Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-4-01 om støtte til selvstændig etablering - personkreds - revalidering - skøn

Resume:

Der kunne ikke ydes støtte til etablering af selvstændig virksomhed alene fordi ansøger ikke var interesseret i hverken aktivering eller et ansættelsesforhold.

Ankestyrelsen fandt, at der i sagen i øvrigt ikke var holdepunkter for at antage, at en sådan støtte frem for anden revalidering kunne bringe ansøger til selvforsørgelse.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 65

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 69

Sagsfremstilling:

Ansøger havde efter studentereksamen forgæves forsøgt at uddanne sig til socionom og på teknisk skole og havde gennem de sidste ca. 22 år kun haft sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Han havde deltaget i forskellige aktiveringsprojekter og hans eksistensgrundlag havde i flere perioder, senest uafbrudt fra 1991, været kontanthjælp.

Ansøger havde ingen helbredsmæssige problemer.

Han søgte i 1992 om hjælp til selvstændig virksomhed, hvilket han af kommunen fik afslag på, da han ikke ansås for at være erhvervsbegrænset.

Ansøger oplyste til kommunen, at han ikke havde lyst til at arbejde for andre, og han havde heller ikke lyst til at deltage i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Han havde i denne omgang modtaget kontanthjælp siden november 1991, men mente selv, at han alt i alt havde modtaget kontanthjælp i ca. 10 år.

Kommunens afgørelse blev indbragt for revaliderings- og pensionsnævnet, som tiltrådte kommunens afgørelse i marts 1993. Afgørelsen blev begrundet med, at ansøger efter nævnets vurdering ikke havde de fornødne faglige og forretningsmæssige forudsætninger, samt at etablering i selvstændig virksomhed ikke kunne betragtes som den bedste og en rimelig løsning på ansøgers erhvervsmæssige problem.

Nævnet foreslog, at ansøger drøftede andre revalideringsmuligheder med socialforvaltningen i kommunen.

Af kommunens journalark fremgik, at ansøger i juni 1993 deltog i et kursus. Han boede alene, var godt tilfreds med sin tilværelse som arbejdsløs, havde mange ideer og uendelig mange interesser. Han ville

gerne have et job, hvis det var noget interessant, men ville ikke sendes på kursus, bare fordi han skulle. Han var uafklaret omkring, hvad han ville i gang med, men fik 14 dage til at overveje det.

I slutningen af 1994 blev ansøger indkaldt til samtale med henblik på aktiveringsmuligheder. Han søgte herefter hjælp efter § 30-puljen til udgivelse af en bog, men fik afslag. Startede i maj 1995 på et kommunalt projekt, som ikke havde hans interesse. Søgte i juli 1995 på ny § 30-puljen, men fik afslag. Blev i november 1995 henvist til aktivering med ugevis udbetaling.

Den 11. januar 1996 anmodede ansøger om at blive friholdt fra aktivering i 30 dage, således at han kunne arbejde med en konkret idé til en statsvirksomhed. Han arbejdede med muligheden for at få den kørt ind på EDB. Ansøger fik afslag herpå, da der ikke kunne fremvises en samarbejdsaftale med virksomheden. Han ophørte i aktivering i februar 1996.

I marts 1996 blev han henvist til et åbent tilbud med ugevis bagudbetaling, da kommunen ville have afklaret hans rådighed. Han ophørte juni 1996. Der havde i aktiveringsforløbet været meget fravær.

Fra oktober 1996 til december 1997 overvejedes, hvilke kurser eller andre aktiveringstiltag ansøger kunne tænke sig. Han var meget interesseret i EDB og havde computer hjemme. Han ønskede ingen aktivering, men meddelte, at såfremt han blev aktiveret, ville han blive sygemeldt.

I december 1997 meddelte ansøger at han ikke havde problemer med at få tiden til at gå, tværtimod havde han faktisk utroligt travlt. Han lavede bl.a. programmer til computere. Han regnede faktisk med i løbet af kortere tid at kunne leve af at lave programmer, så han kunne komme ud af bistandssystemet. Det blev ved mødet aftalt, at han i de næste 3 måneder skulle gå videre med planerne, og var der herefter ikke sket noget i retning af selvforsørgelse indenfor salg af pc-programmer, skulle man sammen finde et aktiveringstilbud.

