Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-20-01 om kontanthjælp - tilbagebetaling - tilbud om arbejde - uopfordret ansøgning - nægtet at tage imod arbejde

Resume:

Afvisning af at påtage sig et arbejde, som ansøger uopfordret havde forhørt sig om, kunne ikke sidestilles med nægtelse af at tage imod et rimeligt tilbud om arbejde. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke havde været tale om et tilbud om arbejde.

Den modtagne kontanthjælp var således ikke tilbagebetalingspligtig.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 266 af 12. april 2000 - § 93, stk. 1, nr. 4

Sagsfremstilling:

Ansøger modtog kontanthjælp som ung udeboende og havde i den forløbne periode været aktiveret og deltaget i undervisning.

I april måned meddelte ansøger kommunen, at hun ophørte på VUC, da hun ikke kunne gå til eksamen i alle fag. Herudover oplyste hun, at hun havde fået arbejde på et pizzeria pr. 1. maj. Kontanthjælpsudbetalingen pr. 1. maj blev tilbageholdt, da kommunen afventede oplysninger om 1. lønudbetaling. På dette tidspunkt oplyste ansøger, at hun ikke var startet endnu, men forventede at blive ansat ca. midt i maj måned.

I slutningen af maj måned oplyste ansøger, at hun ikke havde fået arbejdet på pizzeriaet, da hun ikke ville acceptere en timeløn på 85 kr. Hun havde kontaktet fagforeningen indenfor området, som havde frarådet hende at tage et arbejde, hvor lønnen ikke var efter den overenskomstmæssige tarif.

På den baggrund besluttede kommunen, at ansøgers kontanthjælp fra 1. juni blev gjort tilbagebetalingspligtig i henhold til aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 4, fordi ansøger havde nægtet at tage imod et rimeligt tilbud om arbejde og dermed muligheden for at forsørge sig selv.

I klagen blev der henvist til, at "Løn og arbejdsvilkår for det formidlede arbejde skal svare til, hvad der efter overenskomsten mellem arbejdsgivere og lønmodtagere gælder for dette arbejde, eller hvad der gælder for tilsvarende arbejde på ikke overenskomstdækkede områder".

For tilsvarende arbejde aflønnes der efter overenskomsten med 97,33 kr., hvorfor det efter fagforeningens vurdering måtte være ganske rimeligt at give udtryk for, at det var denne løn, man ønskede, og når arbejdsgiveren sagde, at det ville han ikke betale, da at takke nej til jobbet. Hvis dette ikke kunne lade sig gøre, var kommunen jo ude og blande sig i de aftaler, som fagforeningen sammen med arbejdsgiverne aftalte og derved lave direkte løntrykkeri. Dette var ikke en offentlig myndigheds opgave.

Endvidere henviste fagforeningen til begrundelsen "nægtet rimeligt tilbud". Det anførtes, at ansøger selv havde været ude og finde arbejde og kommunen havde på intet tidspunkt givet arbejdet som aktiveringstilbud. Hvordan kunne en kommune begrunde et tilbagebetalingskrav, når der aldrig havde været et arbejdsophør og aldrig var blevet givet et tilbud fra kommunen om arbejde.

Nævnet fastholdt kommunens afgørelse om tilbagebetaling af kontanthjælpen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger måtte anses for at have nægtet at tage imod et rimeligt tilbud om arbejde.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger i maj 2000 havde afslået at tage imod et arbejde, fordi lønnen var under den overenskomstmæssige løn, og at et arbejdstilbud efter bemærkningerne til aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 4, jf. § 13, måtte anses for rimeligt, uanset arbejdsgiveren ikke havde indgået overenskomst.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det var fagforeningens opfattelse, at loven skulle fortolkes som et tilsagn om, at man havde ret til overenskomstmæssig løn, men ikke en overenskomst, dette sidste var et fagforeningsproblem og var ikke krævet i denne sag. Årsagen til denne bestemmelse var efter fagforeningens vurdering, at man ikke havde ønsket ubillig konkurrence.

I denne sag var det fagforeningens opfattelse, at et rimeligt tilbud om arbejde som minimum var et arbejde til den samme løn som overenskomsten foreskrev, i dette tilfælde 89,52 kr. pr. time + tillæg for aftenarbejde som ufaglært gastronom. Løntilbuddet fra arbejdsgiveren var 85 kr. uden tillæg.

Ansøger oplyste efter indankningen til Ankestyrelsen, at det ikke var muligt for hende at gå til eksamen efter et halvt år, hvilket hun havde fået at vide af en studievejleder, hvorfor hun ophørte på VUC. Hun prøvede herefter at finde et arbejde. Hun fandt et job, selvom det ikke lige var det job, hun ville have på grund af dårlige erfaringer fra den forrige sæson, hvor hun havde været samme sted. Hun kontaktede kommunen og fortalte, at hun måske havde et job i begyndelsen af maj, men at hun først skulle forhandle løn, da hun vidste, at ejeren af restauranten forlangte meget for en lille sum, men samtidig var han ivrig efter, at hun kom, da han kendte hendes arbejdsgang.

Ansøgers tanke med at ringe til kommunen for at fortælle, at hun måske havde et job på hånden var, at hvis hun nu orienterede kommunen om dette arbejde, ville kommunen ikke aktivere hende med det samme.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et arbejdstilbud, hvor lønnen var under den overenskomstmæssige løn kunne anses for at være et rimeligt tilbud om arbejde.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at den hjælp, som ansøger havde modtaget fra juni 2000, og som var pålagt tilbagebetalingspligt i henhold til den foreliggende tilbagebetalingserklæring ikke var tilbagebetalingspligtig.

Begrundelsen var, at der ikke sås at være hjemmel til at pålægge hjælpen tilbagebetalingspligt i ansøgers situation, hvor hun havde sagt nej til et arbejde, som hun uopfordret havde forhørt sig om, jf. aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 4.

Af denne bestemmelse fremgår, at kommunen kan træffe beslutning om tilbagebetaling, når der ydes hjælp, fordi modtageren har nægtet at tage imod et rimeligt tilbud om arbejde, aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke havde været tale om et tilbud om arbejde.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ved afgørelsen ikke var taget stilling til arbejdets rimelighed.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.