Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-5-00 om kontanthjælp - rimeligt tilbud - udnyttelse af arbejdsmuligheder - konkret tilbud

Resume:

Kommunen kunne ikke give afslag på kontanthjælp alene med henvisning til, at der var mangel på arbejdskraft inden for ansøgers fag i andre dele af landet.

Ankestyrelsen fandt, at vurderingen af, om ansøger havde udnyttet sine arbejdsmuligheder, forudsatte at der forelå et konkret og rimeligt tilbud om arbejde.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. september 1998 - § 13, stk. 1 og § 13, stk. 2

Sagsfremstilling:

Ansøger var enlig og uden forsørgerpligter. Han boede på lejet værelse. Ansøger var faglært. Han havde været ledig gennem en periode og havde mistet dagpengeretten.

Kommunen fandt, at ansøger ikke var berettiget til kontanthjælp, da han ikke havde udnyttet sine arbejdsmuligheder. Kommunen henviste ham til at udnytte sine arbejdsmuligheder i egne af landet, hvor der var mangel på faglært arbejdskraft inden for hans uddannelsesområde. Medvirkende til kommunens holdning var, at ansøger ikke havde særlige forpligtelser og derfor havde mulighed for at være mobil ved arbejdssøgning.

Ansøgers arbejdsløshedskasse oplyste overfor nævnet, at der kunne blive tale om at henvise folk til arbejde indenfor et nærmere bestemt geografisk område, hvis der var tale om akut mangel på arbejdskraft. Det ville imidlertid ikke være muligt at sende folk til andre landsdele.

Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til udbetaling af kontanthjælp i henhold til aktivlovens bestemmelser.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det ikke var et lovligt kriterium at afslå ansøgningen om kontanthjælp med, at der var mangel på arbejdskraft i andre landsdele.

Nævnet fandt, at der ikke var tale om et rimeligt tilbud om arbejde.

Nævnet lagde vægt på, at Arbejdsformidlingen ikke henviste ledige til jobs i andre landsdele, men alene formidlede en kontakt. I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at man anså sagen for at være af principiel betydning med hensyn til kontanthjælpsmodtageres rådighedsforpligtelse og udnyttelse af arbejdsmuligheder.

Kommunen anførte endvidere, at ansøger efter kommunens opfattelse ikke havde nogen væsentlige forpligtelser, der kunne være en afgørende hindring for at søge ordinært arbejde - og dermed udnytte sine arbejdsmuligheder i andre landsdele.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune kunne give afslag på kontanthjælp med henvisning til, at ansøger burde kunne udnytte sine arbejdsmuligheder i andre landsdele, hvor der var mangel på arbejdskraft inden for hans fag.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne afslå en ansøgning om kontanthjælp alene med henvisning til, at der var mangel på arbejdskraft i andre dele af landet.

Begrundelsen var, at der i henhold til § 13, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik, skal være tale om et både konkret og rimeligt tilbud om arbejde.

Ankestyrelsen henviste til lovbemærkningerne, hvorefter tilbuddet om arbejde skal være åbent og rimeligt. En vurdering heraf forudsætter, at der er tale om et konkret arbejdsforhold.

Ankestyrelsen henviste endvidere til lovbemærkningerne, hvorefter et arbejde skal ligge i rimelig afstand fra boligen, d.v.s. at transporttiden skal være rimelig. Arbejdsløshedskassernes praksis kan være vejledende ved denne vurdering, men kommunen skal foretage en individuel vurdering, hvor også ansøgerens forhold indgår.

Da ansøger ikke havde modtaget et konkret tilbud om arbejde i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp, fandt Ankestyrelsen ikke grund til nærmere at vurdere, om der måtte være grundlag for at fravige Arbejdsløshedskassernes praksis på området.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.