Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-33-06 om særlig støtte - merudgift - boligudgift - nedsat psykisk funktionsevne - unge under 25 år

Resume:

Tilskud til dækning af nødvendige udgifter til husleje til person under 25 år på forrevalidering kunne først ydes, når kommunen havde undersøgt muligheden for at skaffe en rimelig og billigere bolig og foretaget en vurdering af, om merudgiften var nødvendig på grund af nedsat psykisk funktionsevne.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 64a

Sagsfremstilling:

En kommune gav afslag på ansøgning om økonomisk hjælp til dækning af merudgift til bolig efter aktivlovens § 64 a, idet kommunen ikke fandt, at der var tale om en merudgift, selvom borgeren opfyldte forudsætningen for at modtage nedsat kontanthjælp efter aktivlovens § 25 f, stk. 2, og behovsbestemt tillæg efter § 25 f, stk. 3.

Kommunen anførte, at for at der skulle være tale om en merudgift, skulle den unge borger have været nødsaget til på grund af sit psykiske handicap at skulle skifte til anden bolig, og dette syntes ikke at være tilfældet.

Kommunen bemærkede endvidere, at der ikke var tale om en merudgift i forhold til, hvad andre unge, der havde samme indtægtsgrundlag, havde af boligudgifter.

Det sociale nævn hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke havde haft grundlag for at afslå borgerens ansøgning med den anvisning, at der ikke var tale om en merudgift.

Nævnet lagde ved vurderingen vægt på, at borgerens samlede boligudgift efter fradrag af boligsikring og inkl. forbrugsafgifter udgjorde 2569 kr. Nævnet fandt med henvisning til aktivlovens § 64 a, stk. 2, hvorefter der skulle ydes tilskud, hvis boligudgiften oversteg1000 kr. pr. måned, at der dermed var givet retningslinier for hvilken boligudgift, der måtte anses for sædvanlig for personer, der modtog nedsat kontanthjælp efter aktivlovens § 25 f, stk. 1, og behovsbestemt tillæg efter § 25 f, stk. 3.

Nævnet fandt derfor, at kommunen burde foretage en undersøgelse af, hvorvidt borgerens merudgift måtte anses for nødvendig på grund af den nedsatte psykiske funktionsevne, og at der i givet fald skulle skaffes en rimelig billig bolig efter aktivlovens § 64 a, stk. 3.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at der ikke var tale om en merudgift til borgerens nye lejlighed, idet lejligheden ikke afhjalp borgerens handicap og heller ikke var dyrere end boliger i almindelighed til unge i området.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis om, hvornår der kunne ydes støtte efter § 64 a i lov om aktiv socialpolitik.

Afgørelse:

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen.

Kommunen skulle inden der blev taget stilling til, om der kunne ydes tilskud efter aktivlovens § 64 a, stk. 1-2 undersøge, om der kunne skaffes en rimelig, billigere bolig, jf. aktivlovens § 64 a, stk. 3.

Det fremgik således af aktivlovens § 64 a, stk. 1, at kommunen kunne yde tilskud til nødvendige udgifter til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der deltog i forrevalidering efter lovens kap. 6, og som modtog kontanthjælp efter § 25 f, stk. 2, nr. 1 og behovsbestemt tillæg efter § 25 f, stk. 3.

Efter § 64 a, stk. 2, kunne der ydes tilskud, hvis boligudgiften efter fradrag af boligsikring oversteg 1000 kr. pr. måned inklusiv el og varme.

Inden der skulle ydes tilskud skulle kommunen således efter § 64 a, stk. 3, undersøge, om der kunne skaffes en rimelig og billigere bolig.

Kommunen skulle endvidere tage stilling til, hvorvidt eventuel merudgift til bolig kunne anses for at være nødvendigt på grund af borgerens nedsatte psykiske funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren var omfattet af persongruppen for § 64 a, idet han var under 25 år og på forrevalidering samt led af ADHD. Det var endvidere oplyst, at hans samlede boligudgift efter fradrag af boligsikring og inklusiv forbrugsafgifter udgjorde 2569 kr. om måneden.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der var angivet retningslinier i § 64 a, stk. 2, med hensyn til hvilken boligudgift, der kunne anses for sædvanlig for personer, der modtog nedsat kontanthjælp og behovsbestemt tillæg, og hvor der således kunne være tale om en merudgift.