Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-18-00 om forældremyndighed - forsørgelse - børn anbragt udenfor hjemmet - refusion

Resume:

Der kunne ikke ydes hjælp til dækning af transportudgifter m.v. i forbindelse med, at ansøger havde fået tillagt forældremyndigheden over to børn ved forældremyndighedsindehaverens død, da børnene var anbragt uden for hjemmet.

Begrundelsen var, at forældremyndighedsindehaveren ikke havde udgifter i forbindelse med børnenes forsørgelse.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 707 af 29. september 1998 - § 84

Sagsfremstilling:

Moderen, der var eneindehaver af forældremyndigheden over 2 børn, født i henholdsvis 1979 og 1983, afgik ved døden i 1993. Børnene var på tidspunktet for moderens død anbragt uden for hjemmet.

Ansøger, der ikke havde familiemæssige relationer til børnene, fik i juni 1995 tillagt forældremyndigheden over børnene, ligesom hun også blev værge. Børnene vedblev med at være anbragt uden for hjemmet, og for det ældste barns vedkommende blev der iværksat fortsatte hjælpeforanstaltninger efter det fyldte 18. år.

Efter at ansøger havde fået tillagt forældremyndigheden, gav kommunen tilsagn om, at hun ville få refunderet visse udgifter i forbindelse med varetagelsen af forældremyndigheden over børnene. Der var bl.a. tale om transportgodtgørelse, samt gaver til jul og fødselsdag, halvt telefonabonnement og udgifter i forbindelse med det ældste barns jævnlige besøg hos ansøger.

Kommunen meddelte senere, at der kun ville blive refunderet kørselsudgifter i det omfang, ansøger var indkaldt til møder i forbindelse med børnene.

I foråret 1999 modtog kommunen en refusionsopgørelse fra ansøger for perioden siden maj 1996.

Kommunen imødekom kun delvist ansøgers krav, bl.a. fordi kun en del af de opgjorte kørselsudgifter vedrørte møder, hvortil ansøger havde været indkaldt. Kommunen meddelte endvidere, at udlæg vedrørende det ældste barn kun kunne refunderes til hun fyldte 18 år, og dermed selv var myndig.

I klagen til nævnet anførte ansøger bl.a., at der var tale om en ansættelse, og at der udelukkende var tale om at tilgodese kommunens lovpligtige opgave, og at hun var den, der af kommunen havde fået pålagt opgaven.

Kommunen anførte overfor nævnet, at der i forbindelse med, at ansøger fik tillagt forældremyndigheden over børnene, blev bevilget hjælp til udgifter forbundet med at være forældremyndighedsindehaver i henhold til bistandslovens § 46c (nu lov om aktiv socialpolitik § 84).

Nævnet fandt, at der var tale om et spørgsmål om, hvorvidt ansøger var berettiget til støtte i henhold til bistandslovens § 46c (nu lov om aktiv socialpolitik § 84).

Nævnet fandt, at kommunen ikke generelt kunne fastsætte, at ansøger som forældremyndighedsindehaver kun kunne få dækket transportudgifter i forbindelse med møder vedrørende børnene, hvortil hun direkte havde modtaget indkaldelse, og at der kunne være tale om nødvendige og rimelige kontakter med børnene udover disse tilfælde.

Nævnet hjemviste derfor sagen til kommunen til konkret vurdering af nødvendigheden og rimeligheden af transportudgifterne.

Nævnet fandt herudover ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a., at hun i forbindelse med kommunens henvendelse om at påtage sig forældremyndigheden fik en masse ord og løfter, som ikke blev efterlevet. Kommunen havde således efter ansøgers opfattelse efterfølgende dikteret væsentlige afvigelser og forringelser i forhold til det, hun fik løfte om.

Ansøger anførte ligeledes, at hun ikke på noget tidspunkt havde betragtet refusionsopgørelserne som en ansøgning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om aktivlovens § 84 (tidligere bistandslovens § 46c) fandt anvendelse i en situation, hvor ansøger havde fået tillagt forældremyndigheden over 2 børn efter forældremyndighedsindehaverens død, men hvor børnene havde ophold uden for ansøgers hjem.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at der ikke kunne ydes hjælp i henhold til aktivlovens § 84 (tidligere bistandslovens § 46c) til dækning af udgifterne i forbindelse med, at ansøger varetog forældremyndigheden over 2 børn efter, at forældremyndighedsindehaveren var død.

Begrundelsen for afgørelsen var, at hjælp efter de nævnte bestemmelser forudsatte, at der var tale om udgifter i forbindelse med børnenes forsørgelse.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke kunne anses for at forsørge børnene, da børnene aldrig havde haft mere vedvarende ophold i hendes hjem.

Ankestyrelsen henviste endvidere til, at det var kommunen, der betalte for barnets eller den unges ophold, når der var tale om anbringelse uden for hjemmet, jf. § 50 i lov om social service.

Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om, i hvilket omfang ansøger kunne få dækket sine udgifter i forbindelse med varetagelse af forældremyndigheden over børnene, beroede på de indgåede aftaler med

kommunen. Ansøger måtte derfor gennem genforhandling med kommunen forsøge at opnå en mere tilfredsstillende aftale.

Ankestyrelsen bemærkede, at fortolkning af sådanne aftaler i givet fald hørte under de almindelige domstole. Hverken Ankestyrelsen eller det sociale nævn kunne således træffe afgørelse om spørgsmålet.

Ankestyrelsen ophævede derfor det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen henledte samtidig ansøgers opmærksomhed på § 32 i lov om værgemål, efter hvilken bestemmelse en værge i visse tilfælde vil kunne få vederlag for sit arbejde.