Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-45-01 om særlige udgifter - studierejse - obligatorisk - revalidering

Resume:

Der forelå ikke sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse om afslag på hjælp til en studierejse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at studierejsen, der var et led i uddannelsen som pædagog, ikke kunne betragtes som obligatorisk, da det var muligt at gennemføre uddannelsen uden deltagelse i en studierejse.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 63, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 69

Sagsfremstilling:

Ansøger, der var 33 år, samlevende og havde 2 hjemmeboende børn under 18 år, var bevilget revalidering til gennemførelse af en pædagoguddannelse. Hun startede på uddannelsen den 1. september 1999.

I marts 2001 blev der ansøgt om tilskud til en studietur til Budapest i perioden 30. april til 4. maj 2001. Udgiften var anslået til ca. 2.000 kr.

Deltagelse i studierejser var beskrevet i seminariets studieordning.

Seminariets rektor havde oplyst, at seminariets studieordning angav hovedlinierne for uddannelsen. Det var oplyst, at studieordningen var udarbejdet på grundlag af lov nr. 370 af 6. juni 1991 om uddannelse af pædagoger og den tilhørende bekendtgørelse nr. 457 af 15. juni 1992 om uddannelse af pædagoger og godkendt af seminariets bestyrelse efter forslag fra rektor.

Rektor havde videre anført, at det var under disse forudsætninger, at den enkelte studerende blev optaget på pædagoguddannelsen og accepterede at starte. Bortset fra akut eller kroniske sygdomsforløb m.v. skulle de studerende på 4. semester deltage i forberedelse, afvikling samt efterbehandling af studierejse af mindst 1 uges varighed. Udeblivelse ville blive registreret som fravær. Rektor havde oplyst, at rejsen til udlandet i 4. semester var obligatorisk og juridisk forpligtende.

Kommunen havde givet afslag på hjælp til betaling af rejsen med henvisning til, at det var muligt at gennemføre uddannelsen ude at have deltaget i den planlagte studietur, hvorfor studieturen ikke kunne anses for at være en absolut nødvendig uddannelsesudgift. Kommunen havde endvidere henvist til Ankestyrelsens praksis.

I forbindelse med remonstrationen havde kommunen yderligere anført, at manglende deltagelse i studierejsen ikke i sig selv betød, at ansøger ikke kunne gennemføre sin uddannelse.

Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til økonomisk støtte til en studietur til Budapest.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at tilsidesætte forvaltningens skønsmæssige vurdering.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det af studieordningen for pædagoguddannelsen ved det pågældende seminarium fremgik, at der indgik en studierejse til udlandet af mindst en uges varighed, og at rektor havde oplyst, at deltagelse i studieturen var obligatorisk og juridisk forpligtende, at manglende deltagelse ville blive betragtet som fravær, og at studieordningen var godkendt af Undervisningsministeriet.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ønskede sagen behandlet med henblik på vurdering af, om det forhold, at studierejsen var obligatorisk og juridisk forpligtende, at studieordningen var godkendt af Undervisningsministeriet, og at der kun kunne dispenseres ved akut eller kronisk sygdomsforløb m.v., medførte, at der var ret til støtte, idet studiet kunne gennemføres uden studieturen, men manglende deltagelse vil blive registret som fravær.

Under sagens behandling inddrog Ankestyrelsen en udtalelse fra februar 2000 fra Uddannelsesstyrelsen. Uddannelsesstyrelsen havde udtalt, at et pædagogseminarium i sin studieordning med forpligtende virkning for den enkelte studerende kunne bestemme, at uddannelsen omfattede en studierejse af kortere varighed, som ledes af seminariet, og som havde et klart uddannelsesmæssigt sigte. Udgifterne skulle afholdes af den studerende. Seminariet kunne i studieordningen bestemme, at studerende, der af økonomiske eller andre grunde ikke kunne deltage, i stedet måtte deltage i uddannelsen på anden måde, f.eks. ved at udføre en af seminariet stillet opgave.

I forbindelse med sagens behandling havde seminariets rektor oplyst, at de studerende allerede på 1. semester forberedes på udgiften i 4. semester. I den forbindelse bliver de studerende anmodet om at forholde sig til muligheden for fælles at spare op. Ansøgning om fritagelse af økonomiske grunde forekommer derfor sjældent. Det kan være nødvendigt af andre personlige grunde at fritage studerende fra deltagelse i studierejsen. I så fald stilles den studerende en anden opgave. Rektor fandt, at studierejsen var fuldt ud så nødvendig, som bøgerne til studiet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår en studietur kan anses for at være obligatorisk, således at udgiften kan dækkes i henhold til aktivlovens § 63, stk. 1, og som supplement til A-17-01.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til økonomisk hjælp til en studierejse til Budapest.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for at tilsidesætte kommunens skønsmæssige afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at studierejsen, der var et led i uddannelsen som pædagog, ikke i aktivlovens forstand kunne betragtes som obligatorisk.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det var muligt at gennemføre uddannelsen uden deltagelse i en studierejse.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Den ændrede afgørelse medførte ikke, at ansøger skulle tilbagebetale den hjælp, hun i henhold til nævnets afgørelse havde fået udbetalt.