Ved samtale i marts 1998 var der ikke sket noget i retning af selvforsørgelse. Ansøgers planer var nu at oprette hjemmesider og annoncer på internettet, hvilket han fik lov til at gå videre med.

Da der i maj 1998 ikke var sket yderligere i retning af selvforsørgelse aftaltes det, at aktivering skulle drøftes i august 1998. Ved mødet i august aftaltes det, at kommunen næste gang skulle se ansøgers arbejder med henblik på, om der kunne gøres yderligere for at hjælpe ham i hans bestræbelser på at blive selvforsørgende. I november blev der givet yderligere 3 måneder til at gå videre med planerne.

I marts 1999 ville ansøger have sine revalideringsmuligheder undersøgt. Det var beskæftigelsessektorens opfattelse, at han var revalideringsberettiget, da han ikke havde nogen uddannelse og havde været på kontanthjælp siden 1991.

Det var ansøgers planer at sælge hjemmesider og reklameplads på internettet. Han ville i den forbindelse få etableringsudgifter til kamera, marketing, telefonudgifter og computerudstyr. Han havde ingen erfaring som selvstændig eller med regnskab.

Kommunen meddelte afslag på hjælp til etablering af selvstændig virksomhed med den begrundelse, at han ikke havde de nødvendige faglige og forretningsmæssige forudsætninger for at være selvstændig med salg af hjemmesider.

Der var ved afgørelsen lagt vægt på, at denne form for revalidering ikke frem for anden revalidering ville bringe ham i stand til at forsørge sig selv, og det vurderedes ikke at være den bedste og en rimelig løsning på hans erhvervsmæssige situation, selvom han var meget modvillig overfor aktivering.

Der var endvidere lagt vægt på, at ansøger havde haft en sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet med mange jobskift og uddannelsesskift. Han havde selv forklaret disse skift med, at han sagde fra, fordi han blev rastløs.

Kommunen foreslog, at ansøger i stedet for at etablere sig som selvstændig indenfor området med salg af hjemmesider, ville kunne bruge sit arbejde med hjemmesider til at søge arbejde i allerede etablerede virksomheder.

Det fremgik, at ansøger havde haft kontakt med Erhvervsfremmestyrelsen, og der forelå i den forbindelse en erhvervsplan og budget for virksomheden samt brev fra en etableringsvejleder.

Til brug for revalideringsansøgningen forelå endvidere en statusattest fra egen læge. Det fremgik heraf, at lægen kun få gange havde talt med ansøger, men han havde altid virket aggressiv og meget selvretfærdig og bestemt ikke særlig lydhør overfor andre end ham selv.

Lægen kunne dog ikke få øje på forhold, der skulle betinge, at ansøger ikke skulle kunne arbejde.

Ansøger indbragte afgørelsen for nævnet. I klagen anførte han, at han var både stabil og kompetent.

Ved en efterfølgende samtale i kommunen vedrørende eventuel ansættelse i et firma, der beskæftigede sig med hjemmesider, oplyste ansøger, at han ikke var interesseret heri, da han ikke mente, at han var egnet til at være ansat.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse således, at ansøger bevilgedes et engangsbeløb på netto kr. 44.000 incl. moms (jf. anlægsbudgettet) til etablering af selvstændig virksomhed i form af internetfirma.

Beløbet blev ydet som et rentefrit lån, der var afdragsfrit det første år efter udbetalingen, og som derefter skulle afdrages over maksimalt 4 år.

Lånet skulle sikres ved underpant i løsøre (computer, kamera mv.).

Endvidere bevilgedes ansøger løbende støtte (tilskud) til forsørgelse i 6 måneder fra etableringen med et beløb på kr. 5.200 netto pr. måned.

Afgørelsen blev begrundet med, at ansøger efter nævnets vurdering havde de fornødne faglige og forretningsmæssige forudsætninger for at drive en sådan virksomhed, samt at etableringsstøtte frem for anden revalidering skønnedes at kunne bringe ansøger i stand til at forsørge sig selv.

Der var lagt vægt på, at ansøger efter studentereksamen forgæves havde forsøgt at uddanne sig til socionom og på teknisk skole, og at han gennem de sidste ca. 22 år kun havde haft sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet, at han havde deltaget i forskellige aktiveringprojekter, samt at hans eksistensgrundlag i flere perioder, senest uafbrudt fra 1991, havde været kontanthjælp.

