Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-23-99 om skånehensyn - uddannelsesbetingede udgifter - realistisk erhvervsplan - revalidering

Resume:

Det forhold, at en ansøger var fundet berettiget til revalidering, medførte ikke i sig selv, at hun var berettiget til uddannelsesbetingede udgifter.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at formålet med revalidering var, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet. Efter oplysningerne om ansøgers helbredsmæssige forhold, skønnede Ankestyrelsen, at en uddannelse til sygeplejerske ikke kunne medvirke til, at ansøger kunne fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet, da de skånehensyn, som ansøger havde behov for, ikke kunne tilgodeses ved arbejdet som sygeplejerske.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. september 1998 - § 63, stk. 1

Sagsfremstilling:

Ansøger, der var ansat som plejehjemshjælper, men arbejdede som sygeplejerske i en midlertidig stilling med primært administrativt arbejde, søgte om revalidering på grund af helbredsmæssige problemer med armene.

Kommunen gav afslag på hjælp til revalidering med den begrundelse, at ansøgers helbredsmæssige problemer ikke kunne anses for at påvirke hendes erhvervsmuligheder i så væsentligt grad, at hun var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 43, stk. 1.

Det sociale nævn ændrede kommunes afgørelse.

Nævnet fandt, at ansøger var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 43, stk. 1.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøger siden 1973 havde haft tilfælde med smerter omkring skulderblade, skuldre og arme, og at det var forværret i forbindelse med en arbejdsskade i 1995 og yderligere forværret i 1997, hvor hun var involveret i et trafikuheld. Der var dernæst lagt vægt på lægekonsulentens udsagn om, at hun burde støttes i sit ønske om arbejdsskift.

Der var videre lagt vægt på, at det af statusbedømmelse fra ansøgers læge fremgik, at hun ikke kunne tåle et for arme og skuldre tungt belastende arbejde, og på ansøgers eget udsagn om, at hun efter enkelte vagter med tungt plejearbejde i det sidste års tid havde haft udtalte smerter, nedsat bevægelighed i venstre skulder og arm, snurren i fingrene og dårlig nattesøvn.

Da kommunen alene havde taget stilling til, hvorvidt ansøger var omfattet af bistandslovens § 43, blev sagen derfor hjemvist til fornyet behandling i kommunen med henblik på i samarbejde med ansøger at tilrettelægge en passende revalideringsplan.

Ansøger oplyste til kommunen, at hendes eneste ønske for en revalideringsplan var en uddannelse til sygeplejerske, da hun ville være i stand til at bruge sin erfaring fra plejehjemmet, og at en uddannelse som sygeplejerske ville være realistisk, idet hun ønskede at bruge den til administrativt arbejde, som underviser eller eventuelt i forhold til arbejde med børn.

Kommunen afslog at yde økonomisk hjælp til uddannelsen til sygeplejerske, da uddannelsen ikke ansås for at være et passende revalideringsforløb, idet arbejdet under og efter uddannelsen, krævede et godt helbred, da arbejdet både fysisk og psykisk kunne være belastende.

Ansøger klagede til nævnet, der tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på ansøgers klager over stort set daglige smerter på forsiden af venstre skulder og overarm med forværring ved belastning og løft af armen over vandret niveau. Der blev tillige lagt vægt på klagerne over, at hun ofte fik tyngde- og træthedsfornemmelse i venstre overarm og undertiden udstråling af smerter til venstre side af nakken og ned i venstre overarm, og at hun ved større belastninger fik snurren ud i venstre hånds 3. og 4. finger.

På baggrund af disse oplysninger vurderedes det i nævnet, at der var tale om skånehensyn, som ikke ville kunne tilgodeses i arbejdet som sygeplejerske. Der kunne derfor ikke ydes revalideringsmæssig støtte til den ønskede sygeplejerskeuddannelse.

