Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-24-04 om kontanthjælp - sygebehandling - formue - aktier

Resume:

Det måtte bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en formue var til hinder for, at der kunne ydes hjælp til sygebehandling.

Ankestyrelsen fandt, at reglen om, at kommunen ser bort fra et beløb på op til 10.000 kr efter sin placering kun fandt anvendelse på løbende forsørgelsesydelse efter aktivloven, og at den derfor ikke kunne anvendes på bevilling af hjælp i særlige tilfælde.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 82

Sagsfremstilling:

Ansøger, der var samlevende og havde et barn, søgte om hjælp til fysioterapi til en månedlig udgift på mellem ca. 800 - 1.400 kr.

Hun modtog sygedagpenge med 9.130 kr. netto efter skat. Hendes faste udgifter var opgjort til 5.509 kr., således at hun havde et rådighedsbeløb på 3.621 kr.

Kommunen meddeltes afslag på hjælp under henvisning til formueforhold. Ved denne afgørelse var det lagt til grund, at hun rådede over en samlevers formue, der stammede fra en arbejdsskadeerstatning for tab af erhvervsevne.

Ved genvurderingen blev afgørelsen fastholdt, men begrundelsen blev ændret til, at hun kunne afholde udgiften via en aktiebeholdning på ca. 10.000 kr., som ikke havde med arbejdsskadeerstatningen at gøre.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelses.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at hun på tidspunktet for kommunens afgørelse selv havde midler til at afholde den ansøgte udgift, idet hun havde en aktiebeholdning på ca. 10.000 kr.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om aktivlovens formuegrænse i § 14, stk. 1 også gjaldt for enkeltydelse efter aktivlovens § 82.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at der ikke kunne gives økonomisk hjælp til fysioterapibehandlinger efter aktivlovens § 82.

Ankestyrelsen tog udgangspunkt i bemærkningerne til § 80 (den senere § 82) i lovforslaget om aktivloven, hvoraf det fremgik, at der ikke kunne ydes hjælp, hvis ansøgeren eller ægtefællen havde indtægter eller formue, som kunne dække behovet. Det fremgik samtidig, at kommunen i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en konkret vurdering af ansøgerens og ægtefællens økonomiske forhold, herunder om ansøgeren havde mulighed for selv at betale en del af udgiften. Disse bemærkninger var gentaget i Socialministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik under pkt. 408.

Ankestyrelsen fandt derfor, at det måtte bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en formue var til hinder for, at der kunne ydes hjælp efter § 82.

Ankestyrelsen fandt i den forbindelse, at aktivlovens § 14, stk. 1 efter sin placering i lovens kapitel 4 kun fandt anvendelse på løbende forsørgelsesydelse efter aktivloven, og at den derfor ikke kunne anvendes på bevilling af hjælp efter kapitel 10.

Ankestyrelsen lagde desuden lagt vægt på, at det fremgik af 2. rapport fra 1996 fra Kontanthjælpsudvalget af 1994 under pkt. 3.3.5. , at

Vedrørende formuens betydning i forhold til trangsbestemte ydelser efter kap. 11 bemærkes, at § 39 (nugældende § 14 i aktivloven) efter sin placering kun finder anvendelse på løbende hjælp efter kap. 9. En eventuel formue har dog også betydning ved tildelingen af ydelser efter kap. 11 (nugældende kapitel 10, herunder § 82, i aktivloven), jf. kriteriet ikke selv har midler. Heri indgår også opsparede midler og eventuelle andre formuegoder.

Ankestyrelsen fandt derfor, at aktierne skulle indgå i bedømmelsen af, om hun havde økonomisk mulighed for at betale udgifterne til fysioterapi.

Ankestyrelsen lagde den forbindelse vægt på, at aktier måtte betragtes som en formue i aktivlovens forstand.