Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-38-01 om nødvendig transportudgift - flytning - erhvervsplan - revalidering

Resume:

Kommunen var forpligtet til at yde støtte til transportudgifter, der var nødvendige ved gennemførelse af en fastlagt erhvervsplan, idet den lange afstand mellem hjem og uddannelsessted var en kendsgerning, allerede da erhvervsplanen blev fastlagt og revalideringen bevilget. Kommunen havde ikke efterfølgende fundet anledning til revision af erhvervsplanen.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 63, stk. 2

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. maj 2008 - § 82

Sagsfremstilling:

Ansøger blev i 1996 bevilget støtte til gennemførelse af en uddannelse som etolog. Ansøger var på det tidspunkt bosat i Sønderjylland i kommune A.

Erhvervsplanen omfattede deltagelse på Købmandsskole med henblik på gennemførelse af engelsk på HH-niveau, samt dansk og EDB på HF-niveau, 2 års uddannelse ved Landbohøjskolen i København og praktikophold i udlandet.

I forbindelse med ophør af samliv flyttede ansøger til Sjælland. På det tidspunkt startede hun på uddannelsen på Landbohøjskolen i København.

Ansøger flyttede derefter flere gange mellem Jylland og Sjælland, og vendte til sidst tilbage til Sønderjylland af personlige grunde. Hun tog ophold i kommune B.

I mellemtiden havde uddannelsen i perioder været afbrudt, men den var blevet genoptaget i starten af 2000.

Kommune B beregnede transportudgiften for april og maj 2000 til 11.707 kr. og for juni 2000 til 2.086 kr.

Ansøger flyttede til kommune C. Kommune C var beliggende i samme landsdel som kommune A og B.

Ved flytningen til den seneste bopæl havde ansøger afsluttet 1. semester af uddannelsen som etolog.

Kommune C gav afslag på betaling af transportudgifter i forbindelse med ansøgers studium i København. Kommunen begrundede afgørelsen med, at kørsel fra kommune C til København 2-3 gange ugentligt lå ud over, hvad der kunne forstås ved nødvendig befordring til og fra uddannelsessted. Ansøger blev henvist til at tage ophold i nærheden af uddannelsesstedet på linie med andre uddannelsessøgende med bopæl langt fra uddannelsesstedet.

Nævnet fandt, at ansøger ikke var berettiget til dækning af befordringsudgifter mellem kommune C og København i forbindelse med gennemførelse af uddannelsen til etolog.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøgers transportbehov lå udover det, der efter aktivlovens § 63 kunne forstås ved nødvendig befordring til og fra uddannelsesstedet.

Nævnet havde ved afgørelsen lagt til grund, at ansøger havde behov for at deltage i undervisning i København 2-3 gange ugentligt, og at den månedlige udgift til transport måtte anslås til ca. 8.000 kr.

Nævnet var enig med kommunen i, at ansøger på linie med andre uddannelsessøgende med bopæl langt fra det søgte uddannelsessted måtte henvises til at tage ophold i nærheden af uddannelsesstedet.

Nævnet henviste i afgørelsen til SM 0-41-96 og SM 0-45-93.

Nævnet bemærkede i afgørelsen, at kommune C som ny opholdskommune ikke var afskåret fra at træffe afgørelse om befordringsudgifter af et andet indhold end ansøgers tidligere opholdskommune.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der ikke kunne drages paralleller i forhold til SM O-41-96, idet der i denne sag var tale om meget mindre transport, kortere uddannelsestid og skiftende uddannelsessteder.

Der henvistes til, at ansøger i andre kommuner havde fået bevilget transportudgifter, og at afslaget fra kommune C ikke var rimeligt begrundet i ændringer af uddannelsesmæssig eller helbredsmæssig henseende.

Andre uddannelser forekom dog ikke relevante, fordi ansøger umiddelbart var sikret arbejde efter endt uddannelse som etolog. Ansøgers alder lagde ikke op til ændrede uddannelsesplaner, idet der meget let ville kunne blive tale om en forlænget uddannelsesperiode.

Udgifterne til transport var mindre end i den foregående kommune og sædvanligvis fulgte den nye kommune tidligere kommuners afgørelser.

Den samlede transportudgift i den resterende uddannelsesperiode var anslået til 45.260 kr.

Ansøger var villig til at nedbringe omkostningerne til transport med en øget egenbetaling. Man havde dog den opfattelse, at kommunen som udgangspunkt burde afholde den fulde transportudgift i og med, at ansøger oprindelig var bevilget revalidering med deraf følgende transportudgifter. Det var derfor ikke rimeligt, at ansøger selv skulle påføres denne udgift.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der er grundlag for at yde hjælp til transportudgifter mellem kommune C i Sønderjylland og uddannelsesstedet i København i forbindelse med en uddannelse til etolog, hvortil der blev udbetalt revalideringsydelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til støtte til transportudgifter ved gennemførelse af den fastlagte erhvervsplan.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøger var berettiget til støtte beregnet ud fra billigst mulige offentlige transport, medmindre omstændighederne tilsagde, at kørsel i egen bil var nødvendig.

Begrundelsen for afgørelsen var, at transporten var en nødvendig følge af uddannelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den lange afstand mellem hjem og uddannelsessted var en kendsgerning, allerede da erhvervsplanen blev fastlagt og revalideringen bevilget.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at forløbet ikke havde givet kommunen anledning til revision af erhvervsplanen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og hjemviste sagen til yderligere behandling i kommunen med henblik på undersøgelse af den relevante transportudgift.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 3. juli 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.