Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-6-03 om kontanthjælp - samværsudgifter - personlig hjælper - ledsagerordning - hjemmehjælp - helhedsvurdering

Resume:

Ved en ansøgning om økonomisk hjælp til personlig hjælper til samvær mellem en handicappet forælder der var førtidspensionist, og et 5-årigt barn havde en kommune ikke foretaget det i loven forudsatte konkrete og individuelle skøn, når den lagde til grund, at et 5-årigt barn ikke kan have behov for hjælp til af- og påklædning ved badning, toiletbesøg og ved kørsel i bil.

Ankestyrelsen fandt, at de fleste 5-årige børn har behov for voksenhjælp i et vist omfang. Kommunen havde ikke været berettiget til at forudsætte, at ansøgerens samlever kunne yde den fornødne hjælp.

Ankestyrelsen fandt, at i det omfang der er behov for en personlig hjælper til samvær, skal kommunen foretage en helhedsvurdering, herunder mulighederne for at bevilge hjælpen efter henholdsvis bestemmelsen om hjælp til samvær i lov om aktiv socialpolitik, bestemmelsen om hjemmehjælp i serviceloven og i det omfang disse bestemmelser ikke finder anvendelse, bestemmelsen om personligt tillæg i pensionsloven. *)

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. februar 2003 - § 83, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 5

Note:

*) Der kan ikke bevilges ledsageordning efter servicelovens § 78 til socialpædagogisk bistand, se SM C-20-03

Sagsfremstilling:

En ansøger søgte i 2001 om hjælp til udgifter til personlig hjælper i forbindelse med samvær hver 2. weekend med sin søn født i 1996. Ansøgeren anførte, at han havde behov for hjælp til af- og påklædning af barnet samt ved badning, toiletbesøg og ved kørsel i auto-stol.

Ansøgeren var handicappet på grund af en total lammelse af ben og delvis lammelse af hænder og arme. Han modtog højeste førtidspension og plejetillæg.

Ansøgeren havde tidligere haft sin sag behandlet i Ankestyrelsen. Ankestyrelsen traf den 5. marts 2001 afgørelse om, at ved et eventuelt behov for personlig hjælper under samværet, skulle plejetillægget anvendes til betaling af hjælperen.

Efter Ankestyrelsens afgørelse rettede ansøgeren på ny henvendelse til kommunen og oplyste, at plejetillægget ikke kunne dække alle udgifter til personlig hjælper under samværet, fordi tillægget også blev anvendt til andre formål.

Udgifterne til en medhjælper var på ca. 6.000 kr. om måneden mens plejetillægget var på 4.322 kr. om måneden. Af de 4.322 kr. anvendte ansøgeren 2.000 kr. til havearbejde, vedligeholdelse af hus, betaling af hjælpers udgifter i forbindelse med sport, rengøring af bil og hjælp til at forcere trappetrin.

Af de resterende 2.322 kr. var der ikke nok til at aflønne en hjælper i 4 dage om måneden til samværet. Han søgte derfor om hjælp til de yderligere udgifter til den personlige hjælper, som ikke kunne dækkes af plejetillægget.

Kommunen henviste i første omgang ansøgeren til at søge udgiften betalt via hjemmehjælperordningen. Kommunens omsorgsafdeling fandt imidlertid, at ønsket om hjælp til af- og påklædning af barnet ikke henhørte under omsorgsafdelingens regi.

Derefter rettede ansøgeren henvendelse til kommunen og søgte om hjælp til udgifterne som personligt tillæg.

Kommunen gav afslag på ansøgningen.

Kommunen fandt, at der er ikke længere var behov for personlig assistance ved af- og påklædning, toiletbesøg, køresituationer m.v., da barnet nu var 5 år.

Kommunen fandt også, at ansøgerens samlever kunne hjælpe til i konkrete situationer.

Endelig fandt kommunen, at den allerede bevilgede ledsagerordning med 15 timer om måneden efter servicelovens § 78 kunne bruges til de udadrettede aktiviteter, og derfor var der alt i alt ikke tale om en rimelig begrundet udgift, som kunne dækkes efter pensionslovens § 17, stk. 2.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Nævnet fandt at de fleste børn på 5 år har behov for voksenhjælp i et vist omfang.

Nævnet fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at forudsætte, at ansøgers samlever ydede denne hjælp, da denne ikke havde lovmæssige forpligtelser i forhold til ansøger.

Nævnet fandt endvidere, at kommunen ikke var berettiget til at inddrage ansøgerens ledsagerordning, da udgifter til samvær ikke var omfattet heraf.

