Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-19-02 om kontanthjælp - rimeligt begrundede enkeltudgifter - forsørgelsesudgifter - fradrag i kontanthjælp - fravær uden rimelig grund

Resume:

En kontanthjælpsmodtager havde ikke ret til økonomisk hjælp til dækning af forsørgelsesbehov opstået som følge af fradrag i kontanthjælpen på grund af fravær uden rimelig grund fra aktivering.

Begrundelsen var, at behovet for hjælp til forsørgelse ikke kunne anses for en rimeligt begrundet enkeltudgift, da behovet for hjælp var en konsekvens af ansøgerens fravær uden rimelig grund fra aktivering.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 81

Sagsfremstilling:

Kontanthjælpsmodtageren begyndte den 13. august 2001 på et aktiveringsprojekt. I ugerne 43-46 i 2001 var hun i følge projektets fremmødeprotokoller fraværende uden grund i 6 dage og 2 timer.

Udbetalingen af kontanthjælp for december måned blev som følge heraf reduceret med 30% efter § 39, stk. 1 og 2 i aktivloven. Det fremgik i øvrigt af kommunens journalark, at der ved tidligere udeblivelse fra aktivering uden grund var foretaget fradrag i kontanthjælpen.

Modtageren oplyste i forbindelse med sin klage, at hun havde fået udbetalt 3.800 kr. i kontanthjælp, og at hun havde afholdt 3.600 kr. til husleje, idet hun ikke var klar over, at der kun ville komme et reduceret beløb til udbetaling.

Nævnet fandt, at kommunen ikke kunne afslå at yde akut hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter aktivlovens § 81.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at modtageren var uden midler til forsørgelse for resten af december 2001. Hun var derfor berettiget til den mest nødvendige hjælp, som kunne dække dette akutte behov, da hun var omfattet af den personkreds, som i følge aktivlovens § 11 var berettiget til kontanthjælp og aktivering.

Det var nævnets opfattelse, at hjælpen kunne ydes med tilbagebetalingspligt efter aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 2, da behovet for hjælp var opstået, fordi modtageren havde været fraværende fra aktivering uden lovlig grund.

Kommunen anførte i sin klage til Ankestyrelsen, at modtagers kontanthjælp udelukkende var bevilget på grund af ledighed. Selvom hun havde valgt at bosætte sig i en lejlighed, hvis omkostninger til husleje og varme klart lå over det niveau som var rimeligt, burde der lægges vægt på, at det var hendes eget valg. Der var således under alle omstændigheder et relativt beskedent beløb til egentlig forsørgelse.

Det var derfor kommunens opfattelse, at afgørelsen havde principiel betydning for, hvornår der, efter § 39, reelt kan modregnes i kontanthjælpen på baggrund af ulovligt fravær fra aktivering, og hvornår forholdene er således, at der skal ydes kompensation for fradraget.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om nævnets afgørelse om hjælp efter § 81 er i overensstemmelse med praksis, herunder i hvilket omfang fradrag i hjælpen efter aktivlovens § 39 kan kompenseres med hjælp efter § 81, evt. mod tilbagebetaling.

Afgørelse:

Ansøgeren havde ikke ret til økonomisk hjælp efter aktivlovens § 81 til udgifter til kost for december måned 2001.

Begrundelsen var, at behovet for hjælp til forsørgelse ikke kunne anses for en rimeligt begrundet enkeltudgift, da behovet for hjælp var en konsekvens af ansøgerens fravær uden rimelig grund fra aktivering. Der henvistes i den forbindelse til Social Meddelelse SM A-9-02.

I øvrigt ville det have været en omgåelse af aktivlovens § 39 om nedsættelse af kontanthjælp på grund af udeblivelse uden rimelig grund fra aktivering at yde økonomisk hjælp efter lovens § 81 til dækning af forsørgelsesudgifter som følge af, at der er foretaget fradrag i kontanthjælpen efter § 39.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens hjælp for december måned var reduceret efter aktivlovens § 39 på grund af fravær uden rimelig grund i 6 dage og 2 timer i uge 43-46 i 2001 fra aktiveringen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.