Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-17-02 om udbetaling fra forsikring - efterbetaling - tilbagebetaling - oplysningspligt - samme tidsrum og samme formål - revalideringsydelse - revalidering

Resume:

Udbetaling af invalideydelse fra en privat tegnet livsforsikring var en indtægt, som kunne betyde, at revalideringsydelsen skulle nedsættes.

Der var ikke hjemmel til at kræve for meget ydet revalideringsydelse tilbagebetalt for den periode, hvor der var sket efterbetaling af invalideydelsen.

Begrundelsen var, at ansøger først havde pligt til at oplyse kommunen om forsikringsydelsen, da den kom til udbetaling, og at revalideringsydelsen på udbetalingstidspunktet ikke var modtaget uberettiget. Den efterbetalte forsikringsydelse kunne heller ikke anses for at dække samme formål som revalideringsydelsen.

Den for meget ydede revalideringsydelse kunne derimod kræves tilbagebetalt for perioden efter, at forsikringsydelsen var begyndt at komme til udbetaling, da ansøger ikke havde oplyst kommunen herom.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 59, stk. 1, § 91 og § 94

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 11

Sagsfremstilling:

Ansøger fik i juli 1998 bevilget revalidering i perioden 17. august 1998 til 30. juni 2002.

På bevillingens bagside var bl.a. anført, at kommunen nedsætter revalideringsydelsen med indtægter fra løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger, herunder løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning. Disse indtægter fratrækkes dog kun i det omfang, de sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægt.

Det var endvidere anført, at ansøger efter retssikkerhedslovens § 11 havde pligt til at underrette kommunen om ændringer i sine forhold, som kunne medføre, at hjælpen skulle nedsættes eller ophøre.

I et journalnotat fra december 1999 var anført, at kommunen havde modtaget en henvendelse fra ansøgers advokat, fordi hun førte sag mod sit forsikringsselskab for at få udbetalt en løbende ydelse. Advokaten ønskede oplysninger om grundlaget for, at ansøger havde fået bevilget revalidering.

I henhold til indgået forlig om udbetaling ved tab af arbejdsevne fik ansøger i marts 2000 udbetalt et beløb på ca. 300.000 kr. efter skat. Beløbet var opgjort måned for måned og dækkede perioden 1. januar 1997 til 1. april 2000. I beløbet indgik renter af de månedlige udbetalinger. Fra 1. april 2000 ville ansøger få en løbende udbetaling på ca. 16.000 kr. pr. måned for resten af omskolingsperioden.

Kommunen blev opmærksom på forsikringsydelsen i december 2000.

Kommunen fandt, at ansøger havde fået udbetalt for meget i revalideringsydelse i perioden 1. september 1998 til 30. november 2000, og krævede i februar 2001 beløbet tilbagebetalt med henvisning til aktivlovens § 59.

I klagen til nævnet anførte ansøger bl.a., at hun ikke tidligere var blevet gjort opmærksom på, at løbende udbetalinger fra forsikringer samt revalideringsydelse ikke måtte overstige den tidligere indtægt.

Nævnet fandt, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling af for meget ydet revalideringsydelse for perioden 1. september 1998 til 30. november 2000 var opfyldt, da revalideringsydelsen var modtaget mod bedre vidende.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger ikke havde opfyldt sin oplysningspligt, da hun ikke havde oplyst kommunen om de økonomiske ændringer i sine forhold.

Nævnet lagde til grund, at ansøger ved revalideringsbevillingen var blevet gjort opmærksom på, at revalideringsydelsen nedsættes på grund af indtægter fra løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger, herunder løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning.

I forbindelse med forelæggelsen i nævnsmøde fastholdt nævnet afgørelsen men med en delvis ændret begrundelse.

Nævnet fandt fortsat, at ansøger skulle tilbagebetale den for meget modtagne revalideringsydelse for perioden fra 1. september 1998 til 30. november 2000, men at hjemmelen for tilbagebetalingskravet for perioden fra 1. september 1998 til erstatningens udbetaling var aktivlovens § 94, stk. 1.

Nævnet lagde herved vægt på, at den udbetalte erstatning dækkede samme tidsrum og samme formål som den udbetalte revalideringshjælp.

Nævnet fandt fortsat, at hjemmelen for at kræve tilbagebetaling for perioden fra erstatningens udbetaling til den 30. november 2000 var aktivlovens § 91, nr. 2.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a., at afgørelsen sigtede mod, at man som klient forventedes at kunne huske ordlyden af for længst underskrevne papirer. Hun mente, at vejledningen havde været mangelfuld, og at hun reelt ikke havde fået nogen vejledning.

Ansøger påpegede endvidere, at revalideringsydelsen ikke var formueafhængig. At hendes indtægt var steget på baggrund af den udbetalte forsikringssum havde derfor ikke fået nogen klokke til at ringe, og hun indberettede ikke de ændrede forhold. For hende var det et engangsbeløb, der kom til udbetaling, og dermed en formueændring, som hun ikke mente havde betydning for den fortsatte revalideringsydelse.

