Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-26-06 om uddannelsesbetingede udgifter - specialpædagogisk støtte - handicaptillæg efter lov om statens uddannelsesstøtte - revalidering - nedsat funktionsevne

Resume:

En revalidend, der modtog handicaptillæg efter SU-loven, var berettiget til støtte efter aktivloven til de særlige udgifter, der var en nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat funktionsevne i det omfang, der ikke kunne ydes støtte hertil efter reglerne i lov om specialpædagogisk støtte.

Begrundelsen var, at selv om hjælp efter aktivloven var subsidiær i forhold til andre støttemuligheder, og at aktivlovens regler i forhold til Undervisningsministeriets regler var bredere i sit anvendelsesområde, idet der her kunne ydes hjælp både til udgifter som følge af uddannelsen og udgifter som følge af nedsat funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at støtte i form af handicaptillæg efter SU-loven ikke udelukkede støtte efter aktivloven, og at det fremgik af forarbejderne til reglerne om handicaptillæg, at adgangen til at søge revalideringsydelse i henhold til aktivloven var opretholdt uændret.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 63

Sagsfremstilling:

Det fremgik af sagen, at ansøger, der led af en medfødt progredierende øjensygdom retinitis pigmentosa, søgte kommunen om hjælp til uddannelsesmaterialer til finansøkonomistudiet.

Den 1. september 2005 fastholdt kommunen sin tidligere afgørelse af 1. november 2004, hvorefter ansøger fortsat ikke var berettiget til støtte til uddannelsesbetingede udgifter. Kommunen begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke var omfattet af personkredsen for revalidering, jf. aktivlovens § 46 - hvis han blev tilkendt handicaptillæg efter SU-loven.

Dermed ville han heller ikke være berettiget til støtte til uddannelses- eller handicapbetingede udgifter efter aktivlovens § 63 og § 76 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Kommunen fandt, efter at ansøger med virkning fra 8. januar 2005 var blevet tilkendt handicaptillæg, måtte anses for ligestillet med andre studerende ved videregående uddannelser og som "ikke havende" behov for særlig støtte til at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. Endvidere havde kommunen anført, at kommunen i afgørelsen af 1. november 2004 havde udtalt, at ansøger kun var omfattet af personkredsen for revalidering efter aktivlovens § 46, hvis han fik afslag fra SU-styrelsen.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse. Dette betød, at ansøger var omfattet af personkredsen, der havde ret til revalidering, og at han var berettiget til støtte til de særlige udgifter, der var en nødvendig følge af uddannelsen eller hans nedsatte funktionsevne i det omfang, der ikke kunne ydes støtte hertil efter reglerne i lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet fortsat fandt, at kommunens afgørelse af 1. november 2004 mest naturligt måtte opfattes således, at ansøger var fundet omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46. Da kommunen imidlertid i afgørelsen af 1. september 2005 gav udtryk for, at dette ikke var tilfældet, havde nævnet - med henblik på udtrykkelig stillingtagen til, om ansøger var omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46 - besluttet at genoptage den sag, som nævnet hjemviste ved afgørelsen af 30. april 2005. Nævnet ændrede herefter kommunens afgørelse af 1. november 2004. Dette betød, at ansøger var omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46 og dermed berettiget til støtte til uddannelsesudgifter, hvis han i øvrigt opfyldte betingelserne herfor.

Nævnet havde ved afgørelsen om, at ansøger var omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46 lagt vægt på, at han ud fra en vurdering af de oplysninger, der fremgik af ressourceprofilen, måtte anses for at have betydelige begrænsninger i arbejdsevnen. Ansøger led af en medfødt progredierende øjensygdom, for hvilken der ikke var behandlingsmuligheder. Ansøgers synsstyrke var væsentligt nedsat og hans synsfelt var ifølge seneste statusattest fra øjenlæge fra 2002 indsnævret til omkring 50 grader.

Nævnet var således ikke enig med kommunen i, at det forhold, at forsørgelsesbehovet blev dækket efter anden lovgivning medførte, at ansøger ikke var omfattet af personkredsen i aktivlovens § 46. Nævnet bemærkede herved, at aktivlovens § 46, stk. 2, henviste til erhvervsrettede aktiviteter. Efter nævnets opfattelse var udbetaling af handicaptillæg ikke udtryk for, at der var iværksat en erhvervsrettet aktivitet.

Nævnet havde herudover bemærket, at der i aktivlovens § 51, stk. 3, var gjort op med forholdet mellem revalideringsydelse og støtte efter anden lovgivning. Denne bestemmelse ville efter nævnets opfattelse være overflødig, hvis kommunens tolkning af § 46, stk. 2, skulle være rigtig.

Med den begrundelse, der var anført i afgørelsen af 30. april 2005 fandt nævnet herefter, at ansøger i henhold til aktivlovens § 63 havde ret til støtte til de særlige udgifter, der var en nødvendig følge af uddannelsen eller af hans nedsatte funktionsevne efter reglerne i kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at det efter den ny SU-lovs ikrafttræden pr. 1. august 2004 var kommunens opfattelse, at studerende ved videregående uddannelser, der var berettiget til handicaptillæg efter SU-lovens § 7, stk. 2, var ligestillede med andre studerende. Ansøger vurderedes ikke at have behov for erhvervsrettede aktiviteter eller økonomisk støtte til at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet efter revalideringsbestemmelserne i aktivloven.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om støtte efter § 7, stk. 2, i lov om statens uddannelsesstøtte udelukkede støtte efter aktivlovens § 63 til særlige udgifter, der var en nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Afgørelse:

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at ansøger var berettiget til støtte til de særlige udgifter, der var en nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat funktionsevne i det omfang, der ikke kunne ydes støtte hertil efter

reglerne i lov om specialpædagogisk støtte.

Begrundelsen var, at støtte efter aktivlovens § 63 var subsidiær i forhold til andre støttemuligheder.

Begrundelsen var endvidere, at aktivlovens § 63 i forhold til Undervisningsministeriets regler var bredere i sit anvendelsesområde, idet der her kunne ydes hjælp både til udgifter som følge af uddannelsen og udgifter som følge af nedsat funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at det sociale nævn havde fundet, at ansøger var omfattet af personkredsen for revalidering efter aktivlovens § 46.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at støtte i form af handicaptillæg efter § 7, stk. 2, i lov om statens uddannelsesstøtte ikke udelukkede støtte efter aktivloven.

Der henvistes herved til forarbejderne til § 7, stk. 2, i lov om statens uddannelsesstøtte. Det fremgik bl.a. heraf, at adgangen til at søge revalideringsydelse i henhold til lov om aktiv socialpolitik opretholdtes uændret.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.