Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse A-9-07 om enkelt udgift - befordringsudgifter - behandling på sygehus

Resume:

Befordringsudgifter til behandling på hospital kunne ikke anses for rimelig begrundet enkeltudgift efter aktivlovens § 81, selvom borgeren var henvist til hospitalet af egen læge, idet borgeren kunne have valgt at modtage behandlingen på et behandlingssted, der lå nærmere hans bopæl. Hvis borgeren havde været behandlet på nærmeste behandlingssted ville amtet have dækket befordringsudgiften.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 81

Sagsfremstilling:

En borger var af egen læge henvist til behandling på et bestemt hospital og havde her ansøgt om dækning af udgifterne til transport frem og tilbage fra egen bopæl og til hospitalet.

Kommunen gav afslag på dækning af transportudgifterne, idet bevilling til transportstøtte til sygehusbehandling og undersøgelse var en amtslig og ikke en kommunal opgave. Kommunen henviste til, at ud fra en mundtlig fremstilling af sagen havde amtet givet afslag på at yde økonomisk støtte til betaling af transporten til hospitalet med den begrundelse, at der i Danmark var frit sygehusvalg, og da undersøgelsen og behandlingen kunne foretages på et hospital, der lå nærmere borgerens bopæl, havde borgeren mulighed for at vælge det hospital, der lå tæt på hans bopæl og derved fjerne den store transportudgift.

Kommunen henviste endvidere til, at det fremgik af principafgørelse A-39-01, at der ikke kunne bevilliges økonomisk hjælp til transport ifølge aktivlovens § 82, når der ikke samtidigt blev ydet hjælp efter aktivlovens § 82 til selve sygebehandlingen.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse med den begrundelse, at nævnet efter en konkret vurdering fandt, at transportudgifter, som medgik ved transporten til og fra det henviste hospital, måtte anses for en rimelig begrundet enkeltudgift i overensstemmelse med aktivlovens § 81.

Nævnet lagde vægt på, at borgeren var blevet henvist af egen læge til behandling på det anførte hospital.

Nævnet hjemviste derfor sagen til kommunen til indhentelse af relevante oplysninger til belysning af rådighedsbeløb og størrelsen af transportudgifterne.

Kommunen klagede efterfølgende over nævnets afgørelse.

I kommunens klage var det anført, at kommunen havde taget udgangspunkt i amtets vurdering om, at behandlingen kunne foretages på det lokale nærmere hospital, og at transportudgifterne derfor ikke kunne anses for en rimelig begrundet enkeltudgift.

Borgeren anførte, at behandlingen var lægeordineret og at indkaldelsen til det bestemte hospital var en opfølgning på tidligere prøver, som det ville være urimeligt at afbryde. Samtidigt var det egen læge, der havde henvist til det bestemte hospital, idet det var det bedste sted for udredning og behandling, og der var derfor ikke noget alternativ.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgiften til transport til sygehus kunne anses for en rimelig begrundet enkeltudgift i overensstemmelse med aktivlovens § 81, når der var givet afslag på dækning af transportudgifter efter tidligere lov om syghusvæsenet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse.

Der var derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen til realitetsbehandling i kommunen.

Begrundelsen var, at transportudgifter til behandling efter en konkret vurdering ikke kunne anses for at være en rimelig begrundet enkeltudgift i overensstemmelse med aktivlovens § 81.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren havde oplyst, at amtet havde givet afslag på økonomisk støtte til betaling af transport til og fra det henviste hospital med den begrundelse, at undersøgelsen og behandlingen kunne have været foretaget på det sygehus, som lå tættere på borgerens bopæl.

Der forelå ikke oplysninger i sagen om, at amtets afgørelse vedrørende dækning af transportudgifter efter sygehusloven skulle have været anket til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt derfor, at forøgelsen af transportudgifterne var opstået som en følge af, at borgeren havde gjort brug af sit frie sygehusvalg og således havde valgt at modtage behandling langt væk og ikke nærmeste behandlingssted, hvortil amtet efter sædvanlig visitationspraksis ville have henvist til.

At borgeren ifølge sagens oplysninger ikke var blevet korrekt informeret om befordringsreglerne i forbindelse med det frie sygehusvalg samt forholdet, at egen læge havde henvist til behandlingen på det bestemte hospital, gjorde ikke, at den øgede transportudgift kunne anses for en rimelig begrundet enkeltudgift efter aktivloven.

Ankestyrelsen bemærkede, at der alene var taget stilling til hjælp efter aktivloven.