Efter anmodning fra Ankestyrelsen fremsendte ansøger kopi af forsikringspolicen samt forsikringsbetingelserne.

Af forsikringspolicen fremgik, at der var tale om en livsforsikring, hvori der indgik et modul med "årlig invaliderente".

Invaliderenten blev virksom, hvis forsikredes erhvervsevne blev nedsat i en sådan grad, at udbetalingsbetingelserne - i henhold til særligt regulativ - var opfyldt. Udbetalingen skete månedligt forud.

I regulativet var bl.a. anført, at ret til invalideydelse har den forsikrede, der på grund af sygdom eller ulykkestilfælde mister sin erhvervsevne uden at det skyldes forsæt, således at erhvervsevnen er nedsat til 1/3 eller derunder af den fulde erhvervsevne.

Nedsættelse af erhvervsevnen, der berettiger til udbetaling af invalideydelse, foreligger, når den forsikrede ikke længere skønnes at være i stand til - bedømt under hensyn til hans nuværende tilstand, hans uddannelse og tidligere virksomhed - at tjene mere end 1/3 af, hvad der i samme egn er sædvanligt for fuldt erhvervsdygtige personer med lignende uddannelse og alder.

Ved ret til invalideydelse var det den aftalte ydelse, der blev udbetalt. Størrelsen var ikke afhængig af graden af invaliditet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvordan efterbetaling af invalideydelse på grund af nedsat erhvervsevne skulle behandles i relation til revalideringsydelse, herunder med hvilken hjemmel eventuelt for meget udbetalt revalideringsydelse kunne kræves tilbagebetalt.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger skulle betale for meget modtaget revalideringsydelse tilbage for perioden fra 1. april 2000 til 1. december 2000.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var hjemmel til at kræve for meget ydet revalideringsydelse tilbagebetalt for perioden 1. september 1998 til 31. marts 2000.

Begrundelsen for afgørelsen var, at den udbetalte invalideydelse fra forsikringsselskabet var en indtægt, som skulle trækkes fra revalideringsydelsen i det omfang, den sammenlagt med revalideringsydelsen oversteg ansøgers hidtidige arbejdsindtægt, jf. aktivlovens § 59, stk. 1.

Aktivlovens § 59 indeholder ingen hjemmel for tilbagebetaling af for meget ydet revalideringsydelse. Sagen skulle derfor bedømmes efter de almindelige regler om tilbagebetaling i aktivlovens kapitel 12.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde vejledt ansøger om oplysningspligten. Der blev henvist til revalideringsbevillingen med den tilhørende vejledning på bagsiden. Ansøger havde derved fået den nødvendige skriftlige vejledning om pligten til at give oplysning, og om hvilke typer af ændringer, der kunne have betydning for hjælpen, jf. retssikkerhedslovens § 11, stk. 2.

Dette gjaldt uanset, at det ville have været i overensstemmelse med god forvaltningsskik, hvis kommunen havde gentaget vejledningen fra revalideringsbevillingen, da kommunen fik oplyst, at ansøger førte sag mod forsikringsselskabet.

Da kommunen ikke havde kunnet nedsætte revalideringsydelsen før det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet accepterede at udbetale invalideydelse og ydelsen kom til udbetaling, ville en oplysning om den tegnede forsikring have været uden betydning for hjælpens størrelse indtil da, jf. retssikkerhedslovens § 11, stk. 1. Ansøger havde derfor først haft pligt til at oplyse kommunen om forsikringsydelsen fra udbetalingstidspunktet. I øvrigt havde kommunen haft kendskab til sagen mod forsikringsselskabet inden forliget blev indgået. At ansøger havde rejst sag mod forsikringsselskabet var imidlertid ikke ensbetydende med, at hun også ville få medhold. Oplysningen om den verserende sag var derfor ikke tilstrækkelig til, at oplysningspligten kunne anses for overholdt.

Ankestyrelsen fandt således, at for meget udbetalt revalideringsydelse med rette var krævet tilbagebetalt for perioden efter 1. april 2000, jf. aktivlovens § 91, nr. 1.

For så vidt angik den for meget ydede revalideringsydelse for perioden forud for 1. april 2000 var Ankestyrelsen enig med det sociale nævn i, at ansøger hverken havde undladt at give oplysninger eller, at revalideringsydelsen - på udbetalingstidspunkterne - var modtaget uberettiget. Den for meget ydede revalideringsydelse kunne derfor ikke kræves tilbagebetalt med henvisning til aktivlovens § 91.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at den udbetalte invalideydelse (incl. renter) - uanset, at den dækkede samme tidsrum, som revalideringsydelsen - ikke med sikkerhed kunne anses for også at dække samme formål som revalideringsydelsen. Den for meget ydede revalideringsydelse kunne derfor heller ikke kræves tilbagebetalt med henvisning til aktivlovens § 94.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på det oplyste om betingelserne for den tegnede forsikring sammenholdt med, at der i henhold til aktivlovens § 59 kun skulle ske fradrag for ydelsen i visse tilfælde.

Ankestyrelsen ændrede således delvist det sociale nævns afgørelse.