Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-9-05 om kontanthjælp - mindreårig - forsørgelse - graviditet

Resume:

Der kunne ikke ydes kontanthjælp efter § 25, stk. 3, til en 17-årig ansøger uanset, at hun var gravid i 4. måned og var flyttet sammen med faderen til det ventede barn. Begrundelsen var, at det er en betingelse for at modtage hjælp efter denne bestemmelse, at ansøger er fyldt 18 år.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 2, stk. 1, § 2, stk. 4 og § 25, stk. 3

Sagsfremstilling:

Ansøgeren henvendte sig til kommunen i juni 2002 på et tidspunkt, hvor hun var 17 år og gravid i 4. måned. Hun stod foran at skulle flytte sammen med det kommende barns far i en lejlighed, hvor såvel hun som hendes kæreste, der modtog kontanthjælp, stod på lejekontrakten. Hun ønskede at vide fra hvilket tidspunkt, hun ville være berettiget til kontanthjælp.

Lokalkontoret i kommunen ydede forskud på hjælp med 2.000 kr. til nødvendige indkøb i forbindelse med etablering, idet lokalkontoret fandt ansøgeren berettiget til hjælp efter § 25, stk. 3, og sendte herefter sagen til ansøgerens nye lokalkontor.

Det tidligere lokalkontor traf senere en skriftlig afgørelse i sagen og fandt, at ansøgeren først ville være berettiget til kontanthjælp, når hun havde født.

Ansøgeren klagede over afgørelsen og oplyste, at hun, da hun blev gravid boede hos sin svigermor, da hendes mor, der var tidligere narkoman, ikke hjalp hende økonomisk.

Nævnet fandt ved sin afgørelse, at ansøgeren ikke var berettiget til kontanthjælp fra 12. svangerskabsuge.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det følger af aktivlovens § 2, at enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvaret for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.

Nævnet tilføjede, at det også følger af bestemmelsen, at ansvaret for at forsørge et barn ophører, hvis barnet selv har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn. Kommunen giver uafhængigt af forældrenes forsørgelsesansvar hjælp til en gravid datter under 18 år til dækning af behov, der er en følge af graviditeten.

Nævnet lagde til grund, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var under 18 år og gravid, men endnu ikke havde født sit barn.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgerens forældre fortsat på ansøgningstidspunktet havde forsørgelsespligt overfor hende, indtil hun blev 18 år eller selv fik forsørgelsespligt overfor et barn.

Nævnet lagde ligeledes vægt på det oplyste om, at ansøgeren havde fået bevilget ydelser til udgifter i forbindelse med sin graviditet.

Ansøgeren klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at nævnet ikke havde taget hensyn til, at ansøgerens mor ikke forsørgede hende.

Nævnet behandlede sagen på nævnsmøde, hvor afgørelsen blev fastholdt og det blev tilføjet, at nævnet desuden lagde til grund, at ansøgeren ikke inden ansøgningen om kontanthjælp havde forsørget sig selv ved arbejdsindtægter eller lignende i en længere periode.

På Ankestyrelsens telefoniske forespørgsel blev det efterfølgende oplyst, at det nye lokalkontor imidlertid havde udbetalt kontanthjælp fra juli 2002.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en gravid kvinde under 18 år var berettiget til kontanthjælp, når forældrene rent faktisk ikke forsørgede hende.

Afgørelse:

Ansøgeren var ikke berettiget til hjælp efter aktivloven til løbende forsørgelse fra henvendelsestidspunktet til kommunen i juni 2002.

Begrundelsen for at ansøgeren ikke var berettiget til hjælp efter aktivloven til sine løbende forsørgelse var, at hun på ansøgningstidspunktet var 17 år, og at forsørgelsespligten derfor var forældrenes jf. § 2, stk.1.

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgerens behov for løbende forsørgelse var en følge af graviditeten, jf. § 2, stk.4.

Begrundelsen for at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at modtage hjælp efter § 25, stk. 3, var, at hun ikke var fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet, hvilket er en betingelse for at modtage hjælp efter denne bestemmelse.

Ankestyrelsens afgørelse medførte ikke, at ansøgeren skulle tilbagebetale den hjælp, hun havde modtaget for meget ifølge ovenstående fra kommunen.