Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-31-05 om kontanthjælp - starthjælp - ophold i riget - ophævelse af udvisningsdom

Resume:

En ansøger kunne ikke anses for at have haft ophold i Danmark i den periode, hvor han havde været udvist af Danmark, selv om udvisningen viste sig at være uretmæssig. Han havde som følge heraf ret til starthjælp, men ikke til kontanthjælp.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 11, stk. 3

Sagsfremstilling:

Det fremgik af sagen, at ansøger fik bevilget starthjælp i forbindelse med ansøgning om hjælp til forsørgelse den 12. december 2002.

Kommunens begrundelse for afgørelsen var, at ansøger var genindrejst i Danmark den 11. november 2002, hvorfor han ikke havde opholdt sig i landet i 7 år indenfor de seneste 8 år.

Det sociale nævn var enig med kommunen i, at han var berettiget til starthjælp og ikke kontanthjælp.

Begrundelsen var, at retten til kontanthjælp var betinget af, at ansøger havde opholdt sig i Danmark i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år, jf. § 11, stk. 3 i lov om aktiv socialpolitik.

Nævnet lagde vægt på, at da han ikke havde opholdt sig i Danmark i en periode fra 1998 - 2002, opfyldte han ikke betingelsen om sammenlagt 7 års bopæl i Danmark indenfor de seneste 8 år.

Nævnet henviste til, at bestemmelsen gjaldt for ansøgere, der havde taget ophold i Danmark efter den 1. juli 2002.

Nævnet havde ved afgørelse lagt til grund, at ansøger oprindeligt kom til Danmark i 1980'erne og at han havde modtaget kontanthjælp, frem til han blev udvist af Danmark i 1998.

Der blev videre lagt til grund på, at udvisningen blev ophævet af Østre Landsret i november 2002, og at ansøger var indrejst kort herefter, samt at der var søgt om kontanthjælp i december 2002.

Det var nævnets opfattelse, at opholdsbetingelsen i lovens § 11, stk. 3 var klar og uden mulighed for dispensation.

Det forhold, at ansøger havde været udvist af landet, og at udvisningsdommen senere var ophævet skønnedes ikke at ændre herpå.

Det var nævnets opfattelse, at et eventuelt økonomisk tab måtte afklares ved et civilt søgsmål.

Ansøgers advokat anførte i klagen, at ansøger burde genindtræde i den retstilling, som han havde på udvisningstidspunkt uden hensyntagen til den periode, hvor han på grund af den uberettigede udvisning ikke havde ophold i Danmark.

Der henvistes til, at udvisningen skyldtes en uretmæssig handling fra den danske stats og de danske domstoles side.

Det blev desuden anført, at det fremgik af kommentarerne til lov om aktiv socialpolitik § 11, stk. 3, at kommunen altid skulle foretage en selvstændig vurdering af, hvorvidt der skulle ydes kontanthjælp eller starthjælp til en given person.

Advokaten mente derfor, at kommunen således havde en mulighed for konkret at vurdere nærværende situation i forhold til de særlige grunde, som gjorde sig gældende for ansøgers manglende ophold i Danmark i perioden 1998 - 2002.

Herudover anførtes det, at det direkte af lovteksten fremgik, at der forelå mulighed for at dispensere fra opholdsbetingelsen i lov om aktiv socialpolitik § 11, stk. 3.

Der henvistes til, at det fremgik af § 11, stk. 3, at i beregning af opholdstiden indgår perioder, hvor ansøgeren har haft folkeregisteradresse her i riget, medmindre særlige grunde fører til et andet resultat.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der i relation til ansøgning om kontanthjælp var mulighed for at dispensere fra opholdskravet på sammenlagt ophold her i riget i 7 år indenfor de seneste 8 år, jf. aktivlovens § 11, stk. 3.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til starthjælp, men ikke kontanthjælp.

Ankestyrelsen lagde til grund for afgørelsen, at ansøger havde søgt om hjælp til forsørgelse i december 2002, og at han var rejst ind i Danmark i november 2002 fra et land udenfor EU.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at han ikke havde haft ophold i Danmark siden 1998, hvor hans blev udvist ved dom.

Efter aktivlovens § 11, stk. 3 er det en betingelse for at modtage kontanthjælp, at ansøgeren har opholdt sig her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år.

Da han således ikke havde haft ophold her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år, havde han derfor heller ikke ret til kontanthjælp, men kun starthjælp.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var hjemmel i aktivloven til at dispensere for opholdskravet på de 7 år.

I den forbindelse blev der lagt vægt på, at det fremgik af § 11, stk. 3 sidste pkt. i hvilke tilfælde ophold i udlandet kunne ligestilles med ophold her i riget.

Ankestyrelsen henviste desuden til SM A-38-04, hvoraf det fremgik, at ophold udenfor riget ud over 2 måneder uanset formålet ikke kunne medregnes i opholdsperioden i Danmark.

Ankestyrelsen var endvidere af den opfattelse, at aktivlovens § 11, stk. 3, 2. pkt. alene kunne medføre, at perioder med folkeregisteradresse her i landet efter en konkret vurdering kunne føre til, at en person ikke kunne anses for at have haft ophold i landet i samme periode.

Med hensyn til advokatens bemærkninger, om at ansøger på grund udvisningsdommens ophævelse burde genindtræde i den retstilling, som han havde på udvisningstidspunkt, henviste Ankestyrelsen til retsplejelovens § 1018 d, stk. 1, hvoraf det fremgår, at der tilkommer den, der har udstået fængselsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, erstatning efter retsplejelovens § 1018a, såfremt anke eller genoptagelse medfører bortfald af retsfølgen.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.