Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-11-01 om kontanthjælp - ægtefæller - udmåling - fradrag - landmand - lønindtægt - virksomhedens underskud - selvstændig virksomhed - supplerende kontanthjælp

Resume:

Ved beregningen af supplerende kontanthjælp til ansøger var der ikke hjemmel til at fratrække underskuddet i ægtefællens selvstændige virksomhed i ægtefællens indtægt som lønmodtager.

Det blev herved lagt til grund, at kontanthjælp ikke kan subsidiere en selvstændig virksomhed, der giver underskud eller ikke i tilstrækkelig grad bidrager til et forsørgelsesgrundlag.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 30

Sagsfremstilling:

Ansøger, der var gift og havde 3 børn, søgte i september 1999 kommunen om kontanthjælp, da hendes sygedagpenge ophørte. Hun var medlem af en arbejdsløshedskasse, men var ikke berettiget til arbejdsløshedsdagpenge.

Kommunen gav afslag på ansøgningen, da ægtefællens samlede indtægter ved lønarbejde og ved selvstændig virksomhed af kommunen var opgjort til 24.155 kr. brutto pr. måned, heraf var 15.683 kr. indtægt ved lønarbejde og 8.471 kr. fra selvstændig virksomhed (landbrug), når der sås bort fra skattemæssige fradrag. Da bruttokontanthjælpen til ægtepar med forsørgerpligt pr. måned udgjorde 19.118 kr. var ansøger ikke berettiget til kontanthjælp.

Ansøger anmodede herefter kommunen om yderligere begrundelse for afgørelsen. Hun var uforstående overfor, hvordan et skattemæssigt underskud i virksomheden på 153.831 kr. årligt kunne vendes til et månedligt overskud.

Af kommunens journal fremgik det, at efter, at revisionen havde gennemgået ansøgers og ægtefællens regnskab, var kommunen kommet frem til, at afgørelsen om, at hun ikke var berettiget til kontanthjælp, skulle laves om, da hun var berettiget til at modtage kontanthjælp som supplement til ægtefællens lønindtægt, fordi der havde vist sig at være underskud i virksomheden.

I november 1999 klagede ansøger over afgørelsen, da hun ikke var i stand til at kontrollere, om kommunens fremgangsmåde var lovlig og korrekt.

Kommunen meddelte, at ansøger havde fået udbetalt kontanthjælp med virkning fra 21. oktober 1999. Den takst, der var benyttet, var taksten for forsørgere, og der var foretaget fradrag af ægtefællens lønindtægt.

Af brevet fremgik endvidere, at ansøger havde klaget over, at kommunen ikke havde foretaget fradrag for underskud fra selvstændig virksomhed (landbrug).

Det var kommunens opfattelse, at ægtefællens landbrug var at betragte som et deltidslandbrug, og at det ikke var det egentlige forsørgelsesgrundlag. Kommunen betragtede ægtefællens arbejde som lønmodtager som det egentlige hovederhverv.

Kommunens afgørelse skete med henvisning til aktivlovens § 30, hvori var anført, at ansøger og/eller ægtefælles indtægter skulle fratrækkes i kontanthjælpen.

Der var imidlertid ikke direkte anført, at et eventuelt underskud af f.eks. selvstændig virksomhed skulle fratrækkes. Tidligere afgørelser fra Den Sociale Ankestyrelse havde i situationer, hvor et landbrug var det egentlige hovederhverv, anerkendt, at underskuddet skulle fragå, forinden der blev beregnet kontanthjælp.

Da ægtefællens landbrug ikke betragtedes som hovederhvervet, var det kommunens opfattelse, at kontanthjælp ikke kunne subsidiere selvstændig virksomhed.

I klagen til nævnet anførte ansøger, at det var uforståeligt, hvordan kommunen kunne vedtage, at ægtefællens landbrug var et deltidslandbrug, når alle andre såsom EU, fagforening m.v. betragtede det som hovederhverv. Ligeledes ville ansøger gerne høre, om det kunne være rigtigt, at kommunen kunne vedtage, at kontanthjælp ikke kunne tildeles på grund af ægtefællens selvstændige virksomhed.

