Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-16-99 om aktivering - rimeligt tilbud - jobtræning - bestemt arbejdssted - medindflydelse

Resume:

En kontanthjælpsmodtager kunne ikke stille krav om at få tilbudt aktivering på et bestemt ansættelsessted.

Ansøger skulle have medindflydelse på tilrettelæggelsen af aktiveringsforløbet og dermed være medansvarlig for at forbedre sine beskæftigelsesmuligheder. Hvilket tilbud, der i den enkelte sag var egnet til at bringe ansøger tilbage til arbejdsmarkedet, beroede imidlertid - udover ansøgers egne ønsker - på et konkret skøn over hans samlede helbredsmæssige og sociale forhold, sammenholdt med bl.a. det hidtidige uddannelses- og arbejdsmæssige forløb.

Ansøger måtte anses for at have haft såvel mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag som medindflydelse på tilrettelæggelsen af aktiveringsforløbet, da der generelt var et betydeligt sammenfald mellem ansøgers ønsker til indholdet af aktiveringstilbuddet og det tilbud, han havde fået fra kommunen.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. september 1998 - § 9, stk. 1 og § 16

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 - § 4 og § 69

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. maj 2008 - § 22, § 27, § 28 og § 29

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik - pkt. 210

Sagsfremstilling:

Ansøger havde siden han forlod skolen i begyndelsen af 1970´erne kun haft 1-2 års ufaglært arbejde. Han havde i juni 1998 bestået HF eksamen for anden gang. Kommunen havde godkendt uddannelsen som forrevalidering.

I august 1998 søgte ansøger om at blive aktiveret i en forening, som han selv havde været med til at etablere, og hvor han siden ulønnet havde arbejdet med bl.a. bogholderi og økonomistyring. Som alternativ var ansøger interesseret i aktivering i en anden interesseorganisation, ligesom han ønskede opkvalificerende kurser inden for EDB og bogholderi med henblik på at kunne klare et job inden for administrativt arbejde.

I en udarbejdet handlingsplan var som kortsigtede erhvervsmæssige mål anført opkvalificering indenfor kontorområdet med PC-kørekort, EDB, journalistik og skriveværksted samt individuel jobtræning hos en offentlig arbejdsgiver.

Ansøger fik i september 1998 afslag på aktivering i den ønskede forening. Kommunen begrundede afgørelsen med, at aktiveringen ville indebære en interessekonflikt, idet han under aktiveringen skulle deltage i behandling af personsager, hvor kommunen var part. Det var derudover kommunens erfaring, at aktivering i foreninger meget sjældent førte til job. Kommunen tilbød i stedet for, at ansøger sideløbende med kurser inden for kontorområdet, kunne komme i individuel jobtræning hos en offentlig arbejdsgiver.

I sin klage til nævnet anførte ansøger bl.a., at aktivering efter hans opfattelse skulle bygge på et skøn over både klient og aktiveringsmulighed, samt at aktivering skulle tildeles den enkelte efter individuelt skøn. Han tilføjede, at den ansøgte aktivering ikke skulle stå alene, men så vidt muligt suppleres med kurser til PC kørekort, EDB-bogføring, Folkeuniversitetets kurser i de nye sociallove samt journalistkursus.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kommunens afgørelse, da det tilbudte aktiveringsforløb var rimeligt og måtte antages at forbedre ansøgers muligheder for at blive selvforsørgende.

Nævnet henviste endvidere til, at kommunen havde udarbejdet en skriftlig handlingsplan i overensstemmelse med § 9, stk. 1 i retssikkerhedsloven. Det fremgik heraf, at ansøger havde ønsket jobtræning inden for kontorarbejde som aktiveringsforanstaltning.

Det var derfor nævnets opfattelse, at kommunen ved tilrettelæggelsen af aktiveringsforløbet havde imødekommet ansøger - både hvad angik uddannelsesaktiviteter og jobtræningsønsker - i et rimeligt omfang inden for de rammer, som ansøger selv havde medvirket til at afstikke.

Det var nævnets opfattelse, at det lovfæstede princip i retssikkerhedslovens § 4 om borgerens medindflydelse på tilrettelæggelse af aktiveringsforløbet ikke dermed tilsidesatte kommunens skønsmæssige vurdering af, hvilket aktiveringstilbud, der var bedst egnet til at bringe ansøger i stand til at forsørge sig selv.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a. med henvisning til § 4 i retssikkerhedsloven og § 9 i aktivloven, at hans eget ønske var blevet tilsidesat uden nogen nærmere begrundelse, samt tilføjede, at sagen drejede sig om, hvorvidt han havde haft mulighed for at medvirke i sagen og haft den medindflydelse som lovgivningen lagde op til.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang en kommune i forbindelse med afgivelse af tilbud om aktivering var forpligtet til at tage hensyn til ansøgers ønsker om et bestemt ansættelsessted.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde ret til tilbud om aktivering i den ønskede forening. Begrundelsen var, at der ikke i sagen forelå sådanne særlige omstændigheder, at det af kommunen udøvede skøn, hvorefter det fandtes mere hensigtsmæssigt at tilbyde ansøger aktivering på en offentlig arbejdsplads sideløbende med kurser inden for kontorområdet - kunne anses for at være ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var hjemmel i lov om aktiv socialpolitik til, at en kontanthjælpsmodtager kunne stille krav om at få tilbudt aktivering på et bestemt arbejdssted.

Det anførte i § 9 i aktivloven om, at en handlingsplan ud fra personens egne ønsker og forudsætninger skulle beskrive mål for arbejde eller uddannelse og fastlægge de aktiviteter, der kunne føre frem til målet, sammenholdt med § 4 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, om at borgeren skulle have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, betød, jf. det anførte i pkt. 210 i vejledningen til aktivloven, at borgeren skulle have medindflydelse på tilrettelæggelsen af aktiveringsforløbet og dermed være medansvarlig for at forbedre sine beskæftigelsesmuligheder.

Hvilket tilbud om aktivering, der i den enkelte sag var egnet til at bringe kontanthjælpsmodtageren tilbage til arbejdsmarkedet, beroede imidlertid - udover personens egne ønsker - på et konkret skøn over kontanthjælpsmodtagerens samlede helbredsmæssige og sociale forhold, sammenholdt med bl.a. det hidtidige uddannelses- og arbejdsmæssige forløb.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ansøger kun havde haft en yderst sparsom tilknytning til det almindelige arbejdsmarked sammenholdt med, at han i forvejen havde et betydeligt kendskab til arbejdet i foreningen, uden at dette havde ført til selvforsørgelse.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøger måtte anses for at have haft såvel mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag som medindflydelse på tilrettelæggelsen af aktiveringsforløbet i betydeligt omfang, da der generelt var et betydeligt sammenfald mellem ansøgers ønsker til indholdet af et aktiveringstilbud og det tilbud, han havde fået fra kommunen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.