Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-29-05 om tilbud fra Arbejdsformidlingen - ikke tilstrækkeligt tilbud - jobplan - uddannelsesbetingede udgifter - kompetence - revalidering

Resume:

Arbejdsformidlingens tilbud om aktiveringsydelse til gennemførelse af de første 2 år af en længerevarende uddannelse kunne ikke anses for at være et tilstrækkeligt tilbud til, at ansøger kunne komme til at klare sig selv. Da kommunen havde anset hende for at være omfattet af personkredsen for revalidering, havde hun ret til at få tilbud herom.

Kommunen var ikke bundet af arbejdsformidlingens jobplan, men havde pligt til at udarbejde en jobplan i overensstemmelse med revalideringsbestemmelserne. Udbetaling af revalideringsydelse forudsatte, at der forelå en jobplan, som kommunen havde godkendt.

Kommunen havde ikke kompetence til at bevilge uddannelsesbetingede udgifter til personer, som deltog i en jobplan udarbejdet af arbejdsformidlingen.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 46, stk. 2, § 51, stk. 1 og § 63

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 46, stk. 2 og § 51, stk. 1

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni 2005 - § 2 og § 3, stk. 5

Sagsfremstilling:

Ansøger var 44 år og alene med 4 børn under 18 år. Hun var ophørt som selvstændig på grund af en ryglidelse. Hun havde af Arbejdsformidlingen fået bevilget aktiveringsydelse med mindsteberegningssatsen på grund af lav indtjening som selvstændig. Bevillingen var givet efter beskæftigelseslovens regler og gjaldt for perioden 29. august 2003 til 28. august 2005 til de første to år af læreruddannelsen.

Efter at ansøger var startet på uddannelsen, søgte hun den 5. september 2003 kommunen om revalideringsstøtte til uddannelsen.

Kommunen udarbejdede ressourceprofil og konkluderede, at ansøger tilhørte målgruppen for revalideringsstøtte. Kommunen gav dog afslag herpå med henvisning til, at hun modtog uddannelsesgodtgørelse efter en fastlagt plan i arbejdsformidlingen og A-kasse regi.

Kommunen bevilgede derimod tilskud til nødvendige bøger og materialer i forbindelse med uddannelsen. Kommunen henviste i bevillingen til § 76 og § 77 i beskæftigelsesloven.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og bevilgede ansøger revalideringsydelse med virkning fra ansøgningstidspunktet under forudsætning af, at kommunen kunne godkende den lagte og påbegyndte jobplan.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen havde fundet ansøger omfattet af personkredsen for revalidering. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering.

Nævnet var generelt set enig med kommunen i, at revalidering var subsidiær i forhold til de almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger, men da kommunen havde vurderet, at ansøger var omfattet af revalideringsreglerne, var det en kommunal opgave at hjælpe hende tilbage i en beskæftigelsesmæssig tilværelse.

I klagen til Ankestyrelsen henviste kommunen til, at en revalidend, der fik dækket sine leveomkostninger efter anden lovgivning, ikke samtidig kunne få revalideringsydelse. Efter kommunens opfattelse var ansøger omfattet af målgruppen i § 2, nr. 1 i beskæftigelsesloven. Kommunen gav støtte efter aktivlovens § 63 til de særlige udgifter, der var en nødvendig følge af uddannelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der skulle udbetales revalideringsydelse til en person, der var omfattet af personkredsen for revalidering, når A-kassen havde bevilget aktiveringsydelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen vurderede, at arbejdsformidlingens tilbud om aktiveringsydelse til gennemførelse af de første 2 år af en længerevarende uddannelse ikke kunne anses for at være et tilstrækkeligt tilbud til, at ansøger kunne komme til at klare sig selv.

Hun havde derfor ret til tilbud om revalidering, da kommunen havde anset hende for at være omfattet af personkredsen herfor.

Ankestyrelsen henviste til, at hun ikke havde fået tilbud om nogen kompetencegivende uddannelse sammenholdt med, at hun ved tilbuddets udløb fortsat var forsørger for mindre børn. Hun kunne derfor ikke henvises til at færdiggøre uddannelsen med de normale støtteordninger.

Kommunen var imidlertid ikke forpligtet til at følge arbejdsformidlingens jobplan, men var berettiget og forpligtet til at udarbejde en jobplan under hensyntagen til aktivlovens revalideringsbestemmelser. Udbetaling af revalideringsydelse forudsatte, at der forelå en jobplan, som kommunen havde godkendt.

Kommunen havde siden 1. juli 2003 ikke haft kompetence til at bevilge støtte til uddannelsesbetingede udgifter til personer, der alene var omfattet af målgruppen i § 2, nr. 1 i beskæftigelsesloven, og som deltog i en jobplan udarbejdet af arbejdsformidlingen.

I medfør af § 3, stk. 5 i beskæftigelsesloven varetog arbejdsformidlingen beskæftigelsesindsatsen over for personer, der var omfattet af § 2, nr. 1, og i medfør af § 128 i bekendtgørelsen til denne lov var det også arbejdsformidlingen, der skulle bevilge tilskud til hjælpemidler til denne persongruppe. Det var derimod arbejdsløshedskassen, der skulle træffe afgørelse om befordringsgodtgørelse, jf. § 138 i bekendtgørelsen.

Hertil kom, at der efter 1. juli 2003 ikke længere var hjemmel til at yde støtte til uddannelsesbetingede udgifter alene med henvisning til aktivlovens § 63, jf. SM A-12-05.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.