Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-23-04 om samværsudgifter - behovsvurdering - ægtefælles indtægter

Resume:

Ved vurderingen af gifte personers behov for hjælp til særlige udgifter til samvær med egne særbørn skal ægtefællens økonomiske forhold ikke medtages. *)

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse 709 af 13. august 2003 - § 83

Note:

*) SM A-15-01 ophæves

* * * * *

Sagsfremstilling:

Det fremgik af sagen, at ansøgeren havde en søn født i 1986, som hun havde samvær med i visse week-end og i ferier. Ansøger var gift med en anden end sønnens far.

Kommunen gav afslag på hjælp til samvær med den begrundelse, at ansøgeren i en periode havde vidst, at hun skulle holde ferie med sønnen i og desuagtet flyttet fra en rimelig bolig med heraf følgende udgifter.

Det sociale nævn hjemviste sagen til fornyet vurdering og afgørelse.

Begrundelse var, at kommunens afgørelser af 16. juli og 19. august 2003 (genvurderingen) var i strid med SM O-66-94 og reglerne i forvaltningslovens §§ 22 og 24 om begrundelse.

Kommunen havde ikke været berettiget til at medtage ægtefællens indtægt ved beregningen af ansøgers behov for hjælp

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at ægtefæller ikke har forsørgelsespligt over for hinandens særbørn.

Ved den fornyede gennemgang af sagen skulle kommunen alene medtage ansøgers indtægter og foretage fradrag for hendes udgifter, herunder halvdelen af fællesudgifterne.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at ægtefællens indtægter skulle inddrages ved vurderingen af rådighedsbeløbet. Der henvistes til SM A-15-01.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet i forbindelse med sagen havde været opmærksom på SM A-15-01 og SM O-126-96, men at aktivlovens § 2 ikke sås at være inddraget i disse sager.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om begge ægtefællers økonomiske forhold skulle medtages ved vurderingen af om, ansøgeren havde behov for hjælp til udgifter ved samvær med sit særbarn.

Afgørelse:

Ankestyrelsen var enig i nævnets afgørelse om hjemvisning.

Der var ikke tilstrækkelige oplysninger om ansøgers økonomiske forhold til, at der kunne træffes afgørelse på det foreliggende grundlag.

Det bemærkedes i den forbindelse, at ansøgers ægtefælles indtægter og udgifter ikke skulle indgå i vurderingen af, om hun havde ret til hjælp til udøvelse af samvær med sit særbarn.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ægtefæller ikke har forsørgelsespligt over for hinandens særbørn.

Det fremgår således af aktivlovens § 2, at enhver mand og kvinde over for det offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at de samværsudgifter, der kan ydes hjælp til efter aktivlovens § 83, må betragtes som omfattet af forsørgelsespligten for det barn, de vedrører.

Inddragelsen af ægtefællens økonomiske forhold ved trangsvurderingen ville således indebære, at ægtefællen reelt blev pålagt at bidrage til forsørgelsen af ansøgers særbarn.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der hverken i formuleringen af bestemmelsen om hjælp til samvær eller i forarbejderne til bestemmelsen er støtte for en antagelse om, at behovet for hjælp skal vurderes på baggrund af både ansøgerens og ægtefællens forhold.