ret til en ydelse efter lov om aktiv socialpolitik § 25 til boligudgiften.

Af § 1, stk. 4, i bekendtgørelsen fremgår, at hvis der er tale om personer, der afsoner straf, og hvis den forventede afsoningstid overstiger 6 måneder, skal kommunen undersøge, om den pågældendes boligbehov kan dækkes på anden måde end ved hjælp efter stk. 2-3, fx ved fremleje eller ved, at der på anden måde sikres den indsatte en bolig ved løsladelsen.

Ankestyrelsen fandt i øvrigt under henvisning til varigheden af afsoningen, at der ikke havde været grundlag for at tilsidesætte kommunes skøn, hvorefter kommunen ville have standset udbetalingen af hjælpen til husleje, også hvis ansøger havde afsonet i Danmark, som ulovligt eller åbenbart urimeligt. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger var idømt 3 års fængselsstraf, og at ansøger som minimum skulle afsone 9 måneders fængsel.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.