Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-4-06 om kontanthjælp - ægtefælle - udlandet - gensidig forsørgelsespligt - ugyldig afgørelse - retsvirkninger - social begivenhed

Resume:

Kontanthjælp til en gift ansøger kunne ikke bringes til ophør alene med den begrundelse, at ægtefællen opholdt sig i udlandet.

Ydelsen skulle derfor genoprettes indtil kommunen havde truffet en ny gyldig afgørelse om berettigelsen til kontanthjælp. Der var i den forbindelse ikke hjemmel til kun at lægge den ene ægtefælles forhold til grund. Det skulle undersøges, om ægtefællen i udlandet opfyldte kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet samt hvilke indtægter han havde i udlandet.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 1, stk. 1, § 11, stk. 1, § 11, stk. 2 og § 13, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005 - § 10 og § 11

Sagsfremstilling:

En kommune havde i en årrække udbetalt kontanthjælp til en gift kvinde med to børn under 18 år, selv om manden var udvandret fra Danmark. Det var kommunens opfattelse, at kvinden var blevet skilt, hvilket ikke var tilfældet.

Ved en kontrolgennemgang af sagen fandt kommunen i 2004, at der manglede en skilsmissebegæring.

Kommunen meddelte ved brev af 7. december 2004 til kvinden, at der ikke var mulighed for at fortsætte med udbetaling af kontanthjælp til hende, da hun ikke var berettiget hertil. Kommunen stoppede udbetaling af kontanthjælp den 30. november 2004.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at kvinden var gift, og at der i ægteskabet var gensidig forsørgelsespligt, og begge ægtefæller skulle opholde sig i Danmark, for at der kunne udbetales kontanthjælp. Manden var udvandret fra Danmark og havde derfor forsørgelsespligten overfor kvinden.

Kvindens advokat klagede på vegne af kvinden over afgørelsen.

Advokaten anførte overfor nævnet, at kommunen ikke havde foretaget partshøring i sagen, hvorfor afgørelsen af denne grund var uden retsvirkning, hvilket efter advokatens opfattelse skulle føre til, at kvinden fortsat var berettiget til kontanthjælp, indtil der blev truffet en eventuel ny afgørelse.

Endvidere blev det fremhævet, at kvinden ikke var skilt, og at hun ikke agtede at blive skilt blot for at modtage kontanthjælp. Det bekræftedes, at ægtefællen var bosiddende i udlandet og ikke havde nogen indtægt. I den forbindelse bemærkedes det, at kommunen ikke havde indhentet eller anført noget som helst om ægtefællens manglende indtægter, hvorfor kommunens undersøgelse og dermed sagsbehandling også af denne grund var mangelfuld.

Det blev for god ordens skyld fremhævet, at der var tale om gensidig forsørgelsespligt, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at manden ensidigt skulle forsørge sin kone. Det bemærkedes, at der ikke var søgt eller ydet nogen kontanthjælp til manden.

Det bemærkedes, at kommunen i mange år havde været bekendt med familiens forhold, herunder mandens ophold i udlandet, hvorfor det forekom aldeles urimeligt, at kommunen pludselig traf afgørelse i kvindens disfavør. Hun var således uden nogen som helst indtægt.

Advokaten oplyste senere, at kvinden fra 1994 til 2001 havde modtaget dagpenge og ydelser i forbindelse med barselsorlov. Der blev først i 2001 i forbindelse med en trafikskade søgt om kontanthjælp, idet kvinden ikke længere var berettiget til dagpenge.

Det bemærkedes, at ægtefællens udrejse til udlandet ikke var årsag til, at der blev søgt om kontanthjælp i 2001, og at ægtefællen ikke drev forretning i udlandet.

Ved oversendelsen til nævnet oplyste kommunen, at der ikke var noget tilbagebetalingskrav, da der var tale om en administrativ fejl fra kommunens side.

Det sociale nævn traf afgørelse i sagen den 14. juni 2005.

Nævnet fandt, at sagen var utilstrækkeligt oplyst til, at nævnet kunne afgøre, om kvinden var berettiget til at modtage kontanthjælp.

Nævnet havde på baggrund af oplysningerne om, at kvinden i 2001 begyndte at modtage kontanthjælp, da hun ikke længere var berettiget til dagpenge, lagt til grund, at hun, indtil kommunen stoppede hendes hjælp, modtog kontanthjælp på baggrund af sin egen sociale begivenhed.

Af aktivlovens § 13, stk. 1 fremgår det, at det er en betingelse for at få kontanthjælp, at såvel ansøgeren som dennes ægtefælle ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at de aktivt søger at udnytte deres arbejdsmuligheder.

Idet andet ikke var anført, lagde nævnet lagt til grund, at kvinden også havde opfyldt/opfyldte kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Hvorvidt kvindens ægtefælle opfyldte dette krav, var ikke afklaret/dokumenteret på nuværende tidspunkt, ligesom det ikke var afklaret, hvilket indtægter han havde i udlandet.

Det fremgår af aktivlovens § 2, stk. 1, at enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvaret for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år. Af stk. 2 fremgår det, at forsørgelsespligten overfor en ægtefælle ophører ved separation eller skilsmisse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden ikke var separeret fra sin mand, og at hun hverken ønskede separation eller skilsmisse, og de derfor i forhold til det offentlige havde gensidig forsørgelsespligt.

