Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-2-04 om kontanthjælp - forsørgertakst - bedømmelsestidspunkt

Resume:

En kontanthjælpsmodtagers ret til forsørgertakst skulle vurderes efter forholdene på tidspunktet for udbetalingen.

Der kan således løbende foretages en vurdering af om betingelserne for retten til forsørgertakst er opfyldt.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 25, stk. 2

Sagsfremstilling:

Ansøgeren var far til en datter der blev født den 20. juni 1998. Efter fødslen blev datteren indlagt på en børneafdeling. Den 2. juli 1998 blev mor og datter indskrevet på et børn- og ungecenter med henblik på foretagelse af en forældreevneundersøgelse. Under indlæggelsen og mens mor og barn var indskrevet på sygehuset forsøgte forvaltningen og moderen uden held at skaffe en bolig til mor og barn. Den 25. august 1998 blev datteren ved en formandsbeslutning tvangsmæssigt anbragt uden for hjemmet. Senere samme dag forlod moderen sygehuset uden datteren, og tog i følge erklæring fra ansøgerens bror ophold hos ham sammen med ansøgeren. Datteren blev den 4. september 1998 med moderens samtykke anbragt i familiepleje.

Ansøgeren og moderen boede sammen hos ansøgerens bror i perioden 25. august 1998 til 1. november 1998 og fra ca. 1. november 1998 til 1. april 1999 hos moderens mor.

Moderens folkeregistertilmelding blev den 25. august 1998 sat til en bestemt adresse i en anden kommune, og ansøgeren oplyste den 24. august 1998 over for kommunen, at han hele tiden havde opholdt sig på denne adresse, indtil han havde tilmeldt sig kommunen, og at det havde været planen, at de skulle bo sammen.

Ansøgeren og moderen var den 3. september 1998 til samtale med forvaltningen i kommunen, hvor de oplyste, at de søgte fælles forældremyndighed, og at de indtil videre boede hos ansøgerens broder.

Kommunen afviste den 7. december 2000 ansøgningen om regulering af den udbetalte kontanthjælp til forsørgertakst, idet ansøgeren og moderen ikke havde været samboende før, under eller efter anbringelsestidspunktet.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse idet man fandt, at det afgørende for, om ansøgeren var berettiget til kontanthjælp efter forsørgertaksten, var, hvorvidt hans datter, født den 20. juni 1998, måtte antages at have bopæl sammen med ansøgeren, dersom hun ikke havde været anbragt uden for hjemmet.

Nævnet fandt, at det måtte antages, at datteren, dersom hun ikke havde været anbragt uden for hjemmet ville have opholdt sig hos sin mor. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på datterens alder.

Nævnet fandt således, at det var afgørende for, om ansøgeren ville være berettiget til forsørgertakst, om han havde bopæl sammen med datterens mor.

Nævnet fandt, at det afgørende tidspunkt for vurderingen var tidspunktet for udbetaling af kontanthjælpen. Nævnet fandt derfor, at kommunen ikke kunne give ansøgeren afslag med den begrundelse, at han på tidspunktet for anbringelsen ikke havde bopæl sammen med moderen. Nævnet fandt, at kommunen måtte foretage en løbende vurdering af, om betingelserne for udbetaling af forsørgertakst var til stede.

Nævnet fandt, at ansøgeren måtte anses for at have været samlevende med moderen ved anbringelsen. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det af journaloplysningerne fremgik, at han "hele tiden", hvilket måtte tolkes som mere end blot kortvarigt, havde opholdt sig på moderens adresse. Nævnet fandt ikke, at det forhold, at moderen havde været indlagt på hospital og siden anbragt på sygehuset sammen med datteren ændrede ved dette.

Nævnet fandt endvidere, at ansøgeren umiddelbart efter anbringelsen måtte anses for at have været samlevende med moderen, idet det af journaloplysningerne fra kommunen fremgik, at de optrådte som et par, og at ansøgeren boede sammen med sin bror, hvilket bekræftedes af broderens erklæring til nævnet.

Nævnet pålagde således kommunen at regulere ansøgerens kontanthjælp for perioden juli-september 1998 til forsørgertakst. Nævnet hjemviste sagen til fornyet vurdering i kommunen af i hvilke perioder herefter ansøgeren havde været samlevende med barnets mor, og som sådan havde været berettiget til forsørgertakst.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at kommunen mente, at en bevilling af forsørgertakst er permanent. Kommunen mente endvidere, at man ikke løbende kan gå ind i en vurdering af hvor barnet ville have opholdt sig, såfremt det ikke var anbragt uden for hjemmet. Det var derfor kommunens vurdering, at det er anbringelsestidspunktet, der må ligge til grund for vurderingen af hvor barnet ville have opholdt sig, såfremt det ikke var anbragt, og således også anbringelsestidspunktet, der ligger til grund for berettigelsen til forsørgertakst.

Kommunen vurderede, at datteren ved anbringelsestidspunktet ville have opholdt sig hos moderen, idet ansøgerens rolle under anbringelsessagen vurderedes at være ubetydelig. Ligeledes mente kommunen, at det ikke var dokumenteret, at forældrene boede sammen på anbringelsestidspunktet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af berettigelsen til forsørgertakst til personer under 25 år, herunder om der kan foretages en løbende vurdering.

Afgørelse:

Ansøgeren havde ret til kontanthjælp som forsørger efter § 25, stk. 2 i lov om aktiv socialpolitik i perioden juli til september 1998.

Spørgsmålet om ansøgerens ret til kontanthjælp som forsørger efter lovens § 25, stk. 2, for perioden herefter skulle behandles af kommunen.

Begrundelsen var, at ansøgeren efter Ankestyrelsens opfattelse forsørgede sin datter i hjemmet i den pågældende periode.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom der var modstridende oplysninger om såvel ansøgerens som moderens bopælsforhold, fandt Ankestyrelsen ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte nævnets konkrete skøn over hvorvidt ansøgeren kunne betragtes som samboende med sin datter.

Ankestyrelsen var således enig med det sociale nævn i, at det er forholdene på udbetalingstidspunktet, der er afgørende for vurderingen af, om en person under 25 år er berettiget til kontanthjælp som forsørger efter aktivlovens § 25, stk. 2.

Begrundelsen for afgørelsen om perioden efter september 1998 var, at det var kommunen, der som 1. instans skulle tage stilling til om ansøgeren i denne periode havde været berettiget til kontanthjælp som forsørger efter, at hans datter blev anbragt uden for hjemmet.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.