Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-3-06 om uddannelse - betaling af løn - lærlingeløn - revalidering

Resume:

Der var ikke hjemmel for kommunen til at afholde den fulde udgift til et uddannelsesforløb, hvori indgik udgiften til (lærlinge)løn i forbindelse med revalidering.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 51

Sagsfremstilling:

En 20-årig mand, der var ordblind og havde fået diagnosticeret DAMP, søgte om revalideringsstøtte til en uddannelse, der var særligt tilrettelagt med henblik på unge med generelle indlæringsvanskeligheder og adfærdsproblemer. Uddannelsen var en kompetencegivende uddannelse. Den bestod af 5 moduler og var beregnet til at vare minimum 2 ½ år.

Opholdsbetalingen for en lærlingeplads indeholdt udgifter til lærlingeløn, undervisnings- og uddannelsesudgifter, socialpædagogisk og psykologiske udgifter, praktikudgifter og udgifter til transport i arbejdstiden.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om revalideringsstøtte.

Det sociale nævn ændrede afgørelsen og traf afgørelse om, at den unge mand var revalideringsberettiget til uddannelsen og begrundende det med, at han var omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46, og at uddannelsesforløbet var kortvarigt og måtte anses for realistisk med hensyn til at forbedre hans muligheder for at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed føre til selvforsørgelse.

Kommunen anførte i sin klage, at der ikke var hjemmel til at afholde opholdsudgiften på 21.450,- kr. om måneden til uddannelsen, som bl.a. omfattede den fulde udgift til lærlingeløn og transportudgifter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne udbetales revalideringsydelse til en uddannelse, hvor en del af uddannelsesudgiften bestod af lærlingeløn.

Afgørelse:

Der var ikke hjemmel for kommunen til at afholde den fulde udgift til uddannelsen i forbindelse med revalidering af den unge mand. Kommunen kunne ikke afholde udgifter, der vedrørte løn.

Ankestyrelsen lagde til grund, at han var omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46 og derfor berettiget til revalideringsydelse efter § 52, stk. 2.

Med hjemmel i denne lovs § 51, stk. 1, nr. 2, kunne kommunen alene yde tilskud op til niveauet for revalideringsydelsen, men ikke betale selve lærlingelønnen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var tale om en ordinær lærlingeuddannelse, men om et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb efter § 32, stk. 1, nr. 2 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, Der var ikke i denne lov hjemmel til at afholde udgifter til løn, herunder lærlingeløn eller lærlingeløn i særligt tilrettelagt uddannelsesforløb.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til, hvorvidt uddannelsen opfyldte betingelserne i § 22 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, men lagde til grund, at disse var opfyldt. Ankestyrelsen bemærkede bl.a. i den forbindelse, at udgifter til befordring mellem bopæl og steder, hvor uddannelsen gennemførtes ikke kunne afholdes af kommunen, hvorimod andre former for transport internt i uddannelsesforløbet kunne indgå i uddannelsesudgiften.

Ankestyrelsen ændrede således delvist det sociale nævns afgørelse.