Der henvistes endvidere til en Social Meddelelse SM O-106-93.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om beregning af supplerende kontanthjælp.

Nævnet fandt, at ansøgers supplerende kontanthjælp skulle beregnes på grundlag af taksten for forsørgere fratrukket ægtefællens indtægt som lønmodtager.

Nævnet lagde herved vægt på, at arbejdsindtægter ifølge aktivlovens § 30 skulle fratrækkes den beregnede hjælp, dog bortset fra 10 kr. (1998 niveau) pr. udført arbejdstime, jf. aktivlovens § 31.

Det bemærkedes, at det ikke udtrykkeligt fremgik af sagen, om kommunen havde iagttaget bestemmelsen i aktivlovens § 31. Hvis dette ikke var tilfældet, gik nævnet ud fra, at hjælpen blev reguleret med tilbagevirkende kraft.

Derudover skulle der (fremover) ske fradrag af eventuelt overskud fra ægtefællens selvstændige virksomhed. Nævnet lagde til grund, at der hidtil havde været underskud, således at der ikke havde været nogen indtægt at fradrage.

Der fandtes heller ikke at være hjemmel til at fratrække underskud fra en selvstændig virksomhed i arbejdsindtægten, inden fradraget i den beregnede hjælp.

I klagen til Ankestyrelsen fra ansøgers advokat blev det bl.a. anført, at det var advokatens opfattelse, at landbruget måtte betragtes som ægtefællens hovederhverv.

Endvidere at det var korrekt, at ægtefællen hidtil havde suppleret landbruget med et arbejde som lønmodtager. Imidlertid var landbruget hovederhvervet. Der var på ejendommen 40 hektar, ligesom der var tilforpagtet 2 hele ejendomme på henholdsvis 8 hektar og 5 hektar. Der blev således drevet et samlet jordtillæggende på 53 hektar.

På den baggrund betragtedes landbruget da også i alle henseender som værende et hovederhverv, herunder blandt andet hos EU, fagforening m.v.

Den omstændighed, at landbruget, som var hovederhverv suppleredes med et lønmodtagerjob, var ikke usædvanligt, og burde ikke føre til, at man ikke betragtede landbruget som hovederhvervet.

På den baggrund anmodede advokaten Ankestyrelsen om at vurdere sagen, således at der ved beregningen af ansøgers supplerende kontanthjælp blev fratrukket underskud fra ægtefællens selvstændige virksomhed i henhold til Ankestyrelsens praksis.

Ankestyrelsen behandlede sagen med henblik på afklaring af, hvordan underskud i selvstændig virksomhed skulle behandles i forbindelse med beregning af supplerende kontanthjælp til en ægtefælle.

Afgørelse:

Ankestyrelsen var enig i nævnets afgørelse med den deri givne begrundelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ved kontanthjælpsberegningen ikke var hjemmel til at fratrække underskud i selvstændig virksomhed i indtægten som lønmodtager, jf. aktivlovens § 30.

Det var herved lagt til grund, at kontanthjælp ikke kunne subsidiere en selvstændig virksomhed, der gav underskud eller ikke i tilstrækkelig grad bidrog til et forsørgelsesgrundlag.

Ankestyrelsen fandt, at det ikke i ansøgers situation var afgørende, om landbruget betragtedes som hovederhverv eller bierhverv, så længe ægtefællen opfyldte sin forsørgelsespligt, jf. aktivlovens § 2 om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt samt SM O-96-96. Ifølge denne afgørelse kunne der ikke udbetales supplerende kontanthjælp til et ægtepar, hvor hustruen opgav sit forsørgelsesgrundlag (kontanthjælp) for at påbegynde selvstændig virksomhed, der ikke gav overskud. Hustruen opfyldte derved ikke sin forsørgelsespligt.

Ankestyrelsen bemærkede, at SM O-106-93 ikke fandtes anvendelig i den foreliggende sag, da SM'en alene tog stilling til opgørelse af indtægt ved selvstændig virksomhed og ikke til behandling af underskud i en situation, hvor ansøgers ægtefælle både havde indtægt fra selvstændig erhvervsvirksomhed og fra arbejde som lønmodtager.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.