Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-43-05 om tilskud til forsørgelse - etablering af selvstændig virksomhed

Resume:

Der var ikke hjemmel til at yde tilskud efter aktivlovens bestemmelse om forsørgelse i forbindelse med etablering af selvstændig virksomhed, da der ikke samtidig var givet støtte til etablering af den selvstændige virksomhed. Bestemmelsen om forsørgelse skulle ses i sammenhæng med bestemmelsen om støtte til etablering af selvstændig virksomhed. Dette betød, at der kun kunne gives tilskud til forsørgelse, hvis der samtidig blev givet støtte til etablering af den selvstændige virksomhed.

Ankestyrelsen bemærkede, at udmåling af eventuelt tilskud beroede på en konkret vurdering foretaget på baggrund af behovet for støtte efter forretningsplanen i den enkelte sag. Der var ikke grundlag for at fastsætte støtten til forsørgelse efter en fast takst, fx svarende til revalideringsydelsen.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 65, stk. 1 og § 65, stk. 3

Sagsfremstilling:

Kommunen bevilgede en ansøger hjælp til forsørgelse under opbygning af en selvstændig virksomhed i perioden 1. september 2004 - 28. februar 2005 i form af kontanthjælp svarende til forsørgertakst med brutto 11.174 kr. pr. måned.

Kommunen havde til det sociale nævn oplyst, at ansøgeren udelukkende havde søgt om tilskud til forsørgelse, idet banken i øvrigt støttede ham ved at yde en kassekredit. Der blev henvist til bankens brev af 20. august 2004 om, at de anså planerne for realistiske.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet vurderede, at der ikke sås at være krav om, at forsørgelse ved vurderingen af behov for støtte skulle fastsættes til en takst svarende til revalideringsydelsen. Det fandtes ved denne vurdering afgørende, at den planlagte virksomhedsøkonomi skulle ses i sammenhæng med ansøgerens behov for forsørgelse, og der sås ikke at være grundlag for opstilling af krav om, at han særskilt skulle have et beløb svarende til revalideringsydelsen til rådighed for forsørgelse.

Nævnet bemærkede, at der ikke ved afgørelsen var taget stilling til, hvorvidt ansøger havde været berettiget til det af kommunen bevilgede tilskud, idet nævnet ikke på grundlag af de foreliggende økonomiske oplysninger vedrørende virksomheden havde mulighed for at foretage en konkret vurdering af ansøgerens behov herfor.

Ansøgeren klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af, efter hvilke kriterier der skulle ske udmåling af tilskud til forsørgelse efter aktivlovens § 65, stk. 3 i forbindelse med etablering af selvstændig virksomhed.

Afgørelse:

Ansøger havde ikke ret til tilskud til forsørgelse i forbindelse med etablering af selvstændig virksomhed, jf. aktivlovens § 65, stk. 3.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke samtidig med tilskud til forsørgelse efter aktivlovens § 65, stk. 3, var givet støtte til etablering af selvstændig virksomhed efter aktivlovens § 65, stk. 1.

Bestemmelsen i aktivlovens § 65, stk. 3 skulle således ses i sammenhæng med bestemmelsen i aktivlovens § 65, stk. 1. Dette betød, at der kun kunne gives tilskud til forsørgelse, hvis der samtidig var givet støtte til etablering af den selvstændige virksomhed.

Der havde derfor ikke været grundlag for at yde tilskud til forsørgelse i forbindelse med etablering af selvstændig virksomhed.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren alene havde søgt om støtte til forsørgelse, idet hans bank i øvrigt støttede ham ved at yde en kassekredit.

Ankestyrelsen bemærkede, at styrelsen var enig i nævnets vurdering om, at der ikke var grundlag for at fastsætte støtten til forsørgelse efter aktivlovens § 65, stk. 3 efter en fast takst, fx svarende til revalideringsydelsen. Udmåling af eventuelt tilskud beroede på en konkret vurdering foretaget på baggrund af behovet for støtte efter forretningsplanen i den enkelte sag.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 18. juni 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.