Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-35-00 om tandbehandling - kontanthjælp - almindelig lønindtægt - skøn

Resume:

En kommune var ikke berettiget til at afslå økonomisk hjælp til tandbehandling alene med den begrundelse, at udgiften ikke ville kunne afholdes af en almindelig lønindtægt.

Da kommunen havde fundet, at behandlingen var nødvendig, var kommunen forpligtet til at foretage en samlet skønsmæssig vurdering af ansøgers forhold, herunder om ansøger selv ville være i stand til at afholde en del af udgiften.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 82

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 69

Sagsfremstilling:

Ansøger, der var 46 år, søgte i 1999 tandlæge som følge af problemer med en 6-leddet bro. Broen var på det tidspunkt 15 år gammel og kunne ikke repareres. En ny fast løsning ville koste 40.488 kr. Både ansøger og hendes mand modtog kontanthjælp, og hun kunne derfor ikke selv afholde udgiften til behandlingen, men søgte kommunen om økonomisk hjælp til tandbehandlingen.

Familien havde et månedligt rådighedsbeløb på lidt over 8.000 kr., og kommunen vurderede derfor, at familien kunne afse ca. 1.300 månedligt til bl.a. tandbehandling. Kommunen gav samtidig afslag på hjælp til tandbehandling med henvisning til, at udgiften var for stor til, at den kunne afholdes af en almindelig lønudgift. Der skulle i stedet fremskaffes billigere tilbud. Der blev herefter fremskaffet to alternative tilbud, men den tandlægefaglige vurdering mundede ud i, at alternativerne ikke var holdbare løsninger, og at de ikke var væsentligt billigere end behandlingen, der var søgt om hjælp til.

Kommunen fastslog således, at tilbuddet på de 40.488 kr. var den eneste mulige løsning, men gav samtidig afslag på hjælp med henvisning til, at udgiften ikke kunne afholdes af en almindelig lønindtægt.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse, idet der ikke kunne findes en forsvarlig og billigere løsning.

Nævnet fandt på baggrund af udgiftens nødvendighed samt udgiftens størrelse, at det ikke kunne udelukkes, at behandlingen kunne afholdes af en almindelig lønindtægt.

Kommunen anførte i klagen til Ankestyrelsen, at afslaget på tandbehandling blev givet med henvisning til pkt. 409 i vejledning af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik, idet kommunen ikke havde fundet, at en sådan udgift kunne afholdes af en almindelig lønindtægt.

Kommunen fandt heller ikke, at nævnet havde sandsynliggjort, at udgiften kunne afholdes af en almindelig lønindtægt, og ønskede derfor en principiel vurdering af lovgivningens rammer og vejledningens betydning i relation til sagen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune er berettiget til at afslå hjælp til tandbehandling, jf. aktivlovens § 82, alene med henvisning til, at udgiften er så stor, at den ikke ville kunne afholdes af en almindelig lønindtægt.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at afvise ansøgningen om økonomisk støtte til tandbehandling alene med den begrundelse, at udgiften ikke kunne afholdes af en almindelig lønindtægt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen havde vurderet, at den ansøgte behandling var nødvendig, og at kommunen ikke havde fundet de alternative behandlingsforslag forsvarlige.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at kommunen burde have foretaget en samlet vurdering af ansøgers forhold, herunder taget stilling til om hun selv kunne afholde en del af udgiften af sit rådighedsbeløb, f.eks. ved indgåelse af en afdragsordning med tandlægen.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse det sociale nævns afgørelse, og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.