Der var endvidere lagt vægt på, at der ikke forelå oplysninger, der pegede i retning af, at ansøger gennem iværksættelse af revalideringsmæssige foranstaltninger eller på anden måde ville kunne opnå tilknytning til arbejdsmarkedet på lønmodtagerbasis, samt at han i mange år havde ønsket og gjort forsøg på at blive selvstændig.

Endelig var der lagt vægt på, at han i adskillige år havde arbejdet med EDB og web-sites, at han i mere end 1 år havde arbejdet (ulønnet/-honoreret) med internet, at han havde sine egne internetadresser, at han havde fremstillet en del hjemmesider/reklamer mv., at han havde ca. 600 besøg om måneden på sine egne sider, at kvaliteten af hans arbejde af en EDB-konsulent karakteriseredes som pænt, samt at

etableringsvejleder omtalte ham som fornuftig og fandt, at han på grund af små private udgifter/driftsudgifter ikke havde behov for stor indtjening i starten.

Nævnet fandt kommunens skøn vedrørende mulighederne for revalidering til lønarbejde og vedrørende ansøgers faglige og forretningsmæssige forudsætninger for at drive den planlagte virksomhed og muligheder for at blive selvforsørgende åbenbart urimeligt, hvorfor der var grundlag (særlig omstændighed) for at efterprøve skønnet.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det var kommunens opfattelse, at § 65-hjælp i denne sag ikke frem for anden revalidering skønnedes at kunne bringe ansøger i stand til at forsørge sig selv. Kommunen fandt fortsat, at han burde revalideres til lønarbejde, og at dette skulle være muligt indenfor hans interesseområde, som var edb. Det var endvidere kommunens opfattelse, at det måtte anses for usandsynligt, at ansøger kunne klare sig selv efter 6 måneder, som forudsat i § 65, stk. 3.

Subsidiært indbragtes afgørelsen med henvisning til retssikkerhedslovens § 69. Kommunen fandt ikke, at der i denne sag forelå særlige omstændigheder, som gjorde, at kommunens afgørelse havde været ulovlig eller åbenbar urimelig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en afgrænsning af den personkreds, som var berettiget til hjælp efter aktivlovens § 65.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger på ansøgningstidspunktet ikke opfyldte betingelserne for at modtage hjælp til etablering af selvstændig virksomhed i henhold til lovens § 65.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at kommunens afgørelse havde været ulovlig eller åbenbart urimelig, jf. retssikkerhedslovens § 69.

Begrundelsen for afgørelsen var, at Ankestyrelsen på det foreliggende ikke fandt, at denne støtte frem for anden revalidering skønnedes at kunne bringe ansøger i stand til at forsørge sig selv, hvilket var en af betingelserne for at modtage hjælp efter lovens § 65.

Der var herved lagt vægt på, at det forhold, at ansøger ikke var interesseret i aktivering eller i et ansættelsesforhold og havde udtalt at han var rastløs og alene ønskede etablering som selvstændig, ikke i sig selv var tilstrækkelig begrundelse for at yde støtte til etablering af selvstændig virksomhed.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der i sagen iøvrigt ikke var konkrete holdepunkter for at antage, at ansøger ved en sådan støtte frem for anden revalidering ville kunne bringes i stand til at forsørge sig selv.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet burde have hjemvist sagen til bedre belysning af, om der f.eks forelå psykiske årsager til grund for, at et ansættelsesforhold i forbindelse med eventuel revalidering ikke havde kunnet etableres på trods af, at der ikke var fysiske helbredsklager til hinder for et sådant arbejde, samt til belysning af om der var særlige forhold, der begrundede, at ansøger på trods af en aktiveringsfri periode på 2 1/2 år, hvor han havde arbejdet med sine EDB-planer, ikke havde forsøgt at tage konkrete initiativer/kontakter til erhvervslivet med henblik på at undersøge mulighederne for økonomisk udnyttelse af sine ideer.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke at ansøgers forretningsmæssige forudsætninger havde ændret sig

siden nævnet traf afgørelse i marts 1993.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsens afgørelse medførte ikke, at den hjælp, ansøger i henhold til nævnets afgørelse havde fået udbetalt bortset fra hjælp, som var ydet som lån, kunne kræves tilbagebetalt.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 18. juni 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.