Nævnet fandt, at der burde udarbejdes en funktionsbeskrivelse vedrørende de særlige forhold omkring samværet med sønnen. Hvis funktionsbeskrivelsen viste behov for personlig hjælp i forbindelse med samværet, skulle kommunen foretage en vurdering af ansøgerens eventuelle berettigelse til økonomisk hjælp efter aktivlovens § 83, stk. 1 og ikke pensionslovens § 17 som kommunen havde anvendt.

Nævnet genvurderede og fastholdt afgørelsen. I forbindelse med genvurderingen bemærkede nævnet, at det var uvist, i hvilket omfang plejetillægget kunne dække udgifterne til hjælper under samvær. Nævnet forudsatte, at plejetillægget også dækkede andet end samværsudgifter, og da ansøgeren skulle hente og bringe barnet gav det høje udgifter.

Nævnet fandt endvidere, at da kommunen ikke anerkendte, at ansøger havde udgifter til hjælper, måtte behovet for hjælp derfor først afklares ved udarbejdelse af en funktionsbeskrivelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at forvaltningen i 1999 udarbejdede en funktionsbeskrivelse vedrørende samværet med sønnen (dengang 3 år). Da klagerens helbredsforhold var uændrede skønnede forvaltningen, at der ikke længere var behov for særlig støtte til samvær med sønnen, da af- og påklædning m.v. måtte anses for at kunne udføres af det nu 5-årige barn selv.

Kommunen anvendte tillige et helhedssyn, når den vurderede at husstanden var forøget med en voksen person, som kunne hjælpe i akut opståede situationer. Kommunen fandt, at nævnet havde tilsidesat kommunens skøn uden begrundelse. Kommunen fandt også, at nævnet havde truffet afgørelse i strid med SM A-14-01, når nævnet vurderede, at § 83 i lov om aktiv socialpolitik kunne anvendes til hjælp til udgifter til personlig hjælper. Endelig var kommunen uenig i nævnets vurdering af, at kommunen ikke havde været berettiget til at inddrage ledsagerordningen.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste ansøger, at barnet i sommeren 2002 var flyttet permanent ind hos ham.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det var i strid med SM A-14-01, når nævnet fandt, at hjælp til personlig hjælper under samvær kunne bevilges efter § 83, stk. 1.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde foretaget det fornødne konkrete og individuelle skøn i forbindelse med vurderingen af, om ansøger fortsat havde behov for personlig assistance ved af- og påklædning, til toiletbesøg og i køresituationer.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at de fleste 5-årige børn har behov for voksenhjælp i et vist omfang, og at kommunen i forbindelse med en tidligere funktionsbeskrivelse fra 1999 havde vurderet, at ansøgeren på grund af sit handicap havde behov for hjælp under samværet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunen havde været berettiget til at forudsætte, at ansøgerens samlever kunne yde hjælp i visse situationer, fordi samleveren ikke havde nogen lovmæssige forpligtelser i forhold til sønnen.

Ankestyrelsen fandt derfor, at ansøgeren frem til det tidspunkt, hvor sønnen flyttede hen til ham havde været berettiget til at få dækket dokumenterede udgifter til den hjælper, der havde ydet praktisk hjælp under samværet, i det omfang han ikke selv havde haft økonomisk mulighed for at betale hele eller dele af udgiften.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen skulle foretage en helhedsvurdering af mulighederne for hjælp efter hele den sociale lovgivning, jf. § 5 i lov om retssikkerhed og administration, herunder overveje muligheden for at bevilge hjælpen efter servicelovens § 71, jf. blandt andet SM nr. C-17-01, hvoraf fremgår, at handicappede forældre efter en konkret vurdering kan være berettigede til at modtage hjemmehjælp til at klare opgaver i forhold til deres børn.

Ankestyrelsen fandt i øvrigt, at udgifterne til mad, transport og aktiviteter med barnet under samværet kunne bevilges efter aktivlovens § 83 efter en konkret økonomisk behovsvurdering. I denne beregning indgik plejetillæg og invaliditetsbeløb ikke som en indtægt, da disse beløb er beregnet til at dække personlige behov som følge af invaliditeten, jf. SM nr. A-14-01.

Ankestyrelsen fandt endelig, at andre særlige udgifter på grund af ansøgerens handicap kunne bevilges efter pensionslovens § 17, stk. 2 efter en konkret økonomisk behovsvurdering. I beregningen heraf skulle plejetillæg og invaliditetsbeløb indgå som en indtægt, da der var tale om særlige udgifter på grund af handicappet.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen.

.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 4. juli 2018, da den ikke længere har vejledningsværdi.