Ansøger, der selv valgte at starte på uddannelsen til sygeplejerske søgte i februar 1999 kommunen om økonomisk hjælp til dækning af udgifter til befordring, bøger m.v.

Kommunen afslog at yde hjælp til dækning af udgifter til befordring, bøger og andet undervisningsmateriale i forbindelse med sygeplejerskestudiet med den begrundelse, at ansøger selv havde valgt sygeplejerskeuddannelsen på trods af, at kommunen ikke kunne tiltræde uddannelsesplanen på grund af hendes helbredsmæssige gener, hvor det vurderedes, at der var tale om skånehensyn, som ikke ville kunne tilgodeses i arbejdet som sygeplejerske.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på betaling af udgifter i forbindelse med ansøgers sygeplejerskeuddannelse.

Nævnet henviste til, at det som udgangspunkt ikke var nogen forudsætning for hjælp til uddannelsesbetingede udgifter, at der forelå en godkendt erhvervsplan, jf. Ankestyrelsens afgørelse SM 0 163-97.

Det fremgik dog af § 46 i lov om aktiv socialpolitik, at revalidering var hjælp, der kunne bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes (eller kommer ind) på arbejdsmarkedet.

Nævnet fandt ikke tilstrækkelig grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der i ansøgers tilfælde forelå skånehensyn, som ikke ville kunne tilgodeses i arbejdet som sygeplejerske. Heraf fulgte, at sygeplejerskeuddannelsen efter nævnets opfattelse ikke - eller kun med store helbredsmæssige omkostninger til følge - kunne antages at bidrage til at fastholde ansøger på arbejdsmarkedet.

Nævnet havde ved afgørelsen lagt vægt på de foreliggende lægelige oplysninger vedrørende omfanget af ansøgers helbredsmæssige gener. Der var videre lagt vægt på ansøgers egne oplysninger om, at hendes tilknytning til arbejdsmarkedet i de seneste år (medens hun var ansat i en sygeplejerskestilling) alene var betinget af fysiurgisk og smertestillende behandlinger, et godt bagland og arbejdet som fungerende gruppeleder.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at sagen var principiel, når hensås til den afgørelsespraksis, der lå på området samt med baggrund i lovtekstens formulering. Der henvistes til SM 0 163-97.

Endvidere skulle opmærksomheden rettes mod det faktum, at uddannelsen som sygeplejerske kontra sygehjælper/social- og sundhedshjælperuddannelsen gav en langt større mangfoldighed af efterfølgende jobvalg, herunder muligheden for at vælge administrative og tilsvarende stillinger frem for mere fysisk belastede sygeplejerskestillinger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp til uddannelsesbetingede udgifter efter aktivlovens 63 i forbindelse med en uddannelse, hvor skånehensynene ikke skønnedes at kunne tilgodeses.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til at få støtte til uddannelsesbetingede udgifter i forbindelse med uddannelsen til sygeplejerske.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at det sociale nævn fandt, at ansøger måtte anses for omfattet af personkredsen, der var berettiget til revalidering efter dagældende § 43, stk. 1, i lov om social bistand (nu § 46 i lov aktiv socialpolitik).

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at det forhold, at ansøger var fundet berettiget til revalidering, ikke i sig selv kunne medføre, at ansøger var berettiget til hjælp til uddannelsesbetingede udgifter.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at formålet med bestemmelsen i aktivlovens § 46 var, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet. Efter oplysningerne i sagen, herunder ansøgers egne oplysninger om de helbredsmæssige, forhold, skønnede Ankestyrelsen, at en uddannelse til sygeplejerske ikke kunne medvirke til, at ansøger kunne fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet, da de skånehensyn, ansøger havde behov for, ikke kunne tilgodeses ved arbejdet som sygeplejerske.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger måtte opgive arbejdet som plejehjemsassistent på grund af gener fra arme og skulder.

Ankestyrelsen fandt, at der på denne baggrund ikke kunne ydes hjælp til uddannelsesbetingede udgifter.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 18. juni 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.