Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-9-03 om kontanthjælp - samværsudgifter - transportudgifter - normalindtægt

Resume:

En kommune kunne ikke begrænse hjælpen til samværsudgifter til hver fjerde weekend med den begrundelse, at udgifter til samvær hver anden weekend ikke ville kunne afholdes af en normalindtægt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at faderen i de seneste 3 år havde haft samvær med barnet hver anden weekend, og at årsagen til de høje udgifter var, at ansøgeren på grund af blindhed efter en ulykke havde ekstra store transportudgifter, når han skulle hente og bringe barnet, samt at barnet endnu ikke selv var i stand til selv at tage offentlige transportmidler.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at det generelle udgangspunkt for fastsættelse af samvær ifølge Civilretsdirektoratet er samvær hver 2. weekend og ikke hver 4. weekend.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 125 af 25. februar 2003 - § 83, stk. 1

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik - pkt. 411

Sagsfremstilling:

En far søgte i 2001 om økonomisk hjælp til transport i forbindelse med samvær hver anden weekend med sin søn født i 1991.

Faren var blevet blind efter en ulykke i april 2001 og han søgte om hjælp til kørsel med taxa frem og tilbage hver 2. weekend. Ansøger henviste til, at han på grund af sit synshandicap ikke selv kunne hente barnet, og at barnet endnu ikke selv kunne tage offentlige transportmidler.

Det fremgik af udtalelser fra skolen og en familieterapeut, at drengen var meget usikker af sin alder og blandt andet endnu ikke kunne klokken.

Kommunen fandt, at der kunne bevilges hjælp til kørsel i taxa hver 4. weekend tur/retur i det næste halve år.

Kommunen fandt imidlertid ikke, at der kunne bevilges hjælp til kørsel hver anden weekend under henvisning til at det fremgik af punkt 411 i Socialministeriets vejledning til lov om aktiv socialpolitik, at det var en betingelse, for at bevilge hjælp til samvær, at udgifterne kunne afholdes af en normalindtægt. Kommunen vurderede ikke, at en udgift på 2491 kr. pr. måned kunne afholdes af en normalindtægt.

Nævnet var enig i kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at det var præciseret i lovbemærkningerne til § 83, stk. 1, at der ikke kunne ydes hjælp til udgifter, som ikke vil kunne afholdes af en normalindtægt. Nævnet var af den opfattelse, at en udgift til samvær på ca. 1150 kr. hver 14. dag ikke kunne afholdes af en almindelig normalindtægt, men at en udgift til samvær på ca. 1150 kr. hver 4. uge kunne afholdes af en almindelig normalindtægt.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger, at andre deleforældre havde samvær hver 2. weekend samt en hverdag midt i ugen. Det var ikke menneskeligt, at kommunen i realiteten begrænsede samværet mellem ansøgeren og barnet til kun samvær hver fjerde weekend.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om kommunen kunne begrænse hjælp til transportudgifter til samvær til hver fjerde uge med den begrundelse, at udgifterne ikke kunne afholdes af en normalindtægt.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke i den konkrete sag havde været berettiget til at begrænse hjælpen til hjælp til transportudgifter hver 4. weekend med den begrundelse, at transportudgifter til samvær hver 2. weekend ikke ville kunne afholdes af en normalindtægt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik af oplysningerne i sagen, at faderen havde haft samvær hver anden weekend med barnet igennem de seneste 3 år.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at årsagen til de høje transportudgifter var, at ansøgeren på grund af blindhed efter en ulykke i april 2001 havde ekstra store transportudgifter, når han skulle hente og bringe barnet, samt at barnet endnu ikke selv var i stand til selv at tage offentlige transportmidler.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det generelle udgangspunkt for fastsættelse af samvær ifølge Civilretsdirektoratet er samvær hver 2. weekend og ikke hver 4. weekend.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at kommunen ved sin afgørelse ikke havde foretaget den fornødne konkrete og individuelle vurdering af muligheden for at gennemføre samvær med barnet.

Ankestyrelsen fandt, at selv om der er tale om forholdsvis store transportudgifter kan disse ydes efter en konkret og individuel vurdering, når forholdene i øvrigt tilsiger det og under forudsætning af, at en ansøger ikke har økonomisk mulighed for selv at afholde hele eller dele af udgifterne.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 8. juli 2014, da den er erstattet af principafgørelse 43-14.