Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-14-01 om samværsudgifter - højeste førtidspension - plejetillæg - personlig hjælper - førtidspension

Resume:

Ved beregningen af ansøgers hjælp til samværsudgifter skulle der ses bort fra hans invaliditetsbeløb og plejetillæg, da disse beløb var beregnet til at dække hans personlige behov som følge af invaliditeten. Der kunne ikke stilles krav om, at der forelå dokumentation for de enkelte udgifter, ansøger havde som følge af sin invaliditet.

Der blev endvidere lagt vægt på, at samværsudgifter i det væsentlige var en følge af barnets behov for at bevare kontakten med begge forældre.

Ankestyrelsen fandt dog, at ansøgers udgifter til personlige hjælpere kunne afholdes af plejetillægget, da behovet for personlige hjælpere under samværet med barnet skyldtes ansøgers invaliditet. Der skulle alene ske dækning af ansøgers faktisk afholdte samværsudgifter, hvilket forudsatte, at der forelå dokumentation for størrelsen af disse.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 83, stk. 1

Sagsfremstilling:

Ansøger modtog højeste førtidspension og plejetillæg på grund af total lammelse af ben og delvis lammelse af hænder og arme.

Ansøger havde samvær med sin 4-årige søn 1 gang om måneden samt i ferier. Sønnen boede hos sin mor i Jylland, og ansøger hentede og bragte ham i bil ved hvert samvær. Som følge af, at ansøger ikke selv kunne klare en række praktiske problemer, som forekom både under kørslen og under sønnens ophold hos ham, havde han behov for en hjælper hos sig i forbindelse med samværet. Samværsudgiften var opgjort til 5.518 kr. om måneden

Kommunen meddelte, at ansøger havde en nettoindkomst, der svarede til en normal lønindtægt, hvorefter han måtte anses for selv at kunne afholde udgifterne til samvær. I kommunens overvejelser indgik, at ansøger ikke kunne dokumentere udgifter i forbindelse med bistand og pleje i forbindelse med udbetalte plejetillæg, samt at lønudgifterne til eventuelle hjælpere under samværet kunne afholdes af det udbetalte plejetillæg.

Ansøger gjorde overfor kommunen gældende, at der ikke stilles krav om, at der skal foreligge dokumentation for udgifter, der afholdes af plejetillægget. Han havde endvidere efterfølgende redegjort for de funktioner, han ikke kunne klare, og hvortil han benyttede sit plejetillæg.

Nævnet fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at give ansøger afslag på hjælp til samværsudgifter.

Nævnet var enig med kommunen i, at udgifterne til samvær udgjorde 5.518 kr. pr. besøg.

Nævnet fandt ikke, at ansøger selv var i stand til at afholde udgiften, idet nævnet fandt, at når plejetillægget indgik i vurderingen af hans betalingsevne, måtte der fastsættes et væsentligt større rådighedsbeløb for ham end for andre, idet han havde handicapbetingede udgifter, som afholdtes gennem plejetillægget. Nævnet fandt ikke, at det påhvilede ansøger at dokumentere eller nøje redegøre for udgifternes størrelse, når blot det kunne sandsynliggøres, at plejetillægget anvendtes til dækning af handicapbetingede udgifter.

Nævnet fandt herefter, at ansøger ikke havde mulighed for at afholde de fulde udgifter til samvær, idet ansøger aktuelt efter fradrag af godkendte udgifter før afholdelse af udgifterne til samvær havde et rådighedsbeløb på 7.326 kr. pr. måned.

Nævnet pålagde herefter kommunen ud fra de økonomiske oplysninger, der havde ligget til grund for kommunens afgørelse at yde ansøger hjælp til samvær efter aktivlovens § 83 med 1900 kr. pr. måned. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgers nuværende aftale om samvær bestod i et besøg pr. måned.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at det af nævnet fastsatte rådighedsbeløb på 3.700 kr. var for højt, idet der manglede begrundelse for de handicapbetingede udgifter. Der henvistes til, at nævnet ikke fandt, at der påhvilede ansøger pligt til at dokumentere eller på anden måde sandsynliggøre, at plejetillægget anvendtes til handicapbetingede udgifter. Der henvistes til, at nævnet desuden pålagde kommunen at refundere udgifter, som nævnet havde en konkret viden om ikke var afholdt. Kommunen fastholdt, at ansøger, når der sås bort fra plejetillægget, havde en nettoindkomst, der svarede til en almindelig lønindtægt, hvorfor han selv burde være i stand til at afholde rejseudgifterne i forbindelse med samvær.

Ankestyrelsen behandlede sagen til afklaring af, om plejetillægget kunne indgå i beregningen af ansøgers rådighedsbeløb, herunder om en del af plejetillægget kunne anvendes til betaling af hjælper i forbindelse med udøvelse af samvær med sønnen sammenholdt med i hvilket omfang, der skulle foreligge dokumentation for samværsudgiften.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at der ved beregningen af ansøgers hjælp til dækning af samværsudgifter efter aktivlovens § 83 skulle ses bort fra hans invaliditetsbeløb og plejetillæg.

Begrundelsen herfor er, at disse beløb var beregnet til at dække ansøgers personlige behov som følge af invaliditeten.

Det forhold, at der ikke forelå dokumentation for de enkelte udgifter, som ansøger havde som følge af sin invaliditet, medførte ikke en ændret vurdering af afgørelsen.

Begrundelsen herfor var, at der ikke i pensionsloven stilles krav om en sådan dokumentation.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at samværsudgiften efter aktivlovens § 83 i det væsentlige er en følge af barnets behov for at bevare kontakten til begge forældre.

Ankestyrelsen fandt dog, at udgiften til personlige hjælpere kunne afholdes af plejetillægget.

Begrundelsen herfor var, at behovet for personlige hjælpere under samværet med barnet skyldtes ansøgers invaliditet. Udgiften var derfor ikke en følge af barnets behov for at bevare forbindelse med begge forældre.

Ankestyrelsen fandt desuden, at der alene skulle ske dækning af ansøgers faktisk afholdte samværsudgifter, hvilket forudsatte, at der forelå en dokumentation for størrelsen af disse.

Ankestyrelsen tog ved sin afgørelse ikke stilling til, om ansøger vil være berettiget til dækning af sine samværsudgifter, men hjemviste sagen til kommunen med henblik på at foretage en beregning af hjælpen på grundlag af de anførte retningslinier.

Ankestyrelsen ændrede således delvis nævnets afgørelse.