Nævnet fandt således, at sagen måtte hjemvises til kommunen til undersøgelse af, hvorvidt ægtefællen i udlandet stod til rådighed for arbejdsmarkedet, idet kvinden ikke var (eller havde været) berettiget til at modtage kontanthjælp, såfremt det ikke var tilfældet.

Opfyldte ægtefællen i udlandet kravet om at stå til rådighed, måtte det nærmere undersøges/dokumenteres, hvad han levede af, det ville sige, hvilke indtægter han havde, idet størrelsen af hans indkomst havde betydning for, om der kunne udmåles kontanthjælp til kvinden. Det forhold, at hendes ægtefælle opholdt sig udenfor Danmark, var således ikke ensbetydende med, at hun ikke kunne være berettiget til at modtage kontanthjælp.

Nævnet kritiserede afslutningsvist, at kommunen ikke havde partshørt, inden den traf afgørelse om at stoppe kvindens kontanthjælp, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Da der under klagesagen havde været lejlighed til at komme med bemærkninger til oplysningerne i sagen, fandt nævnet efter en konkret vurdering ikke, at den manglende partshøring gjorde kommunens afgørelse ugyldig.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Kommunen accepterede nævnets krav om, at der skulle indhentes dokumentation for ægtefællens formue og indtægter i udlandet. Kommunen fandt derimod, at det måtte afklares, om en dansk myndighed havde mulighed for og pligt til (evt. løbende) at undersøge, vurdere og kontrollere, om vedkommende i tilstrækkelig grad udnyttede sine arbejdsmuligheder. Dette gjaldt personer, der havde taget ophold i udlandet.

Kommunen havde efterfølgende til Ankestyrelsen oplyst, at familien var tilskrevet om at fremsende løndokumentation, dokumentation på formue og årsopgørelse på indtægt, men modtog ingen dokumentation på indtægter fra manden.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at en ægtefælle var udvandret fra Danmark, kunne bevirke, at der ikke fortsat kunne udbetales kontanthjælp til den ægtefælle, der ønskede at blive i Danmark, og som hidtil havde modtaget kontanthjælp på baggrund af sin egen sociale begivenhed og ikke ønskede at lade sig skille.

Afgørelse:

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at betingelsen for, at en gift ansøger var berettiget til kontanthjælp, bl.a. var, at såvel ansøger som ægtefællen, uanset om den ene ægtefælle befandt sig i udlandet, søgte at udnytte sine arbejdsmuligheder.

Det betød, at kommunen i forbindelse med nævnets hjemvisning af sagen i samarbejde med kvinden skulle søge disse forhold oplyst.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn vedrørende nævnets hjemvisning af sagen.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at nævnets hjemvisning medførte, at ydelsen skulle genoprettes. Det betød, at kvinden var berettiget til kontanthjælp for perioden fra kommunen stoppede hjælpen, og indtil kommunen havde truffet en ny gyldig afgørelse.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse for så vidt angik retsvirkningerne af nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kvinden var gift, og at hendes mand var udrejst af Danmark siden 1996. Der var i anledning af mandens udrejse ikke noget ønske om separation eller skilsmisse.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at det af nævnets afgørelse fremgik, at kvinden, indtil kommunen stoppede hendes hjælp, modtog kontanthjælp på grund af egen sociale begivenhed.

Det fremgår at aktivlovens § 2, stk. 1, at enhver mand og kvinde i forhold til det offentlige har ansvar for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.

Af stk. 2 fremgår, at ansvaret for at forsørge en ægtefælle ophører ved separation eller skilsmisse.

Ankestyrelsen har tidligere taget stilling til den gensidige forsørgelsespligt, jf. SM A- 4-00, hvoraf fremgår, at en ægtefælle var - uanset om han opholdt sig her i landet eller i udlandet - efter dansk lovgivning forpligtet til at forsørge ansøger, så længe ægteskabet bestod. Ankestyrelsen henviste til den gensidige forsørgelsespligt og til, at der ikke var hjemmel til kun at lægge den ene ægtefælles forhold til grund.

Det er, jf. aktivlovens § 13, en betingelse for at få hjælp efter § 11, at ansøgeren og ægtefællen ikke har et rimeligt tilbud om arbejde, og at de aktivt søger at udnytte deres arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen i samarbejde med kvinden og i forbindelse med nævnets hjemvisning af sagen bl.a måtte søge dette forhold oplyst til brug for kommunens vurdering af, om betingelserne for udbetaling af kontanthjælp var opfyldt.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til retssikkerhedslovens §§ 10 og 11.

Det fremgår § 10, at myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

Men det fremgår også af § 11, at myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til.

Kontanthjælpen skulle i givet fald udmåles alene til kvinden, fordi ægtefællen havde ophold i udlandet, jf. SM A-24-01.

For så vidt angik afgørelsen om genoprettelse af ydelsen for perioden fra kommunen stoppede hjælpen, og indtil kommunen havde truffet en gyldig afgørelse, var begrundelsen, at kommunens afgørelse af 7. december 2004 måtte anses for at være ugyldig.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kommunens ophør af hjælpen til kvinden med henvisning til § 3, stk. 1 og § 5, stk. 1 med den begrundelse, at hendes mand opholdt sig i udlandet, var ulovlig.

Ankestyrelsen bemærkede til det anførte i klagen om, hvornår noget var tilstrækkeligt dokumenteret/sandsynliggjort, navnlig forhold vedrørende personer med ophold i udlandet, at det måtte bero på de konkrete omstændigheder.