Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-34-06 om kontanthjælp - starthjælp - EU - borger - arbejdstagerstatus

Resume:

En ansøger, der efter 21 år som hjemmegående husmoder i et EU-land vendte tilbage til Danmark, var berettiget til kontanthjælp i stedet for starthjælp.

Begrundelsen var, at ansøger havde opnået status som arbejdstager, idet hun efter sin tilbagevenden til Danmark havde haft arbejde som husassistent i 6 måneder.

Ansøger var som EU-borger ikke omfattet af kravet i aktivloven om ophold her i riget i sammenlagt 7 ud af de sidste 8 år forud for ansøgningen i det omfang, hun efter EU-retten var berettiget til hjælpen.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 11, stk. 4

Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet - forordning 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed -

Sagsfremstilling:

En ansøger havde opholdt sig i Tyskland i 21 år, hvor hun var hjemmegående husmoder. I august 2004 kom hun til Danmark sammen med sine 4 børn, hvor hun bosatte sig i A kommune.

Ansøger modtog kontanthjælp i 41/2 måned i A kommune. Herefter arbejdede hun som husassistent, hvorved hun forsørgede sig selv og sine børn frem til 30. juni 2005.

Hun flyttede herefter til B kommune, hvor hun ansøgte om kontanthjælp.

B kommune traf afgørelse om, at ansøger var berettiget til starthjælp. Der blev lagt vægt på, at ansøger ikke opfyldte kravet om ophold her i riget i 7 ud af de seneste 8 år.

B kommune lagde desuden vægt på, at der ikke efter EU-retten var perioder, der skulle medtages i beregningen af 7 års kravet og dermed reducere perioden med starthjælp. Kommunen lagde herved vægt på, at ansøger havde været hjemmegående og ikke arbejdstager i Tyskland.

Det sociale nævn ændrede B kommunes afgørelse. Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til kontanthjælp.

Begrundelsen var, at ansøger ikke var omfattet af kravet om, at retten til fuld kontanthjælp var betinget af, at hun havde opholdt sig her i riget i sammenlagt 7 ud af de sidste 8 år forud for ansøgningen, jf. § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger som EU-borger var omfattet af aktivlovens § 11, stk. 4. Kravet om ophold i Danmark kunne derfor ikke gøres gældende over for ansøger, i det omfang, hun efter EU-retten var berettiget til hjælpen. Henvisningen til EU-retten omfattede Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet og den tilhørende EØS-aftale.

Nævnet anførte, at anvendelsen af EU-retten indebar, at opnåede en EU/EØS-borger, herunder en dansk statsborger hjemvendt fra et andet EU/EØS-land status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark, var ansøger berettiget til at modtage kontanthjælp, hvis betingelserne i øvrigt var opfyldte.

Nævnet anførte videre, at status som arbejdstager blev opnået, når en person præsterede en ydelse mod vederlag for en anden og var undergivet dennes anvisninger, og dette forhold havde bestået gennem en vis periode. Typisk ville ansættelse i et arbejdsforhold medføre, at den ansatte opnåede arbejdstagerstatus.

Opnåede en person med ophold i Danmark status som arbejdstager, talte alle opholdsperioder fra andre EU/EØS-lande med til opfyldelse af kravet i aktivlovens § 11, stk. 3.

Nævnet fandt i betragtning af, at ansøger havde været i stand til at forsørge sig selv og sine 4 børn over en periode på mere end 6 måneder ved at sælge sin arbejdskraft, at hun havde status som arbejdstager, da hun ansøgte B kommune om kontanthjælp.

Ansøgers status som arbejdstager indebar desuden, at kravet om ophold her i landet i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år ikke kunne gøres gældende over for hende, da alle opholdsperioder i andre EU/EØS-lande talte med til kravets opfyldelse.

B kommune havde i sin klage til Ankestyrelsen anført, at ansøger var omfattet af bestemmelsen i aktivlovens § 11, stk. 3, hvorefter retten til fuld kontanthjælp var betinget af ophold her i riget i sammenlagt 7 ud af de sidste 8 år forud for ansøgningen.

B kommune henviste til, at ansøger havde været hjemmegående hustru i Tyskland. Hun havde således ikke opholdt sig i Tyskland som følge af reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Nævnet fastholdt ved sin genvurdering sin afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM A-1-06. Ankestyrelsen fandt i SM A-1-06, at det var en betingelse for, at opholdstiden i et andet EU/EØS-land kunne sidestilles med ophold i Danmark, at unionsborgeren efter sin tilbagekomst fra et andet EU/EØS-land havde opnået status som arbejdstager i Danmark.

Afgørelse:

Ansøger havde forud for sin ansøgning om kontanthjælp i B kommune opnået status som arbejdstager.

Ankestyrelsen havde ved vurderingen lagt vægt på, at ansøger efter sin tilbagevenden fra Tyskland til Danmark havde haft arbejde som husassistent her i landet i 6 måneder.

Ansøger var EU-borger og var som sådan ikke omfattet af kravet i aktivlovens § 11, stk. 3, om ophold her i riget i sammenlagt 7 ud ad de sidste 8 år forud for ansøgningen i det omfang, hun efter EU-retten var berettiget til hjælpen, jf. aktivlovens § 11, stk. 3.

Henvisningen til EU-retten omfatter Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet og den tilhørende EØS-aftale.

Det forhold, at ansøger ikke havde arbejde under sit ophold i Tyskland, ændrede efter Ankestyrelsens vurdering ikke på, at hun ved sit arbejde som husassistent her i landet havde opnået arbejdstagerstatus forinden sin ansøgning om kontanthjælp i B kommune.

Ansøger var derfor berettiget til kontanthjælp som forsørger fra ansøgningstidspunktet den 1. august 2005, forudsat at hun opfyldte de almindelige betingelser for at modtage kontanthjælp.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.